Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
961Visninger
AA

9. Dronningens Tale

De næste to dage var meget mærkelige. Vi gik alle bare og ventede. Ventede på besked fra far, fra krigen og vi ventede på talen. Alle tjenestefolkene spurgte og spurgte når de så os, for de vidste da ikke noget om at forræderen var blevet fundet? Vi svarede ikke, og til sidst blev de andre tjenestefolk så sure på Therese at de ikke talte til hende. Dagen efter at vi havde afsløret mor spiste mig, Therese og Claes morgenmad sammen i spisesalen. ”Mor og jeg har skrevet en tale!” sagde Claes. ”Hun vil læse den op for folk på torvet”. Jeg var imponeret over mor. Hun ville være helt ærlig og afslører alt. På den anden side var det nok også den eneste mulighed hvis folk ikke skulle blive så vrede at de krævede hende dræbt. Mens vi sad der og spiste, kom en pustende tjener løbende ind i salen. ”Deres Højhed, Deres Højhed!” råbte han. ”De ti ryttere er vendt tilbage!”. Vi sprang alle op og løb ud i gården. Ti mænd på heste der pustede af udmattelse holdt i gården. ”Ære være jer!” sagde Claes og trykkede den første af mændene i hånden. ”I vil hver modtage 100 guldmønter!”. Mændene så overraskede på Claes, så smilede de og trykkede hans hænder. ”Har i afleveret brevet?” spurgte jeg spændt. ”Ærede prinsesse” sagde en af mændene ”Brevet er afleveret!”. Therese så glædestrålende på mig, og vi omfavnede hinanden og lo af glæde. ”Så kommer de hjem!” lo jeg ”Så kommer de alle sammen hjem!”. ”Ja, det gør de nok i morgen to timer efter solnedgang” sagde manden. ”Har far sendt et brev med tilbage?” spurgte Claes. ”Vi nåede slet ikke at tale med Hans Majestæt kongen, vi afleverede blot brevet til de første soldater vi fandt” sagde manden, mens han trak hans hest ind i stalden. ”Vil det sige at I slet ikke så ham? Eller Amanda? Eller nogen andre vi kender?” spurgte jeg forfærdet. Så kunne Amanda jo være død uden at de havde opdaget det! ”Desværre ikke, Deres Højhed, men jeg lover Dem at han kommer hjem”. Så gik alle mændene op på slottet for at hvile. Staldkarlene havde overtaget hestene. Den nat sov jeg dårligt. Tankerne kværnede i mit hoved, tanker om mor. Jeg prøvede at forstå hende, men det lykkede ikke rigtigt. Jeg glædede mig til at hører hendes tale i morgen, og forhåbentligt hører en god grund til hvorfor hun havde gjort disse frygtelige ting? På den anden side ikke. Jeg var nervøs for folks reaktion. Ville de kræve hende dræbt? Eller fængslet? Ville de håne hende og skrige af vrede? Jeg havde selv svært ved at forestille mig en grund der var god nok til at prøve at dræbe sin egen søn. Jeg havde snakket med Claes om det tidligere på dagen, og hans havde sagt at mor ikke vidste hvad hun ville når far kom hjem. Han havde jo altid elsket hende, men kunne han tilgive at hun havde prøvet at dræbe Claes? Og sendt hans mænd i døden? Tænk nu hvis Claes virkelig var død? Eller hvis far eller Amanda aldrig kom hjem? Så ville det jo være hendes skyld! Benedikte var blevet dræbt, også på grund af mor. Hun nåede aldrig at tilgive mor, selvom hun nok ville have gjort det hvis hun kunne. Claes havde det også svært, vidste jeg. Han kunne ikke skjule sin angst for mor. Hun havde jo prøvet at dræbe ham! Amanda ville nok aldrig blive fortrolig med mor igen. Mor var jo skyld i krigen, på en måde, og Amanda afskyede forræderi og snyd. Endelig, da månen stod op, faldt jeg i en urolig søvn. Den næste morgen ruskede Therese mig op. ”Undskyld Anne!” sagde hun panisk, ”Men jeg blev nød til at vække dig. Hele byen er på benene, din mor er allerede klar i kareten, talen begynder om under en time!”