Distance please, distance.

Hayley Green lider af Haphefobi, angst for berøring. Indtil nu har familie, terapeuter og venner gjort så meget for hende som muligt, men der mangler en sidste ting, at finde en fyr som kan hjælpe hende de sidste skridt videre.
Hayley er ikke en model og er måske ind i mellem lidt grov, så det kan være svært for hende at finde den fyr som vil tage skridtet videre. Men ville hun turde at indrømme at han er hendes første - i det hele? Og at hun lider af Haphefobi, en angst som måske altid vil ligge og lure under overfladen.

10Likes
72Kommentarer
4046Visninger
AA

5. Fest.

Foran Cassie's hus stod tre biler. Den ene genkendte jeg som hendes fars mens de to andre havde jeg aldrig set før. De var begge to røde, den ene lidt mere sporty end den anden. Men biler var nu ikke det jeg interesserede mig aller mest for, kun lidt, og det jeg vidste om knallerter var noget jeg havde fået igennem min bror.

Hun stoppede bilen lidt derfra og jeg havde ikke nået at stige ud af bilen før Cassie stod i døren, ventende. Hun havde en kort sort kjole på med tilhørende leggings med swarowski sten på som glimtede i det svage lys. Jeg gav hurtigt min mor et farvel kram for så at hente de resterende ting i bagage rummet. Cassie tog tasken med cola for mig mens jeg vinkede farvel til min mor. Jeg tog mit liggeunderlag og sovepose som jeg lagde på plads ved siden af mine sko.

Cassie trak mig igennem gangen indtil stuen.

Deres, Cassie og hendes far. Hendes forældre var skilt, Cassie havde en storesøster, jeg brød mig ikke specielt meget om hende. Cassie's mor boede i deres lille sommerhus lige for tiden, dog fik hun sin post hjem til farens hus, som var en lille villa, med tre store soveværelser, et badeværelse, stort køkkenalrum. Et lyst hus, med en lille terasse. Jeg havde altid kunne lide at komme i Cassie's hjem, selvom det ikke var hjemme hos mig, men alligevel følte jeg mig rimelig hjemme.

"Kom nu Hay." Hun tog fat i mit ærme for at trække mig videre, jeg fulgte tøvende med hende, gemt bag hendes højde. Wow jeg følte mig lille. Cassie slap mit ærme da vi nåede ind midt i stuen, med to skridt var hun ovre ved terassedøren hvor hun lod min cola fyldte taske dumpe ned blandt de andre.

I den creme farvede sofa af skind med det tunge granit bord foran sad to ukendte fyre også Mathew, Cassie's kæreste, den ene af fyrerne var høj og tynd, med tykke hornbriller, en filthat prydede hans kortklippede hår, fyren ved hans side havde lyst hår, også en hat prydede hans hoved, men dette var en slags strå hat. En ekstra sofa var sat ind, jeg genkendte den orange topersoners filt sofa som jeg så mange gange havde sovet på når jeg havde besøgt Cassie. To personer sad i den, begge havde mørkt hår, men man kunne ane en fysisk forskel på de to fyrer, den ene mere spinkel, mens den anden virkede mere sporty og underlig solbrun. Mathew, Cassie's kæreste, brummede da han satte sig ordentligt op.

Cassie's kæreste er ikke den kønneste fyr i verdenen, men vist ganske sød. Ikke nok med han var høj, bredskuldret og skaldet, så han virkede endnu mere skræmmende end i forvejen.

"Hej Hayley." Han smilte til mig med et par hvide, lidt skæve tænder, jeg smilte igen. Cassie puffede til mig, og hviskede næsten uhørligt til mig.

"Bare giv dem hånden, eller lav den hilsen som dig og dine venner laver, hvis du føler dig tryg ved det." Hun klappede mig let på skulderen for med de lange negle at hive mig nærmere de fremmede mennesker.

Jeg strakte mig for først at give Mathew hånden, men inden han nåede at få fat, greb jeg i stedet om hans underarm, "Hej igen Mathew." de ord som kom over mine læber var ugenkendelige, ikke paniske, ikke afslappede, men lige midt i mellem. Mathew så lidt forvirret ud for så at smile, og klemme let min underarm med sine brede hænder.

For hvert 'håndtryk' valgte det forundring hos modtagerne, 'håndtrykket' varede i højst fem sekunder, i de fem sekunder kom der lige en speed talking om hvem vi var.

"Hej, Lars." fyren som havde siddet med ryggen til mig da jeg var ankommet rakte mig hånden. Han var den spinkle af de to. Jeg greb om hans underarm. "Hej Lars, Hayley." Han virkede forundret over 'håndtrykket' men nikkede så. Den anden fyr som havde siddet med ryggen til mig, den mest sporty af de to, måtte have set det underlige håndtryk, for han greb om min underarm. Hans handling fik den angst som ellers var blevet gemt lidt væk af pillerne sprang op igen, i ren afmagt for ikke at trække hånden til mig og lade tårerne glide ned af kinderne. Bed jeg mig selv i læben.

