Den anden side

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2012
  • Status: Færdig
Cecilia er opvokset i storbyen. Men det hele bliver vendt op og ned da hendes forældre flytter hele familien flere kilometer væk fra hele den store by og ud på landet. Hun stikker af på grund af vrede og kommer hen i mod en stor skov. Hun overnatter i skoven og vågner op i et stort fremmed land!

8Likes
5Kommentarer
2156Visninger
AA

12. Sorg

-Måske burde jeg spørge om en eller anden trylledrik der vil kunne få mig hjem? Undrede jeg mig da jeg et par dage efter sad på slottets bibleotek og kiggede i bøger sammen med William.

- Madame Susi er altså ikke en troldkvinde så vidt jeg ved! Grinede William mens jeg brugte hans skød som pude.

- Men jeg har snart været her i en uge William, jeg vil altså snart hjem! Sagde jeg og sukkede. William tav, hver gang de sidste par dage hvor jeg havde nævnt at jeg ville hjem, så tav han. Jeg satte mig op og så på ham, han kiggede bare væk.

- Jeg skal jo hjem på et eller andet tidspunkt William, du er nød til at indse det! Sagde jeg og nussede hans kind, men han veg bare væk.

- Cecilia, du må også indse noget så. Sagde han og stilte sig op. Jeg så forvirret på ham.

- Hvad så med os? Vil du bare forlade mig og bare droppe det hele? Har du slet ikke indset det? Sagde han så og gik lidt rundt i rummet. Jeg tog mig til hovedet, lige det´ havde jeg ikke lige tænkt over. Hvr var jeg egentlig dum! Inderst inde vidste jeg det jo godt, men hvorfor var tanken først kommet frem nu? Dumme mig!

- Hvor er jeg tumpet, hvorfor sker de her ting altid for mig. Jeg knytter mig til nogen alt for hurtigt og må forlade dem meget hurtigt bageter. Hvorfor mig? Sukkede jeg. William gik hen og satte sig på hug foran mig.

- Vi må bare finde på et eller andet, ik? Sagde han og så mig i øjnene. Jeg trak på skuldrene.

- Som hvad? Jeg tror ikke at jeg bare sådan kan tage dig med mig hjem. Sagde jeg og åbnede øjnenen og kom til at tænke. Hvad nu hvis jeg kunne tage ham med mig? Så ville vi jo kunne leve videre sammen. Det lød så indlysende!

- Hvad nu hvis vi kan, du kan tage med mig og vi kan forblive sammen. Sagde jeg og smilede op og slog armene om William i glædelse. Men han hev mig bare af ham.

- Cecilia, den tanke er alt for indviklet. Du ved selv inderst inde at det aldrig vil kunne lade sig gøre. Og for det suden hvem skulle hjælpe os? Sagde han og fik mig til at blive sur og skuffet.

- Måske kunne Su...

- Madame Susi?! Er du gal, hun ville jo syntes det var en oplagt mulighede for at gøre det af med dig.

- Hvordan ville hun kunne gøre det når det har noget at gøre med at få dig over i min verden? Spurgte jeg forvirret.

- Hun ville måske gøre så jeg kun kom halvvejs. Jeg blev endnu mere forvirret end før.

- Hvordan halvvejs? Er der da et land imellem det her og min verden da? Spurgte jeg. William nikkede.

- Jeg tror bare det er bedst hvis vi dropper ideen, det vil alligevel aldrig kunne fungere, Og helt ærligt Cecilia, tænk over det du er kun 15!

- Og?

- Du er da ikke gammel nok til allerede at vælge den fyr du vil dele resten af dine dage med. sagde William, og et eller andet sted havde han vel igen ret, der var tusind vis af fyre derude, hvordan kunne jeg vide at lige William var den rette for mig?

- Men...... Jeg vil ikke forlade dig? Jeg vil blive her, hos dig! Sagde jeg og kunne mærke følelsen af sorg i hjertet. En stor sorg der nok snart ville vokse sig større når jeg forstod at William ikke lige var i nærheden mere. Det var ligesom at flytte.

- Det ved du jo godt ikke er muligt Cecilia, og din familie vil jo længes efter dig til sidst. Du vil bare komme til at lide endnu mere. Det er bedst hvis du bare glemmer mig og kommer hjem igen. Sagde han og kyssede min kind.

- Jeg vil ikke kunne glemme dig, det er du for speciel til. Snøftede jeg og kunne mærke en lille tåre trille ned af den ene kind.

- Det er du også, men alligevel vil du altid være i mine tanker. Sagde han og  nussede min kind.

- Jeg vil savne dig... frygteligt meget! Sagde jeg og fældede endnu en tåre.

- I lige måde! Sagde William og kyssede mig. Hvor var livet dog uretfærdigt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...