. Vi løb rundt i kammeret og fandt mit fine tøj frem. Therese redte mit hår, satte det op og vaskede mit ansigt. Jeg tog en varm, mørkerød kjole på, og et sjal jeg selv havde strikket. Therese gav mig i tykt slør på, der sad fast i et gyldent diadem midt i mine tykke lokker. ”Så, nu er du klar!” smilede hun. Hun havde selv det samme tøj på som alle de andre tjenestepiger, mørkeblå kjole med hvidt forklæde. Vi løb ned til kareten. Store snefnug dalede ned i den tidlige morgenstund, da kareten trillede ned af brostensvejen. Jeg stirrede ud af siderne, og skuttede mig ved synet af den frosne jord og de frosne vandpytter. Himlen var skyet. Jeg ville gerne sige noget, og lette den trykkende stemning, men jeg kunne ikke finde på noget ordentligt. Mor sad stiv som en støtte og stirrede frem for sig. Claes ad og vred sine hænder. Han var smukt klædt, men hans ansigt var blegt og træt. Han havde nok ikke sovet meget i nat. Bag kareten gik alle tjenestefolkene. Foran os gik nogle vagter, og vagtmesteren var til hest. Da vi havde kørt i et kvarters tid nåede vi pladsen. Den samme lille scene som vi havde stået på til fødselsdagen, var nu igen sat op. Vagterne måtte mase folk til siden for at kareten kunne få plads. Torvet var stuvende fyldt. Her var mange færre mennesker til min fødselsdag, nu var her så fyldt at folk sad i vinduerne rundt omkring i husene omkring torvet for at kunne se. Mor så tappert ud på alle disse mennesker, som om mindre end fem minutter ville få at vide at hun var forræderen, og højst sandsynligt hade hende resten af livet. Kareten stoppede, og der lød bragende bifald, da vi alle trådte ud. Mor skred stolt op på scenen og satte sig på den skammel, der var sat op. Claes og jeg satte os ved siden af, sammen med alle tjenestefolkene. Folk tav øjeblikkeligt efter mor havde taget råberen i hånden. Så sagde hun med høj og klar stemme, direkte ind i råberen, så lyden bragede. ”Det er mig, der er forræderen!” Så kom en tavshed, så larmende at jeg ville havde foretrukket, at de havde skreget af vrede. Så bredte en vred mumlen sig, som blev til en højlydt snakken, og endte i et brøl af stemmer, der råbte og skreg. Mange af stemmerne råbte om henrettelse og død, øjeblikkeligt. ”Ro!” skreg mor i råberen. ”Ro!”. Folk tav efter lidt tid. Tjenestefolkene gloede og mulede rasende. ”Jeg er kommet her i dag for at fortælle jer alle, at jeg er forræderen, men også hvorfor jeg gjorde det. Vil I ikke høre det?” Folk mumlede. De ville gerne høre, de var alligevel for nysgerrige til at dræbe mor uden at lytte. Jeg åndede lettet op. ”Jeg vil begynde fra begyndelsen” sagde mor. ”Det hele startede, da jeg var 13 år. Jeg var en vild og uregerlig hertugdatter, der elskede at ride og hadede mine fine kjoler og mine pæne manerer!”. Jeg stirrede forbløffet op på hende. Så forstod jeg bedre, hvor Amanda havde det fra. ”En dag sagde min far til mig, at han havde forlovet mig med kronprinsen af Elfiffa. Han var stolt af sig selv, for nu ville Elfiffa aldrig mere angribe vores lille hertugdømme, og så ville hans datter blive dronning, og det var han meget stolt af. Jeg var bare slet ikke glad. Jeg havde mødt Vincent tre gange før til fester på slottet. Jeg havde ikke lagt mærke til ham, ikke rigtigt. Han var da en flot mand, men jeg kunne ikke forestille mig at leve resten af mit liv med ham. Min far var ligeglad, og vi holdt en stor forlovelsesfest, hvor Vincent og jeg dansede. Han fortalte mig at vi skulle giftes så snart jeg havde gennemgået min modningsceremoni. Tiden gik. Foråret inden den sommer jeg fyldte femten mødte jeg en anden ung mand. Han hed André. Han mindede slet ikke om Vincent, han var lille og tynd. André var mørklødet og havde et kønt ansigt og sort hår. Jeg kunne lide ham lige med det samme, og vi sås hver eneste dag. Han var selv søn af en hertugfamilie, nemlig familien Von Cretz. André Von Cretz og jeg skiltes lige inden min modningsceremoni, og han fortalte mig, at han elskede mig og at han ville gøre det for evigt. Jeg blev helt overvældet, og under brylluppet tænkte jeg kun på André. Alle hvinede og sagde at vi var det flotteste par nogensinde, men jeg var ligeglad. Jeg var gift med Vincent i to år. Vi havde det godt sammen, men jeg tænkte stadig tit på André. Det tredje år begyndte, og en dag da jeg red en tur langs stranden mødte jeg en rytter. Da han red nærmere kunne jeg se at det var André Von Cretz. Vi blev lykkelige over at se hinanden, og han tog mig med hjem til sin herregård. Jeg lovede ham at jeg ville besøge ham snart igen, og i et halvt år besøgte jeg hemmeligt André hver uge!”