"Hans." Et let, hvidt smil gled over hans læber, mens han holdt fast om min underarm. Jeg måtte have klemt hårdt om hans underarm, for jeg var sikker på det var hans blodårer jeg kunne mærke dunke under den mørke hud. Han var greenlander, derfor den underlige solbrune farve. "Hayley." Jeg ville trække min arm til mig i det jeg sagde ordene, men kunne ikke da han strammede sine varme fingre om min underarm. Det var kun milisekunder som ingen ville bemærke var blevet brugt, men det var milisekunder som var nok til at vække den mørke angst igen.

Uden videre at se på fyren, tog jeg fyren med hornbrillerne og filthattens underarm, han så forskrækket på mig. Jeg måtte have kolde hænder. "David." Han smilte et forvirret smil, han forstod tydeligt ikke det sære håndtryk. "Hayley." han bemærkede ikke at jeg trak min arm til mig hurtigere end de andre.

Jeg gættede på at den sidste fyr måtte være Cassie's bedste ven Marvin. Han lo let da jeg greb om hans underarm. "Underligt håndtryk. Hvor kommer du af i verdenen?" Han kluklo mens han fortsat holdt fat i min underarm. De blå øjne søgte mine, men jeg nøjedes med at stirre ned på hans greb om min underarm. "En lille ø."  mit svar var kun en hvisken men han så på mig interesse i øjnene. "Hayley Green." med en let bevægelse fik jeg vristet min arm fri. "Marvin Jameson." Cassie måtte have opdaget min begyndende angst for hun tog fat i min trøjes ærme, viftede Mathew lidt væk så jeg ikke sad for tæt på nogen af dem.

Stilhed, meget stilhed i et stykke tid. Cassie og jeg begyndte at tale om min hund. Efter lidt mere stilhed besluttede Mathew at gå ud og lave mad. Imens, var der stille. Cassie og nogle af de forskellige talte om et eller andet ligegyldigt, nøjes jeg med at sidde og stirre ud i luften. Cassie havde godt nok givet mig en velkomst drink, men hun oplyste at der var lidt alkohol i. "Cassie. Pillerne."

Hendes perleblå øjne så kort ind i mine, "Åh undskyld Hay, må jeg drikke den så?" Jeg nikkede til svar og hentede i stedet en cola. Jeg vidste godt jeg ikke var noget festlig indslag, specielt ikke når jeg konstant enten så ned i jorden, på klokken eller skrev sms'er. Men jeg nød nu at sidde og lytte til Cassie's samtaler med de andre. The greenlander sagde ikke ret meget. Tror han, ligesom jeg, var ny blandt Cassie's flok af venner. Jeg gættede på at fyrerne var op til tre-fire år ældre end Cassie og jeg. Trod der ikke var mere end et halvt år imellem Cassie og jeg, virkede hun på mange måder ældrer end jeg. Men hun led heller ikke under haphefobi'ens mørke klør.

Der led et suk fra greenlanderen. "Jeg har lyst til at spille tetris." han havde en rar stemme.

Cassie fandt sin telefon, "Her, der er tetris på min telefon."

'Åh gud. En tetris spiller.' folk som spiller tetris, ja jeg spiller også tetris, men jeg er meget, mere end meget dårlig til det. Endnu en gang stilhed.

"DER ER MAD!" Mathew satte nachos på bordet, alle rejste sig, også jeg, men holdt som altid god afstand. "Hvor skal jeg sidde?" Cassie mumlede et eller andet, "Ved bordenden." Hun satte sig ved det ovale bord.

Der var otte pladser, to bordener og tre på hver side. Men eftersom vi kun var syv, var der ikke nogen til at udfylde den sidste plads. Cassie sad mellem David og Mathew på den ene langside, på min venstre side. På min højre, sad the greenlander, Lars også Marvin.

Tre måltider, hvor i mellem dem alle blev holdt en pause på et kvarter til tyve minuter.

Min måde at få lidt fred var at blive hvor jeg var. Men, nej. Grønlænderen lod mig ikke i fred, jeg stod lænet op af stolden for at støtte med albuerne istedet for at stå stift, det så afslappet ud og ingen ville kunne tro at angsten var ved at æde mig op.

"Så.. Du står her." han smilte et let smil.

"Ja." Jeg flyttede lidt mere på mig mens jeg holdt øje med hver en bevægelse han gjorde ud af øjenkrogen og hvad min veininde lavede. De sad i sofaen og diskuterede musik.

"Ingen alkohol. Er du Jehova eller?" Han forsøgte desperat at få en  samtale igang. Jeg sukkede, så på min telefon. Trine, min veninde jeg gik i skole med som kendte til mit fobi, skrev jævnligt. Jeg svarede hende med korte ord. De ord som altid udløste en alarm hos min bror.

"Ikke Jehova." Jeg så kort på ham for så at glo ned i bordet igen.

Jeg hørte ikke hans næste spørgsmål for de femten ord der altid summede uroligt i mit hoved overdøvede hans ord.

' Haphefobi, at være bange eller angst for at blive berørt følelsesmæssigt eller rørt ved fysisk.'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...