Hold my hand *JDB*

Novellen bliver fortalt fra Holly's synsvinkel.
Vigtig detalje! Justin er ikke kendt!

2Likes
12Kommentarer
1525Visninger
AA

3. Epilog.

Jeg så på de mange blomster. Beundrede deres mange farver, der var alle blomster man overhoved kunne få i alle de farver der fandtes. Nogle blomster smukkere end andre, men den eneste grund til jeg så på de mange blomster. Studerede hvilken der var smukkest og hvilken der var mest speciel. Var fordi jeg ikke kunne bære at se på kisten, den hvide kiste som blev båret ind gennem kirkegulvet. Det var som om en sørgelig melodi kørte inde i mit hoved. Ingen glæde kunne nogen sinde komme ind i mit sind igen det var en umlighed.

           Jeg havde ikke overskud til at se hvem der var mødt op, jeg kunne ikke klare at se deres tåre. Tænk på hvor såret hans familie var! Hans forældre og søskende, hans bedsteforældre hans kusiner og fætre. Hele hans familie måtte være så kede af det lige nu! En smerte må vokse inde i dem, en smerte så stor at ingen kunne lindre den. En smerte jeg havde lige nu, en smerte der voksede inde i min mave. En smerte der kom frem i min hals og gjorde det umuligt for mig at snakke uden tårerne der trillede ned af mine kinder. Jeg savnede ham, på trods af at han lige nu kom forbi min plads. Han var så tæt på mig, men kun fysisk. Psykisk var han alt for langt væk fra mig, psykisk var han så langt væk, at han slet ikke var her.

             Det var hårdt bare at blive siddende på min plads, og lade tårerne glide ned af mine kinder. Mit blik var stift rettet mod de mange blomster, ikke engang præsten fik et blik fra mig. Det var for hårdt for mig at sidde her og vide at ham jeg elskede aller mest i hele verden lå i kisten. Men endnu mere hårdt ville det være hvis jeg ar blevet hjemme og ikke engang kunne have fået changen for at sige farvel. Et farvel der ville betyde mere end tusind ord, for det ville være et farvel for resten af livet. 

            "Farvel!" Jeg smilede mens jeg vinkede. Men en hånd tog hårdt fast i min arm inden jeg nåede at gå min vej, jeg fik et chok. "Ses vi ikke igen?" Hans blik fortalte mig at han var skuffet. Jeg så uforstående på ham, "jo? Slevfølgelig gør vi da det Justin!" Hans ansigt lyste op i et smukt smil. "Holly! Du må aldrig sige farvel, kun sig ses. Farvel er et stort ord!" Jeg smilede forsigtigt over hans alvorlige stemme.

              Jeg ville ønske jeg kunne sige ses denne her gang. Aldrig havde et ord været så vigtigt for mig før, jeg havde slet ikke være klar over at det lille ord ville kunne betyde så meget for mig. Jeg mærkede min mor tage min hånd og klemme den. Det minde mig om Justin og fik flere tåre og minder, jeg ikke havde troet var minder før jeg mistede dem. Før jeg mistede Justin, nu var hvert et sekund jeg havde brugt med ham et minde. Alt det dårlige vi havde været igennem, alle de skænderier vi havde haft i ny og næ, men havde rettet op på igen. De var glemt, som havde de aldrig været der, det var kun de gode ting der passerede mine tanker. Alle de grin vi havde delt, alle de smil vi havde sendt hinanden alle de gode samtaler vi havde nydt.

               Jeg så ned i det dybe hul, det var tre meter dybt. Der nede skulle han ligge resten af tiden. Han skulle ligge nede i den hvide kiste nede i den dybe jord indtil jorden forsvandt. Indtil mennesket forsvandt, indtil alt forsvandt. Selv om det for mig allerede føltes som om alt var forsvundet. Når man elsker nogen så højt som jeg elskede og elsker ham, er det kun hårdere at miste den person. Det går ud over dem der mister, ikke dem der dør. Men alligevel havde jeg det som om at kunne huske mig i nu, som om han tænkte på mig lige nu, som om han tænkte tilbage på vores minde. Som om han savnede mig, som om han græd. Jeg havde det som om han undksyldte.

                 "Jeg elsker dig Justin. Vi ses."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...