Uddødelig (JB)

Roselil er en 16 årig pige, der skal samle penge ind til hendes fattige familie. Men det kommer til at gå galt, og hun ender med at bo et andet sted. Men da en dreng kommer og reder hende fra stedet forandres hendes liv, og går i gennem en masse ting.

4Likes
5Kommentarer
1614Visninger
AA

3. Kap. 3

Justius vækker mig meget tidligt, og det kan jeg se for solen er ved at stå op. Vi får lige noget at spise, også traver vi videre. Mens vi traver afsted, finder Justius noget hvede, majs og noget rent vand, til resten af turen. Jeg fryser lidt, ikke lige det bedste tøj at have på, men jeg er blevet vant til det. Der var meget koldt nede i den fangekælderen. Justius ser det desværre, og han sniger lige et tæppe op ad en pose, som han har taget med sig. Jeg snurrer det rundt om mine skuldre, og trækker det så godt ind til mig, så godt jeg kan.

Vi kommer til en stor dam, hvor der ingen bro er, så der står vi og finder ud af hvordan vi skal komme over. Pludselig tager Justius min hånd og går ud til vandet. Det skinnende klarer vand bliver ødelagt, fordi vi går ud i det. Da vi kommer hen til midten af dammen, mærker jeg noget ved min fod, men jeg lader som ingenting og går videre. Endelig kommer vi over på den anden side, men pludselig falder jeg sammen. "Roselil, er du okay? Er du træt? Hvad er der sket?" Justius sætter sig hurtigt ned til mig. Jeg trækker hurtigt mine sko af og kigger ned, der hvor det gjorde ondt før. Der ser jeg 2 små huller fra nogle hugtænder, som kommer fra en slags slange. "Du milde, det er en giftig hugorm der har bidt i gennem din sko også ind i kroppen. Den er meget farlig og dens gift kan gøre, at du så dør. Jeg er nød til at gøre noget hurtigt". Jeg kigger forskrækket på ham og bider så derefter smerten i mig, da giften er blevet værre. Jeg ligger mig ned i græsset, og ser Justius rejse sig og begynde at gå frem og tilbage. Meget stille hører jeg ham sige. "Jeg kan ikke gøre det, hun vil bare tro jeg er farlig, ond, menneskeæder. Hun vil opdage min hemmelighed. Jeg er nød til at finde på noget hurtigt". Jeg kigger hurtigt væk og tænker, "menneskeæder, hemmelighed. Er han kannibal? Indianer?". Men før jeg har nået at tænke færdigt, kan jeg mærke giften sprede sig op i mit hjerte og alt bliver sløret for mig. Jeg skal altså dø nu, med mindre Justius gør noget hurtigt. Lige inden alt bliver sort, kan jeg høre Justius råbe "NEJ, ROSELIL, DU MÅ IKKE DØ, DU KAN GODT LIGE KLARER 5 MINUTTER MERE. DU MÅ IKKE FORLADE MIG NU!" Og væk er jeg så.

 

Undskyld, undskyld, undskyld at mine kapitler er så korte, men har virkelig ikke tid, og kan ikke skrive så meget, for så vil jeg ødelægge spæningen.. Men der kommer noget mere igen i overmorgen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...