Hvordan kunne du gøre det?

Line Rudholm, og Laura Hansen. De to bedste veninder. Eller det troede Line ihvertfald.. Men det viser sig så, at Laura faktisk ikke er så sød alligevel..

3Likes
15Kommentarer
2123Visninger
AA

4. En underlig sms.

Midt i mit dagbog skriveri, fik jeg en sms. Jeg regnede med at det var fra min mor, der ville sige at vi skulle spise, men orkede ikke at gå heeeeeeele vejen op ad trapperne! Det er typisk hende! Men det var det ikke? Den var fra... Laura! Jeg blev overrasket over at få en besked fra hende. Hun skrev jo kun med Anne-Louise. Jeg sad og overvejede lidt om jeg skulle læse den. Efter nogen tids spekulation, læste jeg den. Der stod: 'Hej Line! Må jeg komme over? Jeg syns' at vi skal tale lidt sammen!(:' Ava?! Kom den virkeligt fra HENDE?! Jeg var virkeligt overrasket! Jeg vidste ikke helt om jeg havde lyst til at hun kom over.. Altså, jeg var jo virkeligt ked af det med Anne-Louise. På den ene side ville jeg da gerne have at hun kom, og på den anden havde jeg overhovedet ikke lyst til at kigge på hende! Hvad skulle jeg vælge? Min samvittighed sagde ja, men mit hjerte sagde nej.. Jeg fulgte som sædvanlig min samvittighed, og skrev ja. Jeg skyndte mig at rydde op, og gøre det lidt hyggeligt på mit værelse inden huun kom. Jeg skyndte mig nedenunder til min mor, og sagde at Laura kom. For hende var det jo bare en vane at hun kom, så hun sagde bare: "Okay". Der gik ikke lang tid før at det ringede på døren. Jeg løb ned og åbnede. "Hej". Var det eneste hun sagde. Hun maste bare forbi mig og gik op på mit værelse. Jeg nåede næsten ikke at reagere. Jeg skyndte mig at lukke døren, og følge efter hende. Men jeg kunne ikke se hende på mit værelse! Hvor var hun? "Laura?" Spurgte jeg forsigtigt. "Jeg er her!" Lød det nede fra hjørnet bag skabet. "Hvorfor sidder du der?" Spurgte jeg overrasket. "Anne-Louise gider ikke at være min ven mere!" Svarede hun, imens hun lød ked af det. "Hvad er det dog du siger?!" Spurgte jeg overrasket, jeg kunne jo ikke få det til at passe sammen. "Det er rigtigt nok.." Sagde hun. "Ja, jeg tror da også på dig." Svarede jeg. "Vil du se den sms jeg fik fra hende?" Spurgte hun. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Vi var jo ikke sådan rigtigt de bedste veninder mere. Men min samvittighed sagde igen ja. "Ja." Røg det bare ud af munden på mig. Jeg læste hvad der stod: 'Hej Laura, du er en stor so, jeg gider sgu ikke at være din ven mere!' Jeg blev virkeligt forskrækket! Det kunne da ikke passe! Jeg ville sige noget, men min mund ville ikke! Der var helt stille i rummet. Indtil: "Skal du ikke sige noget til det?" Spurgte Laura, og lød ret chokeret. "Øhm.. J-jo.." Lød det fra min mund. Hvad var det for noget at sige? "Jamen så sig da noget!!" Kom det fra Laura. Hun var virkeligt sur nu, kunne jeg mærke på hende. Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg stod bare og kiggede ud i luften. Laura blev virkeligt sur, og løb hjem. Jeg stod stadig bare der. Helt stille...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...