. Folk mumlede vredt til hinanden, mens mor fortalte om sin utroskab. Jeg var chokeret. Pæne, perfekte, ydmyge, stolte mor. Utro. Det hang ikke sammen. Mor begyndte igen: ”Ved starten af det fjerde år blev jeg gravid. Jeg fødte en søn, kronprins Claes Vincent. Lige efter det rejste kongen i krig. I husker vel alle den frygtelige krig mod det fjerne land Xad? Mens han var væk, blev jeg gravid igen. Jeg skjulte det, for jeg vidste at det denne gang var André, der var far til barnet. Da jeres far kom hjem et år senere, var jeg slank igen, og den søn jeg havde født André boede på hans herregård langt væk. Sådan starter historien om Abraham, min anden søn!”. Claes og jeg gloede på hinanden med åben mund. Vi havde en halvbror! Det var ikke til at tro! Hvordan kunne sådan noget ske? Jeg rystede på hovedet. Denne her tale blev vildere og vildere. Folk råbte igen rasende. Hvorfor havde mor ikke fortalt noget om det? Mor rømmede sig, og folk tav igen. ”To år senere fik jeg Anne Sophia og Amanda Elise. Samtidig blev det sværere for mig at stikke af, og besøge André. Tiden gik, og snart blev pigerne store. Da de blev ti år begyndte det at gå galt. Utroskabet og de mange løgne og hemmeligheder tog på mig. Jeg begyndte at miste appetitten, og blev tynd og bleg. Mit hår mistede glansen og mine øjne sit skin. Jeg fik hovedpine og ildebefindende. Nå, så det var altså grunden til mors sygdom! Hun var syg af vrede og sorg. Folk mumlede forstående. De forstod. ”For et år siden besøgte jeg André på herregården. Han så på mig og sagde: ”Daphne, jeg skal snart dø!” Han var blevet bleg og grå. Han så ligeså syg ud som jeg, og jeg indså at han havde ret. I den tid besøgte jeg ham meget. Det var altså derfor vi næsten aldrig så hende. Hun var hele tiden hos André! En mand råbte noget om at det da kun var godt hvis Von Cretz døde, men mor råbte højt på ro og fortsatte: ”Den sidste gang jeg så ham, var han så svag at han måtte ligge i sin seng hele dagen. Jeg sad på sengekanten og holdt hans hånd. Han hviskede til mig: ”Daphne. Se, hvad din mand har gjort ved dig. Se, hvor syg du er, på grund af ham. Han ødelagde dit liv, Daphne. Nu er hævnens time kommet. Din søn, Abraham skal være konge!”. Jeg spurgte ham, hvordan det kunne lade sig gøre. ”Jo ser du!” sagde han ”Hvis du tager min formue, skaber en hær og lokker kongen og hele hans hær ud af byen, så har du frit spil på slottet. Du skal bare dræbe Claes, og så skal hæren nok klare Vincent. Så offentliggør du at du har en søn, og så er han den eneste retsmæssige arvtager. Så har du taget hævn, samtidig med at vores blod nu regerer Elfiffa. Lover du mig at gøre alt hvad du kan for at dette skal ske?”. Han stirrede på mig med sine syge, blege øjne. Jeg kunne ikke nægte ham et sidste ønske, her på hans dødsleje, så jeg bøjede mig over ham og hviskede at hans søn snart ville sidde på Elfiffas trone.” Folkemængden skreg af raseri. Vrede råb lød overalt, folk forlangte mor dræbt på stedet, og denne Von Cretz henrettet omgående. Jeg så op på mor. Sveden drev af hende, og rædslen var malet i hendes ansigt. Samtidig var erindringen om André så smertefuld at tårnene flød fra hendes øjenkroge. Jeg følte et stik af medlidenhed med hende, men samtidig var det forfærdeligt at love at dræbe sin egen søn. Mor tørrede sin øjne, og