Killer on the dancefloor ~ Nick Jonas

Victoria Adams er atten år gammel, går i skole, bliver mobbet, og bliver betragtet som usynlig af sin far. Hele hendes verden drejer om døden - døden som hun gerne vil finde. En dag prøver hun at dø, ved at springe ned af en bro, og ned i en sø, men hun bliver standset, af en besynderlig fremmed dreng, med krøllet brunt hår. Words don't come easy, without a melody - Camp Rock 2.

9Likes
51Kommentarer
4464Visninger
AA

20. ☞

”'Cause I've been there before

And you've been there before

But together we can be alright

'Cause when it gets dark and when it gets cold

We hold each other till we see the sunlight

So if just you just hold my hand

Baby, I promise that I'll do all I can

Things will get better if you just hold my hand

Nothing can come between us

If you just hold hold my hold my hold my hand.”

Synger jeg stille, mens jeg står op, kigger ud på skolens elever, forsøger ikke at falde om, og tænker over om jeg mon vil vinde. Første gang jeg optræder med min hæslige stemme, men jeg vil leve mit liv fuldt ud, efter det der skete. Så, skal jeg stoppe med at synge, fordi nu kommer der til at ske noget.

Justin træder ud på scenen, med et stort smil på læberne, og en mikrofon i hånden, som signalerer at dette er en duet, og ikke solo. Hvor lang tid det tog for publikum at opfatte, at det er Justin Bieber der er kommet på deres skole, er ukendt. Måske tredive sekunder, mere eller mindre.

Det har aldrig været meningen at Justin skulle være en del af mit liv. Det har altid været sådan, at mit liv, kun ville indebærer atten kapitler. Og så, ville det være slut. Jeg kigger ud på publikum, på trods af jeg er virkelig bange. Tænk jeg virkelig lader mig gøre det her. Justin har reddet mig, ved at friske sangen op, med en god stemme. Min stemme lyder ækel, og det ved alle på skolen.

”I can tell that you're tired of being lonely
Take my hand, don't let go, baby hold me
Come to me and let me be your one and only
So we can all make it up till the morning.”

  Synger Justin, mens han bevæger sig en smule rundt på scenen, smiler til publikum, men alligevel formoder sig at kigge glad på mig. Han er jo også professionel, så han kan sagtens multitaske på scenen. Det er en af de mange ting, som jeg ikke kan, men jeg er også sjældent på en scene. Publikum begynder at klappe med rytme, hvilket blot får mig til at smile endnu mere. Og så slår det mig, at det egentlig er først gang jeg har smilet, siden mig og.. ham, slog op. Det gør mig virkelig glad. Det er Justin's skyld, men faktisk rigtigt min psykologs skyld, fordi hun ville have, at jeg skulle snakke med Justin. Jeg skylder hende noget, som jeg allerede ved hvad er. Jeg vil prøve at lytte til hende, når hun faktisk prøver at hjælpe mig.

”Tak alle sammen!” råber jeg ud til dem, fordi der er så høj larm. De begynder at klappe, og mig og Justin bukker. Derefter, krammer vi hinanden, og går ned af scenen. Hvor er jeg dog stolt af mig selv. Men, det er faktisk Justin, der har tvunget mig til at synge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...