Et fjendtligt kærtegn

Jeg vidste med det samme da jeg så ham, at han umuligt kunne være et almindeligt menneske. Så smuk og så elegant. Bare at vi fik øjenkontakt, så stopper mit hjerte op i et halvt sekund. Men det var også nok. Jeg besvimede nemlig i hans arme...

Amber er 16 år, og hun får en ny biologi makker, som er startet på skolen. Hun aner ikke hvem han er, eller hvorfor han har sådan en påvirkning på hende. Men der noget mørkt og truende over ham, som hun føler sig draget mod. Og det får store konsekvenser. Men hun føler også noget andet, noget som virker meget bekendt ved ham. Men det finder hun dog også ud af, når hun pludselig står midt i et drama.

1Likes
4Kommentarer
1146Visninger

2. Prolog

Jeg er forbundet med denne her verden. Alt det som mørket bringer frem, bliver kastet mod mig, og jeg kan ikke blokere for alle de gruefulde ting som mørket føre direkte ned mod mig. Jeg står bare der og håber på at mit liv snart slutter. Og det gør det dog også. Meget voldsomt endda. Han, springer direkte mod mit hjerte. Mit bankende hjerte, som får mig til at leve. Han rammer præcis lige hvor han skulle, og får fremkaldt det rædselsfulde minde tilbage i mig, og jeg falder skrigende ned på jorden. Billederne køre rundt i mit hovede, som en raserbane, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg kan ikke stoppe de forfærdelige ting de for mig til at gøre.

Næste dag, vågner jeg ikke op, men lægger stadig fuldt påklædt i min seng, uden at lægge mærke til at mit hjerte er væk. Jeg ligger bare der, og kigger ud mod månens stråler, som rammer mit ansigt, og afsløre mine øjne. Mine tomme, døde øjne, som stirrer direkte ud af det åbne vindue. Ja, han havde stjålet mit hjerte. Mit bankende hjerte, som jeg kun, kunne høre svagt i det fjerne. Jeg vidste at han ville beholde mit hjerte, godt gemt, et sted langt borte. Så langt, at selv mine tomme døde øjne ikke ville fastne blikket på vejen ned. Han ville gemme selve mit hjerte i den tomme død. Sammen med hans eget hjerte som lægger dernede i de lysende flammer. Han ville havde at det skulle være sådan, for det havde han selv sagt til mig.

Og sådan blev det også. Vores hjerter bankede sammen i takt, og ventede blot på ejernes kroppe, så de to bankende hjerter kunne forenes. Men det sker aldrig nogensinde. For kroppene lægger nu i hver deres seng, og stirrer ud fra hver sit åbne vindue, over på hinanden, med månens stråler rettet mod deres tomme, døde, øjne. Men deres knuste hjerter, lægger endnu sammen og banker i takt, da deres hjerter tilhøre hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...