Bare mig?

Melissa går i 9 klasse. Og hun er 16 år. Hun bliver dog snart 17 år. Den 15 juli. Hun bliver dog mobbet hverdag, og bliver slået og sparket hverdag. Hun bliver dog mobbet af alle fra klassen, undtagen en dreng. Som hedder Matthew. Han er også bare en stille fyr, men hvorfor dog er han bare en stille fyr?

3Likes
51Kommentarer
2208Visninger
AA

7. Ikke forlad mig.

Matthew, stopper med at bide mig, og kigger op på mig. "Du .... Du ... Smager så godt," siger han, og slikker på min arm, med fuld af blod på. Jeg laver store øjne, "hold dig væk fra mig!" råber jeg, og giver ham en lussing. Han kigger surt på mig. Han nikker, og løber som et lyn hen til sofaen. "Hvad er du!?" Råber jeg, og går lidt tættere hen til ham. "Jeg....." mumler han, og smiler ondt til mig. "Jeg, er en vampyr." Siger han, og som et lyn er han henne ved mig. "En vampyr?" Siger jeg, og går et skridt tilbage. Han nikker ja. "Det kan ikke  passe, vampyrer findes ikke." Siger jeg, og vender mig om til at gå hen til telefonen og ringer til politiet sådan de kan anholde ham. Men lige pludselig er han foran mig. Jeg får et chok og hopper hurtig tilbage. "Du skal ikke være bange," mumler han, og aer mig på kinden. Jeg tager hans hånd, og tager den hurtig væk, den er dejlig kold. "Men..... Du er jo farlig? Du er en vampyr." Siger jeg, og en tørrer løber ned af min kind, fordi at jeg troede jeg var forelsket i ham, men .. Han er en vampyr, en farlig en. Han spiste af mig! Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet, jeg er bange for ham nu. Meget bange, jeg vil ikke kendes ved ham mere, aldrig mere. "Nej, Melissa. Jeg er ikke farlig, der er nogle vampyrer der er menneskelige, og der er nogle vampyrer der er.. Følelse løse." Siger han, og begynder af le lidt. Sjovt var? Det er jo ikke sjovt, men jeg tror han er den uden følelser. Han er ikke menneske, jeg ved det. Ellers ville han jo ikke bide mig? "Ja, og du er en af dem der er uden følelser. Du er farlig, du har ikke noget menneskelig i dig." Mumler jeg, og går forbi ham. Han tager hurtig fat i min arm. Han trækker mig tilbage, han er stræk. Meget stærk, det er som om jeg er en baby man bare kan løfte rundt på. Jeg prøver at trække min arm til mig, men han har sit greb så godt rundt om mig at jeg ikke kan få min arm tilbage.

Jeg kigger tilbage, og stirrer ondt på ham. " Gå ud fra mit hus, og kom aldrig tilbage!" Råber jeg, og peger med den anden hånd hen til døren. "Nej, jeg vil ikke. Jeg vil være hos dig, for altid. Du skal være min lille vampyr pige," mumler han. Og smider mig hen på sofaen. Jeg rammer heldigvis sofaen. Det er lige som om han bare kan kaste mig hvor som helts jeg vil, og ramme perfekt. "Er du sindssyg!" Råber jeg, og rejser mig op. " GÅ SÅ UD AF MIT HUS, NU" Råber jeg meget højt, og peger ud til døren. Han løber hen til døren som et lyn. Han åbner døren, og han er væk. jeg kan ikke se ham længere. Han er sikkert hjemme allerede. Eller så bor han sikkert inde i en kirkegård. Jeg går ind på mit værelse og laver mine lektier. Det er bare det værste jeg ved, lektier. Og vampyrer.  Jeg kan alle svarene. Fordi vores lære var så dum, at sige det. Og skrive det på tavlen, så jeg var så klog at jeg skrev det ned. Jeg er smart. Jeg begynder at grine af mig selv.  Jeg tænker på Matthew, igen. Jeg kan ikke fatte at min 'drømme fyr' er en vampyr? Jeg tør ikke at snakke med ham længere, han bed mig. Og han er en vampyr, en farlig vampyr. Jeg har set mange gange, de film. Eller jeg har læst mange gange de bøger, hvor der er nogle onde vampyrer, og nogle gode vampyrer. Også bliver pigen forelsket i drengen, som er vampyr, men drengen som er vampyr er god. Det er typisk. For eksempel, The Vampire Diaries. Det er en meget god film, men det er typisk. Pigen forelsker i drengen, men drengen er en vampyr. Men en god vampyr, hvorfor er det egentlig altid drengen der er en vampyr?

