Den anden side

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2012
  • Status: Færdig
Cecilia er opvokset i storbyen. Men det hele bliver vendt op og ned da hendes forældre flytter hele familien flere kilometer væk fra hele den store by og ud på landet. Hun stikker af på grund af vrede og kommer hen i mod en stor skov. Hun overnatter i skoven og vågner op i et stort fremmed land!

8Likes
5Kommentarer
2167Visninger
AA

11. Nye bekendskaber

"Jeg slår jer ihjel" Bankede stemmen i mit hovede. Det var sen eftermiddag og jeg sad ude i slottets urtehave. jeg sad og plukkede bladene af en lille blomst. Prinsen kom ud til mig.

- Goddag. sagde han og smilede til mig. Jeg vinkede til ham uden at tage blikket væk fra blomsten.

- Hej! Sagde jeg stift. Han grinede og satte sig ned ved siden af mig.

- Du har ikke sagt så meget hele dagen, er du stadig flov efter i morges. For vi kan vel godt begynde en banke på ordning hvis det skulle være...

- Gider du? jeg orker ikke sjove vitser lige nu! Sagde jeg og kvaste et blomsterblad mellem mine fingre. Prinsen grinede lidt.

- har jeg egentlig nogensinde introduceret mig selv for dig? Spurgte han. Jeg kiggede lidt op fra blomsten og rystede på hovedet. Han smilede og gav mig hånden.

- Jeg hedder Jake, jeg er prins og er 16 år gammel og du er? Spurgte han. Jeg grinede lidt.

- Jeg hedder Cecilia, jeg er 15 år gammel og folk tror jeg er djævlen selv! Sagde jeg og blev sur over det sidste. Jeg vendte hovedet i vrede og maste hele blomsten med min fod. Jake grinede lidt, var det sjovt?

- Hva´ griner du af? Det er ikke engang morsomt, jeg kan blive slået ihjel når som helt! Sagde jeg og bankede foden ned i den kvaste blomst igen.

- Det er bare det at det jo er indlysende at du ikke er djævelen selv!

- Hvad så hvis jeg er? Hvad nu hvis jeg har gigantiske magtfulde kræfter og jeg kunne finde på at dræbe hele den her mærkelige verden når som helst. Sagde jeg og blev helt bange ved tanken.

- Det tror jeg ikke, sådan en køn pige som dig kan ikke være så ond. Men, man ved jo aldrig med sikkerhed. Grinede Jake igen og puffede lidt til mig.

- Hvorfor taler du overhovedet til mig, har Madame Susi ikke gevet næsten hele kongeriet besked om at lade som om jeg er luft? Spurgte jeg og trak min ben op til mig så jeg sad på hug og klar til at rejse mig hvis nu der kunne ske et eller andet. Jake rystede på hovedet og jeg satte mig lidt ned igen.

- Jeg gider ikke hører på den gamle krave, jeg tror der er sket en lille fejl, du virker nemlig anderledes. Sagde han og smilede til mig. Jeg blev smigret men spurgte ham hurtigt:

- Hvordan anderledes?

- Bare anderledes end alle de andre piger, eller bare af alle de drømmevandrere jeg har set og kendt. De fleste er altid så glade når de kommer her. Mange overvejer altid at blive her for evigt og aldrig "vågne", men du, du vil hjem med det samme. Jeg kan se sorgen i dit blik udvikle sig for hver time der går. Du er ikke ligesom de andre, du er meget følsom, og et eller andet sted tror jeg at du inderst inde er mega bange for det hele. Sagde Jake, jeg syntes det lød helt skørt alt det han sagde, men på visse punkter havde han vel ret. Jeg var faktisk mega rædselslagen og jeg kunne mærke hvor hårdt det var at være et sted så langt væk hjemme fra.

- Kan du læse tanker? Spurgte jeg og smilede til Jake, han grinede lidt men rystede dog på hovedet.

- Nej jeg har bare kendt mange mennesker, hver med sin egen personlighed, men din er helt unik.

- Hvad er der så unikt ved mig, jeg vil bare være normal ligesom andre mennesker, min læge siger også jeg er unik, jeg fejler aldrig noget og min blodtype er mega sjælden! Hvorfor kan jeg ikke bare være som alle andre? Jeg vil ikke det her. Sagde jeg og begyndte at græde. Jeg lagde mit ansigt i mine hænder. Jake lagde armen om mig og trak mig ind til sig. Han begyndte at vugge mig lidt.

- Bare rolig, du kommer snart hjem. Det lover jeg! Sagde han og nussede min ryg. Jeg kiggede op på ham.

- Indtil da... vil du så være min...ven? Jeg har brug for noget støttende oven på alt det her. Spurgte jeg stille. Jake nikkede og smilede.

- Selvfølgelig! Sagde han så og nussede min ryg igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...