Dyreinternatet - JDB

Alexa og Justin mødes på en ret utraditionel måde. I starten kan Alexa ikke fordrage Justin og det er forståeligt efter det han har gjort. Men hvad sker der da Justin tager Alexa med til Italien for at rette op på fejlen?

Hele novellen er skrevet i Alexa's synsvinkel. God fornøjelse.

5Likes
17Kommentarer
2471Visninger
AA

2. Kap. 2

Hej. Jeg blev færdig med at skrive novellen i Word igår og der kommer altså kun 4 kap. da jeg mente det var et passende sted at stoppe den hvor jeg gjorde. 

 

Jeg lukked døren bag mig og satte mig tungt ned på den nærmeste stol. 150.000? Det ville banken aldrig låne mig. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder og jeg kiggede langsomt op i et par brune øjne. "Hvad sagde han?" Justin lød nervøs. Ikke nervøs for skænderiet før, men nervøs for Bonnie. "De vil aflive hende" snøftede jeg. Jeg tog en dyb indånding: "Men hvis jeg kan skaffe 150.000 + diverse til transport og ophold, så er der en dyrelæge i Italien som har speciale i hunde rygskader". Mod alt forventning trak Justin mig ind i et kram. "Hvordan skal jeg skaffe alle de penge" jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte ham, men har var den eneste i nærheden jeg på en eller anden måde kendte. "Du skal ikke tænke på pengene". Jeg trak mig ud af hans favn og kiggede forvirret på ham. Hvad mente han? "Hvad mener du?". "Jeg skal nok betale" han søgte mit blik men jeg slog det hurtigt ned. "Dig?". "Ja, det er trods alt min skyld". "Det… Det kan jeg ikke tage imod. Og hvor skulle du også få pengene fra?" jeg kiggede ud af vinduet. Ud i regnen. "Ved du virkelig ikke hvem jeg er?" Justin havde stilet sig bag mig og drejede mig blidt om. "Du er Justin" denne gang var det mig der søgte øjenkontakten. "Mit navn er Justin. Justin Bieber". "Justin Bieber? Ham sangeren?". Ingen af os havde brudt øjenkontakten og det gik op for mig for fantastisk smukke hans øjne var. "Ja ham sangeren". "Jeg… jeg kan stadig ikke tage imod det". Jeg brød øjenkontakten og kiggede endnu engang i regnen. "Hvorfor ikke? Jeg har penge nok". Jeg vendte mig vredt om. "Justin, jeg kan ikke købes. Og selv hvis jeg lod dig betale ville det ikke være en god nok undskyldning fra dig. Bonnie ligger og lider! Kun på grund af dig!". ”Jeg…”. ”Bare lad mig være!”. Jeg fandt min mobil frem for at ringe banken. De måtte give mig et lån. Jeg trak mig lidt væk fra de andre mennesker der også sad  venteværelset, for at kunne ringe i fred. Mobilen bibbede kun få gange får den blev taget. ”Hej. Mit navn er Alexa Lauren Viper jeg ville høre om det var muligt for mig at tage et lån?”. ”Hvor meget drejer det sig om?” kunne jeg høre en mandlig stemme i den anden ende sige. ”200.000”. ”Og hvad skal pengene bruges til?”. ”Min hund. Den er kommet alvorligt til skad med ryggen og en operation i Italien koster ca. 150.000”. ”Det tror jeg desværre ikke at vi kan hjælpe dig med”. ”Jamen det er min hund!” udbrød jeg. ”Jeg ved det godt, men vi låner ikke så mange penge ud som skal bruges på en hund. Desværre. Fortsat god dag”. Manden lagde på og jeg fik en pludselig trang til at kaste min mobil hårdt ind i væggen. Trods lysten fik jeg dog langt min mobil ned i lommen igen og satte mig tungt ned på den nærmeste stol. Hvad skulle jeg gøre? Mine forældre kunne dårlig nok få det til at køre rundt i forvejen så det var ikke en mulighed. Tårerne begyndte igen langsomt at løbe ned af mine kinder. Jeg trak benene op under mig og støttede så hovedet på knæene mens jeg lod tårerne strømme. ”Jeg mener det jeg sagde før jeg skal nok betale. Også selvom jeg ved at det ikke er en god nok undskyldning, så er det det mindste jeg kan gøre”. Igen havde Justin sat sig ved siden af mig. Jeg løftede ikke hovedet men overvejede alligevel tilbuddet. Hvis det er Bonnies eneste mulighed for at overleve så skulle jeg måske tage imod det? På trods af at jeg overvejede det rystede jeg alligevel på hovedet. ”Prøv og hør her: Jeg har ferie 2 uger endnu så hvad med at vi tager til Italien, Bonnie får sin operation og jeg viser dig rundt i Italien?”. ”Jeg gentager: Justin jeg kan ikke købes og jeg vil da slet ikke være sammen med dig i 2 uger!” denne gang kiggede jeg på ham og hvis blikke kunne dræbe så var han så godt som død. ”Prøv at se på det anderledes: Jeg prøver ikke at købe dig, jeg ville bare gerne lærer dig og kende og sige undskyld” Justin tog sig overhovedet ikke af blikket og sendte mig i stedet et sødt og charmerende smil. Stop. Hvad er det jeg siger? Sødt og charmerende?! ”Jeg… Jeg kan bare ikk, okay Justin?”. ”Hvorfor?” han tog min hånd og jeg trak den ikke tilbage. ”Dig og din kæreste har lige slået op, vil det ikke virke mærkeligt? Og hvad vil medierne ikke sige? Og hvad mine dine fans?”. ”Jeg er ligeglad med alle andre. Jeg vil bare gerne lærer dig og kende og sig undskyld”. ”Du giver ikke op vel?” jeg tror at jeg for første gang i de sidste 2 timer smilte. ”Nej”. ”Okay, jeg giver op”. Hans ansigt forvandlede sig til et stort smil og før jeg vidste af det havde han trukket mig op og stå og krammede mig. ”Vi må hellere lige fortælle det til dyrelægerne” mumlede jeg. ”Det har jeg ordnet” jeg kunne høre at han smilte mens han sagde det. ”Hvad mener du?”. ”Jeg regnede med at jeg ville få dig overtalt så jeg har allerede ordnet det. Vi kører lige om lidt”. Jeg trak mig ud af krammet. ”Hvor skal vi hen?” var jeg dum nok til at spørge om. ”Tjaa, jeg regnede med Italien”. Jeg slog for sjov ud efter ham men han var hurtig og undveg. ”Hvad med tøj og sådan?”. ”Vi køber bare noget i Italien!”. Jeg rystede på hovedet: ”Du sindssyg!”. ”Kom nu!” han sendte mig et bedende blik som jeg selvfølgelig ikke kunne stå for. ”Okay, men du betaler!”. ”Jeg vil give dig alt du vil have”. ”Nu lyder du helt forelsket” grinte jeg og Justin trak bare på skulderne. ”Jeg vil gerne have en lyserød pony” udbrød jeg. Justin kiggede mærkeligt på mig men sagde så: ”Det kan jeg vil godt få ordnet?”. ”Justin, det var for sjov!” grinte jeg. ”Haha, meget morsomt”.

