Haru Haru

Yuri og Crystal har været bedste venner lige siden børnehaven. De har snakket om alt, delt alt, oplevet alt sammen, men alt det ændrer sig drastisk, da der starter en ny dreng på skolen.

5Likes
11Kommentarer
2221Visninger
AA

4. Endnu et

 "Hvor længe tror du så det kommer til at holde med Hikaru?" spurgte jeg Crystal, da vi sammen sad på hendes værelse og lavede lektier, senere den dag. Jeg havde ikke tænkt meget på det mystiske opkald, men havde heller ikke fortalt noget om det til Crystal. Hun smilede stort, og lagde sin blyant fra sig. "Det er for evigt! Jeg kan bare mærke, at det er det her jeg vil. Han er så perfekt for mig!" svarede hun lykkeligt, og jeg kunne ikke lade være med at grine. "Ligesom du sagde om Aiko," nynnede jeg, og klappede min bog sammen. Hun langede ud efter mig, dog med et smil. "Jeg ved bare det her er noget helt specielt," sagde hun med et smil, og lukkede også sin bog.  Med et tilfreds suk smed jeg mig i hendes seng, og krydsede armene over mig. "Vil du have noget melon?" spurgte hun, og jeg nikkede. "Gerne," mumlede jeg, med halvt lukkede øjne fra sengen. Hun nikkede, og forsvandt så ud fra værelset. Nu var der en dræbende stilhed, og kun den dæmpede lyd af et ur brød stilheden. Lige indtil noget i min lomme begyndte at vibrere. Med et løftet øjenbryn stak jeg hånden i lommen og tog den, sikker på at det var min mor der ringede for at vide hvor jeg blev af. Men det var det ikke.

"Hvor er du?" spurgte den lidt for velkendte stemme, og jeg holdt telefonen lidt væk fra hovedet, kun for at se hvad jeg frygtede. At det var hemmeligt nummer der ringede. "Hvad.. hvad vil du mig?" spurgte jeg nervøst, og han grinede bare i den anden ende. "Jeg gør dig ikke noget, kære Yuri," sagde den dybe drengestemme, og jeg sukkede. "Hvem er du?" spurgte jeg, nu næsten utålmodigt. Han grinede bare igen. "Jeg troede det var helt klart at det er en hemmelighed," sagde han flabet, og mit blod boblede. "Fortæl mig hvem du er!" nærmest råbte jeg, i det samme han afbrød forbindelsen. Jeg kiggede med et fornærmet blik på telefonen,og klappede den sammen, hvorefter jeg kastede den ned i fodenden af sengen. "Hvem var det?" spurgte Crystal nysgerrigt, da hun stod i døråbningen med et fad fyldt med melon og en tekande. Jeg trak på skuldrene, og satte mig op. "Telefonfis," mumlede jeg, og gled ned på gulvet, ved siden af det lille tebord der stod midt på gulvet. "Bare glem det, det er kun idioter der laver telefonfis," sagde Crystal sikkert, og jeg nikkede enig. Han var en idiot, og jeg burde ikke lægge noget i det.

"Hvad synes du så om ham den nye?" spurgte Crystal pludseligt, da vi sad og drak te på gulvet. "Hvem?" spurgte jeg ligegyldigt, og tog en tår af den lidt for tynde te. Hun havde nok skyndt sig, da hun hørte jeg råbte af den mystiske person i telefonen. "Ham den blonde du stødte ind i!" sagde hun overgearet, og satte sin lille tekop på bordet. Som et chok løb teen ned i den gale hals, og jeg hostede højt. Med et fnis bankede Crystal mig på ryggen, og sørgede for at jeg fik stillet tekoppen på bordet, uden at spilde at for meget. "Han var da meget.. flink," mumlede jeg lavt, da jeg endelig var færdig med et hoste, og blodet i mit hoved var faldet lidt. Crystal fnisede igen, og satte sig til rette på gulvet igen. "Jeg synes han ser bedre ud end Hikaru," sagde Crystal med et smil, og lænede sig tilbage, op ad sengen. Med et smil kiggede jeg på hende. "Er du allerede ved at blive træt af Hikaru? Hvad blev der af 'for evigt' og 'perfekt for mig'?" sagde jeg med et grin, og hun kastede irriteret en pude efter mig. "Jeg siger bare, at han skulle ikke gå mange gange rundt om min seng," sagde hun og grinede. "Tjah, din seng står også mod væggen, så det ville nok være lidt svært," sagde jeg flabet, og holdt den pude Crystal lige havde kastet mod mig op foran mit hoved, som et skjold for den pude der kom susende imod mig. "Flabede unge," sagde hun med et grin, og kiggede op i loftet. "Han er da meget pæn, men han ville alligevel aldrig kigge efter en normal pige som mig. Dig, derimod, du er smuk, sød, sjov.. han er sikkert allerede faldet for dig," sukkede jeg, og lagde mig på gulvet. Sandheden var, at jeg allerede var faldet for ham.

Jeg åbnede hoveddøren, og trådte ud på gaden med mine ting i favnen. "Vi ses senere, Crystal!" sagde jeg med et smil, og løftede armen for at vinke. Hun vinkede igen, og jeg vendte mig om for at gå hjem. "Ki wo tsukete, Yuri!" sagde hun, lidt bekymret, og jeg nikkede takkende. Gaden var mørk, og kvarteret mellem mit og Crystals hus var ikke ligefrem det mest lovlydige. Med besvær fik jeg fisket min mobil op fra lommen, og fik tastet min søsters nummer. "Oi, Sakura. Jeg er på vej hjem fra Crystal nu," sagde jeg med et smil, mens jeg sørgede for hele tiden at holde mig i skyggen af husene, så ikke jeg gjorde mig så bemærket. Jeg snakkede så lang tid jeg kunne komme til med Sakura, men ville ikke bruge alle mine penge. "Mata aimasyou!" sagde jeg, og lagde så på. Med hurtige skridt gik jeg gennem gaderne, der var fyldt med skygger og hviskende stemmer. Stemmerne kom tættere og tættere på, for til sidst at hviske mig lige i nakken. Jeg ignorerede det, og kiggede ned i jorden, indtil jeg syntes at ane noget. Noget bekendt. Blond hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...