Jeg er ikke bange

Kikkiro er på vej hjem til sig selv. turen går forbi en kirke går imens minderne strømmer ind over hende. Hun bliver lidt opslugt af sine tanker og glemmer en vigtig ting.

0Likes
0Kommentarer
1160Visninger

2. del. 1

Januar var næsten lige startet, og jeg var på vej hjem. Jeg havde været ovre hos en ven, og det var blevet sent. Klokken var kvart i 8 så, derfor var det bælg mørkt og næsten ingen biler på vejen. Kun ganske få. Jeg var nu ikke bange for mørke. Ikke længere i hvert fald. Nu havde jeg jo en til at passe på mig. En der fik mig til at føle at mørket var trygt at befinde sig i. Hjalp mig med at kunne gå i min egen verden, kun med lyden af mine egne skridt i mine øre, uden at være bange. Der fandtes ikke noget bedre end mørket nu. Her kunne man tænke, mindes, græde og smile uden nogen ville stille spørgsmål. Der var ikke langt hjem til mig, men man kunne nå en del på få minutter.

Der lå en kirkegård ikke så lang fra min ven. Hvis den kirkegård var på min rute, og jeg gik alene, gik jeg altid der ind. Altid hen til en bestemt sten. Og nu stod jeg altså her igen som så mange gange før. Jeg stod og så på den sorte sten som så mange gange før. Så på dit navn der stod skrevet så elegant i store guld bogstaver. Lasse.

Vi var begge 15 år og ikke klar til at dø. Vi to skulle have været venner meget længere end det. Alle de ting vi kunne have lavet blev hvisket bort den dag, jeg fik at vide, jeg aldrig skulle se ham igen. Der var så meget jeg aldrig fik sagt til ham. Så meget jeg havde holdt skjult for ham i lang tid. Jeg elskede ham og ville altid gøre det. Lasse var min eneste ene, og jeg fik det aldrig fortalt. Mit hjerte føles tungt når jeg tænkte på minderne ham og jeg havde. Han var den første ven jeg fik og den sidste jeg glemmer.  Selv om det er lang tid siden, husker jeg vores første rigtige møde som var det i går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...