Distance please, distance.

Hayley Green lider af Haphefobi, angst for berøring. Indtil nu har familie, terapeuter og venner gjort så meget for hende som muligt, men der mangler en sidste ting, at finde en fyr som kan hjælpe hende de sidste skridt videre.
Hayley er ikke en model og er måske ind i mellem lidt grov, så det kan være svært for hende at finde den fyr som vil tage skridtet videre. Men ville hun turde at indrømme at han er hendes første - i det hele? Og at hun lider af Haphefobi, en angst som måske altid vil ligge og lure under overfladen.

10Likes
72Kommentarer
4022Visninger
AA

16. Virkelig bange.

"Virkelig bange?" Hans smil falmede lidt, øjnene blev alvorlige, men stadig rare. Jeg kastede blikket flakkende fra side til side. Hver en krog af stuen blev gennemsøgt. Men til sidst kunne jeg ikke undgå at se ind i hans øjne. Hans varme ånde fik mig til at skælve, hjertet bankede panisk i mit bryst, blodet rullede skrigende af skræk i mine årer, lungerne blev klemt sammen af de kramper som om musklerne kæmpede en rasende kamp mod sig selv og hinanden.

Hans hånd hvilede stadig varmt på min skulder. Den brede, store hånd brændte sig nærmest igennem den ellers rimelig tykke trøje af min. Jeg sank den bebrejdende masse i som havde samlet sig i mit luftrør. De sårede øjne han sendte mig gjorde ondt, helt ind til den sjæl jeg ellers havde kastet fra mig. Det hjerte som for længe siden var blevet forkullet så ingen længere kunne nå ind. Som en fugl føniks rystede mit hjerte asken af sig for at spire.

Hvorfor spirede det? Havde den ukendte, egentlig fremmede fyr vækket noget jeg ikke havde følt længe.

Jeg var for dybt inde i min myldrende hjerne til at lægge mærke til han langsomt lænede sig frem af. Alle orderne kæmpede om at finde de rette pladser så de blev til ord, ordene sloges mod hinanden om rækkefølgen for kun at blive til skrigende sætninger. Hovedpine.

Det gav et sæt i mig da hans bløde, varme perfekt buede læber blidt strejfede mine i et ømt kys.

Jeg så op i hans ømme øjne. Havde jeg haft en passer eller lignende i hånden, ville jeg ikke være i tvivl om at den rent instiktivt ville være blevet hakket i hans lår, men jeg havde ikke noget at hakke i hans lår, hvilket var en god ting på både godt og ondt. Gode var at jeg ikke gjorde ham ondt ved at hakke en spids genstand i låret på ham, det trælse eller det onde, var at jeg ikke bruge det et alternativ til at jage en genstand i låret på ham for at få skabt noget afstand. Så rent ud sagt; Jeg var hjælpeløs lige nu.

Hans trak vejret højlydt, meget højlydt, nærmest stønnende.

Mine øjne søgte hans. Det eneste der faldt mig ind lige nu var at forsøge at gætte mig til hvad der skete inde i hans hoved. Jeg så ind i det blød skind på hans øjenlåg, de brune øjne var slået ned, stirrede helt klart på min læber.

"Hans..?" idet jeg åbnede munden let for at lade hans navn flyde over mine læber. Han gjorde et let, hurtigt kort ryk med hovedet for så at lade sine brændende læber omfavne mine. Hans tunge brød min barriere hurtigere end jeg kunne nå at klappe tænderne sammen.

Hånden på min skulder strammede sit greb.

Panikkens skingre stemmer begyndte at skrige rasende og spinkelt inde i mit hoved. Musklerne begyndte at sitre som om jeg frøs. Vejrtrækning begyndte at blive panisk, jeg kunne dårligt få vejret, ud af øjenkrogen søgte jeg efter et eller andet som kunne bruges til skabe lidt afstand. Jeg var frosset fast. Panikken hvinede højere end nogensinde.

Hans trak sig væk fra mig, øjnene han sendte mig var både forvirrede og sørgelige. Jeg var glad for jeg ikke kunne læse tænker, siden hans øjne var nok til at tear mit hjerte fra hinanden, ville jeg slet ikke vide hvilken dyb depression hans tanker kunne få mig gravet ned i.

"Hay?" Hans stemme var så skrøbelig, som et lille barns. Hvilket mindede mig om min frygt for børn.. og gamle mennesker. Uf.. Gamle mennesker og små børn. "Kan vi ikke gå en tur?" jeg frigjorde mig fra hans hånd, rykkede med langsomme rystende bevægelser væk fra ham, jeg bed mig rasende i læben i forsøg på at mindske min rysten, jeg måtte ligne et nervevrag, men nervevrag var bedre end at have direkte fobi for at blive rørt ved. Var det ikke?

Han mumlede noget, for så at nikke og rejse sig op. Vi gik side om side ned af den lange gang, gik forbi Cassie's gamle værelse, forbi toiletet, jeg så kort på døren ind til Cassie's fars værelse. Hans åbnede døren ud til gangen, hvor længere nede var Cassie's værelse. Jeg trak i de sorte støvlesko, med lidt hæl, ikke at forglemme at de havde lidt hæl så jeg blev bare to centimeter højere. Han havde et rødt tørklæde om halsen. Han ville komme til at fryse.

Den tykke, velforede jakke blev trukket på, jeg åbnede døren ud i kulden. Aigh øv. Koldt vejr, typisk.

Vi gik side om side igen. Ingen af os sagde et ord. Egentlig kendte jeg slet ikke den by som Cassie boede i, så jeg regnede egentlig bare med at vi kunne finde hjem igen.

"Så. Du er sytten?"

Stilheden brudt.

"Meh.. Ja. Og du er." Jeg bed selv i læben, den samtale skulle sluttes, samtalen skulle sluttes.

"Jeg er.."

"Du er bare gammel."

Ja, det er en ond måde at slutte en samtale, men. Hvad skulle jeg gøre?

Stemmerne vidste hvad han ville gøre, men panikken kunne ikke fortælle mig på forhånd hvordan jeg ville reagere, og slet ikke hans næste træk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...