løftede sin hænder. De rystede, og folkemængden tav lidt efter lidt. ”André døde i mine arme, og den næste måned blev jeg mere og mere syg. Andrés mænd hjalp mig med at lave en hær. Vi udrustede dem godt, og brugte Von Cretz gamle våbenmærke, påfuglen, som symbol. Jeg fortalte en del af hæren om tjenestefolkenes hemmelige indgang, som kun blev brugt meget sjældent, og på Annes og Amandas fødselsdag slog de til. I husker nok at jeg kom for sent ud til kareten den morgen. Det var fordi jeg skulle vise soldaterne indgangen. Andrés hærfører ville have hæren til straks at dræbe Claes ved den lejlighed. Men jeg organiserede det sådan at det var på fødselsdagen hæren angreb, der var Claes jo ikke hjemme. Jeg kunne ikke bede dem om at dræbe min søn.” Tårerne løb igen ned over mors ansigt, og Claes græd også stille. Jeg forstod, hvor svært det måtte have været for mor, delvist at elske André og Abraham højest, og delvist elske os højest. Folkene på pladsen stoppede også med deres vrede råb. ”Efter fødselsdagen opsøgte Andrés hærfører mig. Han truede mig, og sagde at hvis dette snyderi fortsatte, ville han slå hånden af mig. Så ville hans soldater ikke hjælpe mig mere. Jeg græd, og sagde at jeg skulle prøve at gøre noget.  Og en måned senere sendte jeg brevet til kongen. Jeg truede ham, og fortalte at jeg ventede i bjergene. Næste dag drog Vincent af sted med hele sin hær. På det tidspunkt gik alt efter planen”. ”Forræder!” skreg folk ”Forbandede forræder!” Mange af dem havde nok en slægtning oppe i bjergene, så jeg forstod godt deres vrede. Jeg kunne ikke fatte at det var mor, der havde sendt brevet. Mor havde truet far til at tage i krig. Mor fortsatte, og folk holdt mund: ”Da Vincent var draget i krig, kunne jeg ikke andet end at vente. Vente på at hæren dræbte ham. Claes holdt den storslåede Efterårsfest, og så stak Amanda af. Jeg må indrømme at jeg var lettet. Hun kunne nemt have gennemskuet mig, sådan en kvik pige, som hun er. Hun minder mig om mig selv i den alder, jeg var nok også stukket af. På den anden side fik jeg en ny bekymring, Amanda. Jeg har aldrig ønsket af nogen af mine døtre skulle dø.” Mor græd nu åbenlyst, og folk var stille. Claes sad, kridhvid i hovedet, og stirrede på mor. Hun havde jo netop sagt at hun havde ønsket han skulle dø. Han vidste at det der nu kom, var mors mordforsøg på ham. Han skælvede. ”Jeg fik igen besøg af Andrés hærfører, og hans skældte mig ud igen. Han sagde at dette her gik alt for langsomt. Det var meningen at alt dette her skulle have været ordnet nu, men hverken kongen eller Claes var døde. Jeg lovede snart at gøre noget, og en dag da jeg læste i en bog om Elfiffas planter, faldt jeg over Natskygge. Natskygge er en plante, som er meget giftig. Dens gifter så stærk, at få dråber kan give en hurtig, smertefri død. Jeg græd da jeg læste det, for jeg indså at denne plante skulle dræbe min egen elskede søn, Claes. Jeg red selv ud og fandt planten i skoven, det var en mørk nat. Ingen opdagede at jeg red af sted, og snart var jeg hjemme igen med en håndfuld af Natskygges bær. Jeg pressede dem i et bæger mjød, og bad tjenestepigen Iza om at bringe Claes bægeret. Hun gjorde som jeg befalede, og snart hørte jeg at Claes var blevet fundet. Jeg besøgte ham i hospitalsstuen, og hørte lægerne fortælle at han ikke var død. Han var blot bevidstløs, og ville nok snart vågne. Jeg blev ude af mig selv af glæde, for jeg havde været så ked af det, men på den anden side måtte jeg jo forsøge igen, for Claes måtte dø!”.  