Once upon a time (BOYFRIEND fanfic)

Hendes navn var Lara. Hun boede i den by der hed: Caelum terrae. (himmel og jord.)
Hun var barnebarn til dronningen, den øverste nonne i landsbyen, og midlertidig dronning af den sydlige del af landsbyen, indtil Lara en dag overtager sin retmæssige plads som tronarving. Hendes forældre døde for nogle år siden, Da de prøvede at beskytte hende fra dem; The dark knights. De kom fra en anden landsby, kaldt Chilika. Et sted ingen af hendes folk nogensinde ville besøge. Ridderne var ude efter den udvalgte. For at gøre sig selv udødelige, så de kunne herske og sprede rædsel i al evigheden. Den udvalgte, var Lara. Den eneste på jorden der rummer så enorme magiske kræfter.

6Likes
117Kommentarer
3781Visninger
AA

7. Jomfru.

Vi red indtil det næsten var helt mørkt. Da tog han mit seletøj, og trak mig, så jeg ikke skulle blive væk fra ham. Mine tanker fløj rundt. Skoven var så smuk, i månens skær. Det flotte blålige skær, faldt også smukt på ham. Det var først nu jeg rigtig lagde mærke til ham. Han havde en smuk krop, som nærmest lyste i den her belysning. Han havde en hvid rideskjorte på, som sad stramt på hans overkrop. Den havde V-udskæring, og endte under et sort bælte, og et par sorte ridebukser.

Jeg kom pludselig i tanke om noget. "Hvad er dit navn egentligt?.." "Det behøver du ikke at vide, før vi er hjemme i sikkerhed." Svarede han bare, koldt. Jeg surmulede lidt, og kiggede til siden. "Lad være med at surmule!" beordrede han bare. Jeg stoppede straks med at surmule og så eftertænksomt på ham. Hvordan kunne han vide hvordan jeg ville reagere?

Det var svært at se noget i mørket, men det jeg så, var overvældene. Fuldstændig anderledes en min by. Vi red i trav hen til en kæmpe mørk mur. På toppen af den, gik der nogen soldater, med lange spyd langs deres side. Jeg slog hætten på min kappe op, da jeg var bange for at der var nogen der ville se at jeg ikke var herfra. Nogen vagter stillede sig foran hestene og sagde med onde og mørke stemmer: "Husnummer tak? Eller familie." 'Han' grinede bare, og sagde med kækhed i stemmen: "Kongen af damerne her" Han grinede falsk, og jeg kunne høre han havde stikket vagten et meget respektløs svar. Vagten brummede bare, og gentog bare sig selv, tydeligvis irriteret over det kække svar: "Husnummer?" Der blev hvisket noget, og så blev den kæmpe store port åbnet, med en svag knirken.

Da vi red ind kunne jeg dog høre at vagterne snakkede om mig. Jeg skuttede mig ved deres samtale; "Har i set hende tøsen før?" "Nej, men jeg kunne godt tænke mig sådan en bagdel hjemme i køkkenet!" De grinede sjoflet, med deres ru og voldsomme stemmer. Jeg fik straks gåsehud på armene.

Vi red ind i byen. Her var grimt. Min by var så smuk, dog kedelig. Mens gaderne her var fuld af fuldebøtter, hjemløse, bønder, osv, selvom det var nat. Gaderne var lidt beskidte, men husene var søde, små dog lidt fattige. Det så hyggeligt ud, på sin egen specielle måde.

Vi red indtil vi nåede en stor kro, hvor der lå et hus til. Vi stillede hestene i kroens stald, og gik ind af kroens dør. Der var varmt herinde, og fyldt af mennesker der fik sig en del at drikke. Det var mest sømænd, bønder og tyve der var her, så det ud til. Normalt holdt tyvene også til på kroer som denne. Nogen spillede, andre drak, og nogen helt tredje slæbte alt for fulde mænd ud af døren. De blev alle opvartet af 2 piger, der så ud til at være et par år ældre end mig. Bag disken stod en ikke særligt høj og en lille smule buttet kvinde, som havde et venligt og stressede smil på.

Den unge mand jagede mig op af en stejl trappe, og ind på et værelse. "Du kan hilse på alle imorgen. Du sover på mit værelse, for vi har ikke tid til at rede et nyt op. Læg dig til at sove, i morgen skal du begynde på at arbejde, okay?" Jeg nikkede bare, mens han allerede var på vej ud igen. Han var lige ved at lukke døren, men fortrød så, og sagde "Du kan sove i en af mine trøjer, bare tag en fra skabet. Jeg skal nok fortælle min mor det hele... Godnat." Han så ikke på mig ved det sidste ord, men lukkede hurtigt døren og gik nedenunder. Så stod jeg der. Helt alene på et mørkt og stille værelse. Jeg satte mig på sengen, og betragtede rummet. Jeg sad lidt i stilhed, men den blev hurtigt afbrudt af at døren blev slået op, og kvinden fra disken, travede ind, mens hun skældte 'ham' ud. Hun havde et ret godt tag i hans øre. "AISH. Kwangmin din punk, tror du jeg vil lade dig sove sammen med en uskyldig lille sød pige, uden du har spurgt hvad hun vil først? Tro om, dit dumme barn." Hun slog ham på hovedet med en grydeske, mens han bare rullede med øjnene, og ømmede sig ved slaget. Først da fik hun øje på mig. Jeg sad med store øjne, og betragtede dem.

Så han hed altså Kwangmin? Jeg smagte på ordet, og gentog det for mit indre. Endelig kunne jeg sætte et ord på ham. Hun hvinede, nærmest som en pige på min alder, og gik hen for at rive blidt i min kinder. "Aiii.. hvor er du sød! Selvfølgelig kan du bo her, lige så længe du vil! Bare rolig, den pabo får ikke lov til at gøre dig noget. Forresten er mit navn.. ligemeget, bare kald mig umma, okay?" Jeg så bare på hende med et spørgende blik, men hun rev mig bare op at stå, og slæbte mig ind på et andet værelse. "Du kan bo her, til imorgen, og så reder vi dit eget værelse op. Godnat" Jeg nikkede til hende, og så gik hun ud. Jeg smed mig træt på sengen og sukkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...