My lovely angel {Justin Bieber}

Det gør ondt at miste en man elsker. Helt afsindigt ondt hvis man elsker for alvor. Men hvor mange tårer skal der trille? Hvor længe skal man lide og mindes? Hvornår er man parat til at elske igen? (Dette er forresten 2'eren til "I'll always love you")

135Likes
198Kommentarer
8027Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg inhalede noget friskt luft, for første gang i 2 uger. Det føltes dejligt endelig at være ude igen. Siden Valentina døde havde jeg kun siddet oppe på mit værelse, både bedt og grædt. Intet andet. Eller jo, jeg havde også skrevet et par digte, som jeg hang på min væg, hvorpå der også hang masser af billeder af Valentina og jeg. Mit hjerte gjorde stadig ondt, det var knust. Aldrig tror jeg på at den rette findes! For ligeså snart man har fundet den rette, tager Gud hende på en eller anden måde væk fra dig. Ligesom det skete med mig. Jeg var overnbevist om at jeg ikke skulle have en kæreste igen. For det eneste det kunne medbringe var sorg. Jeg er i hvertfald fuld af sorg. Jeg kiggede ud over vores vej. Der var ingen mennesker. Overhovedet! Det var som om hele verden var tom, nu når Valentina var død. Det hele føltes så ensomt og tomt uden hende. Ikke kun for mig, men for de fleste. Ja, selv min mor har ikke været sig selv i de sidste 2 uger. Hun har grædt tit og har opført sig underligt. Valentina var kommet til at betyde rigtig meget for hende, især fordi at hun havde været min kæreste i et halvandet år. Valentina var næsten som en datter for hende. Dagen efter Valentinas død, tog Andrés og hans forældre hjem til Spanien. Jeg kom til at savne ham, selvom han har skabt så mange problemer. Men han har skam også skabt gode minder. 

Jeg gik ud af vores forhave og lukkede lågen efter mig. Jeg stod nu ude i det kolde vejr, med hænderne begravet nede i mine varme bukselommer. Jeg kunne mærke at mit ansigt frøs, men jeg trængte til at få frisk luft. Mens jeg gik mine lange skridt, inhalede jeg langsomt luften og jeg kunne mærke at jeg var begyndt at få ondt i næsen. Man skulle tro at vi var i december måned. Det var begyndt at mørkne og lysene i stuerne blev tændt. Der var en hyggelig men samtidig en lidt trist stemning udenfor. Jeg stoppede brat op og kunne høre min hurtige vejrtrækning. Mine hænder ville ikke ud af lommerne. Jeg kiggede op på himlen. Op på de små stjerne som var begyndt at blive klarer og klarer for hvert minut der gik. En stemme i mit hoved sagde at jeg skulle komme videre i livet. Hvis jeg fortsatte mit liv sådan her, ville jeg ikke nå ret langt. Hvad mente stemmen i mit hoved med det?

Mine fans havde været en stor hjælp i disse to uger, men det har stadigvæk ikke fået Valentina tilbage. Livet var fuld af overraskelser, og jeg har lært at man skal værdsætte det man har. For man ved ikke hvad man har, før man har mistet det. Jeg har nu indset hvor meget jeg har mistet. Jeg mistet halvdelen af mig selv. Valentina var min anden halvdel og uden hende er jeg ikke hel. Men jeg ved at hun vil have at jeg skal være lykkelig. Jeg ville have ønsket det samme for hende! Men ligemeget hvad ville jeg ikke kunne få mig selv til at have en kæreste. Kys og kram - og smil - ville heletiden minde mig om Valentina. Ja, for ligemeget hvor jeg var henne, mindede alt mig om hende. Om jeg så var på toilet, mindede det mig om vores første kys. Som fandt sted på mit toilet. Nu da jeg befandt mig ved stien ind til den mørke skov, mindede det mig om dengang Valentina og jeg, tog en tur i skoven for at ridse vores forbogstaver i et træ. 

Valentina og jeg havde allerede planlagt hvordan vores fremtid skulle se ud. Vi ville have 2 børn. En dreng og en pige. Vi skulle bo i et kæmpe hus, ved en af Hawaii's strande. Og der skulle vi leve lykkeligt. Tanken om det, fik mine øjne til at løbe i vand. Mine øjne blev blanke, kinderne let røde og selv med jakken trukket over, kunne jeg mærke kulden. Som et chok for mig, begyndte min mobil at ryste nede i min bukselomme. Jeg trak den op med min kolde og stive hånd og tog den op til øret, under min varme hue.

"Justin!" råbte min mor lykkeligt. Det var første gang i disse to uger, hun lød så lykkelig. Hvad var der sket? Ligemeget hvad det var, kunne det ikke få mig i godt humør. Intet. Jeg gav en lyd fra mig, som for at spørger hvad det var.

"Gæt hvad! Du er blevet tilbudt om at udgive sangen du har lavet til Valentina!" lød det fra hende. Ikke så lykkelig som før, men hun lød stadig ret så glad. Jeg trak på skuldrene, selvom hun ikke kunne se det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...