Folk råbte igen protester. Men Claes hørte dem ikke. Han sad blot og stirrede på sin mor. Vores mor. Hun var så ond. Jeg mærkede hadet, og vreden blusse op i mit indre. Folk måtte gerne dræbe hende, det havde hun fortjent! Jeg gloede rasende op på hende. Men noget dybt i mig forhindrede mig i at være vred på hende. Hun så forfærdelig ud, træt, slidt og syg. Hun græd stadig, og jeg kunne se at hun var ked af alt det hun havde gjort. Hun fangede mit blik, og jeg kunne ikke lade være med at smile opmuntrende til hende. Hun fortsatte: ”Jeg magtede det ikke. Jeg magtede ikke min opgave. Jeg kunne ikke dræbe Claes. Inderst inde havde jeg nemlig godt vidst at jeg havde kommet for lidt gift i mjøden til at dræbe. Jeg skammede mig, og græd, for jeg følte at jeg havde svigtet André. Jeg vovede ikke at besøge Abraham på herregården mere, af frygt for hvad han ville tænke, hvis han fandt ud af at Claes stadig levede. En dag kom prinsesse Anne ind i mit kammer. Jeg blev glad for at se hende, for det var så længe siden. Pludselig sagde hun at hun havde fundet forræderen. Hun sagde at hun havde fundet ud af hvem forræderen var, det var min tjener, hr. Schüttelfeldt. Jeg blev rasende over at Anne beskyldte en uskyldig mand. Jeg smed hende ud, og forbød hende at snage mere i den sag. Jeg var rædselsslagen for at hun ville regne min hemmelighed ud. Nogen dage senere vågnede Claes af sin bevidstløshed. Han fortalte Anne at han havde fået den forgiftede mjød af tjenestepigen Iza. Han fortalte det selv til mig, da han kom op i mit kammer for at sige godnat. Han fortalte at næste dag ville de afhøre Iza, og så kunne de jo finde forræderen. Jeg blev rædselsslagen, for hvad nu hvis Iza røbede mig? Jeg fik hr. Schüttelfeldt til at myrde hende i nattens mulm og mørke.” Folk råbte nu igen rasende. Jeg var også overrasket over mors brutalitet. Oplysningen om at hun bevidst havde kommet for lidt gift i mjøden, overraskede mig også. Og så på den anden side ikke. Mor kunne ikke myrde sin egen søn med koldt blod. ”Morgenen efter Izas død, opsøgte prinsesse Anne, prins Claes, hr. Schüttelfeldt og en af deres tjenestepiger mig i mit kammer. De fortalte at hr. Schüttelfeldt havde fortalt dem at det var mig, der havde beordret Iza død. De havde regnet ud, at jeg var forræderen. Jeg kunne ikke andet end at give dem ret. Nu, Elfiffas borgere, ved I hvem forræderen er. I ved hvorfor forræderen blev forræder, og I ved at forræderens opgave ikke blev fuldført. Jeg er frygtelig ked af det hele. Jeg ønsker at det hele ikke var sket, og det ved jeg at I også gør. Kun én ting fortryder jeg ikke, og det er mit forhold til André. Ham elsker jeg stadig, og selv om I synes han er ond, og kun har gjort onde ting, så elskede han blot sin familie. Mig, Abraham og hele sin slægt. Han var ikke et ondt menneske. Jeg ved at I synes jeg skal dø. Jeg ved at I synes jeg blot skal forsvinde. Og det er hvad jeg har til hensigt. Jeg vil flytte til Andrés gamle herregård, langt herfra, og leve der med Abraham og min sorg. Er der nogen her blandt folk, som ønsker det anderledes?” Folk mumlede. Men ingen gjorde noget, så mor rejste sig og begyndte at gå ned fra scenen. Hun kunne knapt gå, hun vaklede, og faldt. Claes sad som forstenet. Jeg rejste mig, løb op af trinene til scenen og hjalp mor op. Sammen satte vi os ind i kareten. Claes fulgte efter os. Kusken svirpede med pisken, og vi kørte af sted. Tjenestefolkene og vagterne rejste sig langsomt og begyndte at gå efter os. Da vi var nået et stykke væk fra torvet, og langsomt rullede hen over brostensvejen, hørte vi råb og skrig. ”Åh nej!” hviskede mor. Hun troede sikkert at folk havde skiftet mening og var kommet for at hente hende tilbage. Så lød der også råb fra tjenestefolkene. En af vagterne red op på siden af kareten. ”Deres Højhed!” sagde han til Claes. ”Kongen er vendt tilbage!” Da kusken havde vendt kareten, og hastigt var redet tilbage til torvet, kunne vi se at vagten havde ret. En hal masse mænd var netop ved at stige ned af deres heste og løbe ud og finde deres familier i mylderet. Claes råbte af glæde, og sprang ud af kareten. Jeg fulgte med, og vi løb sammen ud for at finde dem