Jeg vågner op, og kigger ud af vinduet. Jeg hører, og ser en fugl. Den er smuk, og har en smuk stemme. Jeg kan også høre en hund, den larmer. Men jeg kan dog ikke se den. Jeg tager mit tøj på, og tager min jakke, og skole taske på. Jeg lukker døren op, og smækker døren efter mig. Jeg løber.. Og løber... Jeg ser endelig skolen. Jeg har bare lyst til at blive mobbet. Af Oliver, og alle de andre. Jeg vil bare ikke møde Matthew. Oliver kommer gående, hen til mig. Han får et stort ondt smil frem på læben. Jeg kigger ned i jorden. Og lader som ingen ting. Som om jeg ikke har set ham. Jeg har ombestemt mig, jeg vil ikke blive mobbet. "Hej, søde Melissa. Jeg keder mig.... Drengene er ikke kommet endnu. Så, skal vi være sammen?" Siger Oliver. Jeg kigger op på ham. Mener han det virkelig? At han vil være sammen med mig? Det kan ikke passe. Eller mener han det på den onde måde. At han vil tæske mig alene. " Mrrhhh... Hvordan være sammen?" Mumler jeg, og tager et skridt tilbage. Han giver mig en lammer, og begynder at le. " Hvad tror du!" Råber han i hovedet på mig. Der kommer en tåre ned på min kind, jeg troede virkelig i et øjeblik at han virkelig ville prøve at give mig en chance. Bare en lille chance. " Det ved jeg ikke," mumler jeg. Han smider sin skole taske, som han havde på sin ryg. Han vender sig mod den og bukker sig ned. Han lyner den op. Og finder en kniv frem. Han vender sig om mod mig, og leger lidt med kniven. " Kan du måske huske den her fætter?" Siger han, og ler. Jeg får et stor chok, der han sagde om jeg kunne huske den kniv. Ja, det kan jeg. Jeg vil bare ikke sige det til ham, jeg er for bange for ham. Jeg ville ønske lige nu, at Matthew kom og redede mig. Og  han bare slog ham ihjel!

Han snitter mig med kniven. Jeg bider smerten i mig, jeg vil ikke skrige, sådan alle andre kan høre det. Det bliver pinligt, og de vil bare filme det. Og sende det  videre til vennerne. Også vil en eller anden idiot, lægge det ud på nettet. Sådan alle andre kan se det, og de vil sikkert bare grine af mig. " Stop nu Oliver, slås med en på din egen størrelse." Høre jeg en stemme, bag mig. Det er Matthew, jeg kan høre det. Matthew vil rede mig. Det er min helt. Jeg glemmer helt at han er en ond vampyr, i stedet for tænker jeg på at han er en helt. Som kan rede hele verden. Oliver rejser sig op og, klapper. " Ja, ja ja... Det bliver vel en slås kamp. Jeg banker dig, du lider. Og jeg nyder det, Matthew. Du kan lige så godt droppe det, du er slap, og jeg er stærk." Siger Oliver, han får et smil frem. Og viser sine muskler. Men Matthew har flere muskler. Men ingen lægger mærke til det. Matthew smiler igen, og lægger sit hoved på skrå. " Dig, vinde mod mig?" Siger Matthew, og ler. Oliver nikker ja. "HAH!" Siger Matthew videre. Oliver kaster kniven efter Matthew, men Matthew griber bare kniven. Jeg laver store øjne. Hold da ferie. Jeg vender mig langsomt om, og jeg ser de andre drenge, den ene peger hen mod Oliver, de begynder at sætte farten op, og løber hen i mod mig og Matthew. " HVAD LAVER DU!" Råber den ene. Jeg kan bare ikke høre hvem af dem der råber det. De standser op der jeg lægger. " Når, så du har kaldt på din kæreste?" Siger Paul. Jeg nikker nej. Han kom jo selv, hvorfor skal jeg så lyve og sige ja? Eller retter sagt, nikke nej.  Paul griner lidt. " Og, han er ikke min kæreste.. Men min helt." Mumler jeg, og får nogle tørrer i øjnene

. " Ingen gider at have dig jo, så jeg tænkte det nok, ingen vil have dig, forstå det nu!" Råber han i hovedet på mig. Som et lyn, er Matthew henne ved mig. Og samler mig op. " Lad hende være." Siger Matthew, stille. Men hans øjne er vilde. Han vender sig mod mig, og kigger på min arm. Hans øjne bliver røde. De andre, går et skridt tilbage. De bliver sikkert bange for ham. "Matthew," mumler jeg. "Nej Matthew." Han stirrer stadig på min arm. Man kan høre nogle løber bag mig, hen på vej mod mig. Lige pludselig falder jeg. " DIG! DIN LILLE MIDE!" Råber Paul i hovedet på mig, og skære i mig. Jeg skriger, og kigger ned på min arm. Jeg nikker nej, og kigger op på Matthew, igen. Han lukkede øjnene. Der han åbnede øjnene, er de normale. Jeg smiler til ham. " Godt Matthew." Hvisker jeg. De andre drenge, står og truer Matthew. Paul slår Matthew, så hårdt at han falder bag over. Jeg troede virkelig ikke at man kan slå en vampyr ned? Som et lyn, rejser Matthew igen. Han bliver sur, meget sur. Han tager Paul op med en hånd, løber som et lyn mod en væg, og kaster Paul ind i væggen. Han burde at dø nu. Eller bare være meget såret, men han er helt rask stadig. Han rejser sig op. Oliver løber udenfor, og kommer tilbage med noget træ. Nej, de ved det. De ved at Matthew er en vampyr. Og de vil helt sikkert stikke pinden i hans hjerte. Matthew, stirrer ondt på ham. " Hvad så hund? Skal du have et kødben." Siger Matthew, og griner. Paul tager sit hoved på skrå, og går ligeså stille hen til Oliver. Han tager pinden, og klapper Matthew på skulderen. "  Jeg troede var havde aftalt, at vi ikke sagde hinandens hemmeligheder, Matthew." Hvisker Paul til Matthew. "Okay," siger Matthew og klapper. " Hvis du ikke vil have det, synes jeg at vi skal have fred. Vi siger ingen hemmeligheder, mere. I beskytter stadig menneskeheden, som jeg også gør, selvom du ikke tror det. Vi har de samme regler, som før. Aftale?" Siger Matthew, og tager hånden frem. "Aftale." Mumler Paul, og går ud af døren, flokken går også med. Jeg gisper. " Er de varulve?" Siger jeg. Han nikker ja, og går....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...