Bare mig?

Melissa går i 9 klasse. Og hun er 16 år. Hun bliver dog snart 17 år. Den 15 juli. Hun bliver dog mobbet hverdag, og bliver slået og sparket hverdag. Hun bliver dog mobbet af alle fra klassen, undtagen en dreng. Som hedder Matthew. Han er også bare en stille fyr, men hvorfor dog er han bare en stille fyr?

3Likes
51Kommentarer
2214Visninger
AA

6. Brevet.

Mit hår flyver rundt. Hvad skal jeg gøre uden min familie?  Jeg kan jo ikke ligefrem selv købe mad, nej.. Jeg har ingen penge, jeg er dør jo af sult, men heldigvis i morgen, vil min mor og far få løn. Så skal jeg bare håbe på at de har glemt deres dankort, sådan jeg kan hæve pengene. Jeg ser den mand som hjalp mig op, han fejere bladene op. "Hej," råber jeg og løber hen imod ham. Han vender sig om, og han smiler stort. Han kan virkelig genkende mig, jeg var lykkelig, endelig en der kan genkende mig. "Hej lille ven,  hvordan går det på skolen?" spørg manden om. Skal jeg sige sandheden. Fortælle hele historien, ja det vil jeg gør. "Altså," mumler jeg, han kigger på mig, som om jeg skal til at fortælle en historie. " Det er fordi .. Det er lige pinligt at sige, men jeg er blevet forelsket i en dreng. Han hedder Matthew, han mobber mig ikke. Eller slår mig. Han er vildt sød, men lige nu er jeg bare så sur på ham! Der vi skulle vælge hold til gymnastik valgte han ikke mig til at være sammen med mig, så jeg blev ked af det. Og jeg er stadig ked af det. Fordi, jeg var den eneste der ville snakke med ham, og han vælger ingen gang mig. Så jeg har ingen venner længere. Og alle pigerne kan lige pludselig 'lide' ham nu. Fordi jeg tror de vil drille mig, sådan jeg bliver jaloux.

Jeg ved godt det er latterlig, men jeg ville jo vælge ham? Hvis det var mig der blev omringede af drenge. Og han så bare så glad ud der alle pigerne stod rundt om ham. Jeg stod bare der og ventede på han vil komme hen og spørger mig, men nej nej, jeg var bare den som skulle være den 'outsider' som altid, ingen gang min lære ville være sammen med mig, fordi at jeg sikkert var 'pinlig' eller sådan noget, så jeg lader som om jeg har det dårligt, sådan jeg kan komme hjem. Jeg vil virkelig ikke være her hvis man bare  bliver mobbet." Forsætter jeg, jeg taler virkelig hurtigt. Og hold da ferie, jeg snakker meget. Jeg vil bare have det ud. Manden får et smil på læben. "Du taler hurtigt, pige." Siger han, og begynder at grine lidt. Jeg smiler igen, for at ikke være uhøflig. "Ja, altså .. Jeg har også været den som dig dengang, men jeg opgav ikke. Og til sidst blev jeg den populæreste dreng på skolen. Jeg fik min drømmepige som kæreste." Siger manden smilende. "Så hvis jeg bliver ved, så kan jeg måske få Matthew?" mumler jeg. Han nikker, jeg bliver mere glad. Jeg vil aldrig stoppe, jeg vil have Matthew for mig selv, jeg vil lære ham at bedre at kende. " Tak, for hjælpen, og tak for alt." Mumler jeg, og går med hurtige skridt hjem af.. Jeg åbner døren, og ser der er et brev. Jeg smiler. Wow, måske er det fra min mor? Jeg smider tasken, og løber hen til bordet med brevet på. Der står ' Til Melissa, fra Mor og Far. Jeg får et stor smil på hovedet, " endelig et brev." Mumler jeg til mig selv, og åbner brevet. Der er et billede i og et kort. Kære Melissa, vi bliver i Frankrig i nogle par uger mere, men vi har med vilje lagt vores dankort på køkken bordet sådan du kan få nogle penge, vi har allerede betalt regningen, så du skal ikke være bekymret over det. Der er penge til mad, drikkevare og slik til weekenden, men husk nu Melissa, kun til weekenden, og ikke til hverdagene. Kys og Kram, mor og far.

Ja ja, mor. Tror du virkelig købe noget slik om hverdagene. Jeg smiler og ryster på hovedet. Jeg kigger på mit billede, det er et billede af min mor og far i en svømning pool, jeg aer på billedet. "Hvor jeg dog savner jer, mor og far." Mumler jeg, og for smilet væk fra mit ansigt. Jeg vender mig om for at kigge at dankortet er der. Jeg skriger, jeg får et stor chok. "Matthew, hvordan .. Hvordan kom du ind, uden jeg hørte døren åbne sig, og lukke sig?" Siger jeg, og går rundt med hånden op på hovedet. " Det fordi, at jeg er stille, når jeg går ind og ud?" Siger han, og griner af mig. Jeg smiler igen, "jaja, men altså døren knirker altså, når den åbner?" Forsætter jeg på hans sætning. Han klør i håret, "nej, ikke når det er mig, du larmer nok bare." Siger han, og griner endnu mere, "sjovt var." Siger jeg, og vipper til side til side. "Ja, " Han går ind i køkkenet. Han kommer meget hurtig tilbage. "Er det den her du vil kigge efter?" Siger han, og vifter med dankortet. "Ja, hvordan vidste du det?" Siger jeg forskrækket. "Det er bare noget jeg ved," mumler han. Og kaster så lige at jeg ingen gang behøver at flytte min hånd for at  gribe kortet. "Men, tak da. Så ved jeg det er her, ellers vil jeg dø af sult."  Hvisker jeg, og kigger hen på tv'et.

Lige pludselig står han lige foran mig, jeg får et chok igen, "hvordan kan du gøre det der?" mumler jeg, og ser forskrækket ud. "Han tager min hånd," hans tænder vokser, kun nogle af dem. De bliver spidse. "Matthew, hvad sker er med dine tænder?" Siger jeg forskrækket. Hvad sker der med Matthew, jeg er bange. Meget bange, jeg er mere bange end jeg nogensinde har været. Og lige pludselig bliver hans øjne rød. "MATTHEW!" Råber jeg. Han tager hans mund på min arm. Han aer min kind. "Du skal ikke være bange Melissa. Du skal ikke være bange, det er bare en lille smerte," siger Matthew lusket. Han bider mig på armen, jeg skriger af smerte.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...