vi kendte. Vi ledte længe i mylderet af soldater og venner og familie som fandt hinanden. Claes fandt nogen han kendte, og glemte for en stund Amanda og far, men jeg ledte videre. Så fik jeg øje på hende. Den sorte hingst var ikke til at tage fejl af, det var Sergio. På ryggen sad en pige. Klædt i rustning og bevæbnet til tænderne med knive, sværd og en lang daggert og hånden. Hun havde hjelm på, og jeg genkendte hende kun fordi jeg fik øje på fletningen. Den hang, tyk, brun og smuk ud af hjelmen. Hun sad med ryggen til, men med et vendte hun sig, og så direkte på mig. Hun sprang af hesten, løb hen til mig og omfavnede mig med rustning og det hele. Det gjorde ondt, for skaftet på sværdet borede sig ind i mit lår, men jeg var ligeglad. Jeg tudede, og det gjorde Amanda også. ”Hvor er det godt at se dig!” smilede jeg lykkeligt. ”I lige måde da!” råbte hun og tog hjelmen af. Hun var blevet bleg, og hun havde render under øjnene. Da hun tog brynjen af kunne man se at et dybt sår på hendes venstre arm. Hun bemærkede mine bekymrede øjne på såret. ”Årh, det er bare et kødsår!” sagde hun, men jeg vidste at det måtte gøre ondt. Såret var tykt af betændelse. ”Vi må have dig op på hospitalsstuen!” sagde jeg bestemt. ”Ja, ja!” sagde hun glad, ”Men først må jeg hilse på Claes og mor!” Jeg kom i tanke om at Amanda ikke anede hvem forræderen var, hun vidste blot at personen var blevet afsløret. ”Amanda!” sagde jeg, og begyndte at løbe efter hende. ”Der er noget jeg bliver nød til at fortælle dig!” sagde jeg stakåndet. ”Det er mor der er forræderen!” Amanda tabte underkæben. ”Hva?” sagde hun ”Det kan da ikke passe!” ”Jo det kan!” sagde jeg indtrængende, ”Du får historien senere, for der kommer Claes!” Da Claes fik øje på Amanda stormede han hen til os. De omfavnede hinanden og de tudede begge to. Jeg smilede. ”Amanda!” sagde han ”Åh, hvor er det godt du kom hjem!” ”Ja!” sagde Amanda glad. ”Amanda, hvor er far?” spurgte jeg. Amandas glædeståre begyndte at flyde kraftigere. ”Han ligger derovre, Anne” sagde hun grådkvalt.  ”I kisten?” spurgte Claes. ”Er han…?” Amanda nikkede. ”Han døde af sine sår dagen inden vi fik brevet om at krigen var slut.” Resten af dagen var kaotisk. Amanda, Claes og jeg tog kareten med hjem. Vi vidste ikke hvad der blev af mor, men en soldat fortalte os at hun havde taget en hest og var redet bort, formentligt til Andrés herregård. På vejen hjem fortalte vi Amanda det hele. Hun græd da hun hørte om mors tale. Hun var rasende. Hun tudede af vrede mens hun sagde at mor da ikke bare kunne gå ustraffet! ”Hun er en morder!” skreg Amanda ”Hun kan da ikke bare gå fri!” Vi prøvede at forklare hende at mor var blevet presset til det, men Amanda græd bare endnu mere. Hun fortalte os lidt om krigen, og om hvordan far var død: ”Jeg nåede op i bjergene tidligt om morgenen. Jeg mødte hurtigt nogle af fars soldater som tog mig med i deres kompagni. Vi kæmpede mod de vilde mænd i sølvrustninger, og mange gode mænd faldt. Næsten hver aften red vi tilbage til hovedlejren hvor jeg mødte far. Han var såret allerede da jeg kom, og det blev værre og værre. Han var lykkelig for at jeg var der, men han blev til sidst så syg at han døde. Jeg blev også selv såret. Det var frygteligt. Man havde bare følelsen af at døden kom snigende, tættere og tættere på os hver dag!” Vi græd alle sammen over far. Da vi nåede hjem til slottet gik vi med Amanda op på hospitalsstuen. Claes blev hos hende, mens jeg gik ud og fandt Therese. Hun var sammen med nogle af Amandas tjenestepiger, og sammen gik vi op til hende. Vi sad dér hele dagen, og snakkede og snakkede om alt det der var sket. Til sidst gik vi hver til sit. Jeg stod længe ved mit vindue inden jeg gik i seng den aften. Det var sådan en mærkelig følelse at det hele endelig var slut.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...