Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2387Visninger
AA

9. Kapitel 7.

Jeg stirrede direkte ned i bordet under hele samtalen. Jeg ville ikke sige et ord, ikke fortælle noget som helst. Jeg ville slet ikke være der. Især ikke ved siden af manden. Jeg kunne ikke lide at have ham tæt på mig. Jeg kunne ikke lide at mærke hans varm. Slet ikke når han hele tiden lænede sig frem for at tage noget, som stod foran mig. Bare så han kunne snitte mig.

”Victoria? Kan du ikke fortælle mig om din børnehave?” spurgte han med et tungt åndedrag. Jeg sagde dog intet. Det gjorde jeg aldrig ved besøgende. Det kunne min mor aldrig forstå. Måske fordi jeg ellers altid snakkede. Jeg rystede bare på hovedet, mens jeg forholdt mig fuldstændig tavs. Jeg ville ikke snakkede med ham. Han skræmte mig.

”Lad være med at snakke til hende. Du kan vel se at hun ikke gider?” kom det ovre fra Patrick. Jeg kiggede straks op og rystede ivrigt på hovedet. Han måtte ikke begynde. Den eneste i familien som kunne blive lige så hård som mig, var Patrick. Og hvis han gjorde manden sur, ville han måske true Patrick, hvilket ville gøre mig vred. Jeg var en lille sindssyg unge, for at være ærlig.

”Patrick, kan på opføre dig ordentligt!” sagde kvinden, mens hun stirrede ondt på Patrick. Jeg knyttede mine små hænder under bordet, kæmpede for ikke at gøre noget. De havde aldrig set mig vred, og troede jeg var en lille, sød, uskyldig pige. Men det var jeg ikke.

”Undskyld.” mumlede Patrick, mens han kiggede ned. Jeg kunne dog se at han holdt et udbrud tilbage. Fordi han var bange for manden. Men ikke for at han skulle gøre ham noget. Han var bange for hans tilnærmelser til mig. Han beskyttede mig.

”Dygtig.” grinede kvinden ondt. Jeg bed mine kæber hårdt sammen. Især da jeg mærkede mandens hånd hvile på mit lår. Jeg stirrede lige ned i bordet, mens jeg holdt mig tavs. Men pludselig flyttede han hånden højre op. Det fik mig til at skrige og bide ham hårdt i armen.

”GÅ VÆK FRA MIN SØSTER!” skreg Patrick og fløj op fra sin stol. Frederik fulgte hans eksempel, mens jeg bare stirrede hårdt på manden. Jeg havde bidt hul i hans arm. Han slog sin hånd hårdt ned i bordet. Jeg rejste mig op og stilte mig op. Jeg vidste godt at en 3årig ikke så truende ud, men sammen med en på 5 og en på 7 fra Aalborg Øst, kunne alle se truende ud.

”Sæt jer ned igen! I overreagere! Han ville jo bare være venlig.” vrissede konen. Jeg stirrede straks på hende. Det samme gjorde Patrick og Frederik. Hvis det var venlighed ville jeg ikke vide hvad hans tilnærmelse var.

”OVERREAGERE VI?” udbrød Patrick. Jeg vidste dog godt at han ikke vidste hvad overreagerede betød. Det gjorde jeg jo ikke selv, men jeg forstod sammenhængningen af sætningen. Jeg gik tættere på Patrick og Frederik. De stilte sig på hver sin side af mig, for at beskytte mig. Jeg ville altid have brug for beskyttelse.

”Slap nu af! Der skete jo ikke noget!” brummede manden. Han rejste sig irriteret op, for at finde et plaster, til sin blødende arm. Patrick og Frederik gik med mig op på vores værelse, hvor jeg lagde mig i sengen, med hovedet på puden. Frederik sad bare stille ved siden af mig, uden at sige et ord som altid.

”Jeg vil sove.” mumlede jeg lavt. Frederik nikkede, men blev siddende på kanten af min seng. Det var betrykkende. Patrick sad på gulvet, hvor han kunne holde øje med døren. Sådan var han altid. Han sad oppe den halve nat og holdt øje med at de ikke kom. Endnu en gang for at beskytte mig. Det var sådan han var. Beskyttede sin lillesøster, selvom hun ikke behøvede beskyttelse. Men det var betrykkende, at vide, de ikke ville lade ham gøre mig noget.

Stille faldt jeg i søvn. En søvn uden drømme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...