 

 

Endelig sad vi i flyet. Privat flyet. Hvem skulle have troet det? For bare et par timer siden var jeg på arbejde og nu sidder jeg i et privat fly med Justin Bieber. Det er egentligt mærkeligt for et par timer siden var han det menneske på jorden jeg hadede aller mest og nu er vi venner? ”Hvad tænker det på?” Justin rakte mig en af de 2 colaer han lige havde hentet. ”Bare at for at par timer hadede jeg dig og nu er vi venner”. Han sendte mig et forsigtigt smil og spurgte så: ”Skal vi se en film?”. ”Det kan vi godt” jeg rejste mig for at sætte mig i en af de 2 sofaer der stod foran en kæmpe fladskærm. Helt ærligt det her fly er sejere end mit hjem! ”Hvad vil du se?”. Jeg trak på skulderne: ”Du vælger”. ”The Notebook?”. ”Seriøst? Justin det er en pigefilm” jeg smilte drillende. ”Og det er min ynglings pige film!” udbrød han mens han trak på skuldrene. ”Det er fint for mig”.

 

 

”Vi lander lige om lidt, så vi må hellere sætte os over og spænde selerne” Justin ruskede blidt i mig. Jeg fik søvnigt rejst mig og først der gik det op for mig at jeg havde ligget op af Justin og sovet. Jeg rødmede en lille smule og skyndte mig derfor hen på plads for at Justin ikke skulle opdage det. Kort efter satte Justin sig smilende i sædet ved siden af mit. ”Du er sød når du rødmer”. Det fik mig i mellemtiden ikke til at rødme mindre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...