Lost in The Dark [SHINee]

En pige blev skabt for mange tusinde år siden. Hun blev skabt af Guderne og Gudinderne. Men de forlod hende, da hun havde magten til at dræbe de ellers udødelige guder. Hun er nu forbandet til at være i skyggerne for evigt. En gruppe piger blev også senere fanget i Mørket, og Gudernes og Gudindernes datter, Amy, tog sig af dem som hun ville, hvis hun var deres mor. Men er der en chance for, at den rigtige person kan redde hende ud af Mørket og ud til den verden menneskene boede i? Og ligeså med hendes venner? Har de alle en sjælefrænde derude, som bare venter på at finde dem?

10Likes
41Kommentarer
2031Visninger
AA

3. ~Kiuna~

Kiuna's Synsvinkel:

 

Hun havde bare ikke taget hende med hjem til os!. Jeg kendte jo godt den lille "søde" pige. Det var hendes skyld at jeg blev fanget i Mørket. Ingen vidste det, og jeg håbede ikke at hun genkendte mig. Hvilket hun gjorde. Hun løb hen til mig, efter at have vristet sig fri af Mi-Mi's kram.

"Una-Na!" hun løb hen og KRAMMEDE mig! Hun var den eneste, ud over A, som turde kramme mig. 

"Kender i hinanden?" Amy stod og lignede et spørgsmålstegn. Hun så fra mig og så på Ena og tilbage på mig.

"Nej, det er derfor den lille ting krammer mig, mens hun siger mit navn, som hun endnu ikke har hørt" vrissede jeg, og lagde vægt på ordet ting. Mi-Mi hviskede et eller andet til A, som nu gloede endnu mere på os.

"Er i søstre?" spurgte Viggi, den pabo.

"NEJ! Eller jo.. Måske... Vi var søstre" svarede jeg bare og begyndte at gå op af trapperne. Jeg nåede og ike særlig langt før en eller anden greb fat i min arm.

"Kom lige med mig Una!" sagde Amy i et liiidt strengt tonefald. Jeg kiggede bare på hende og prøvede at lave falske tårer, så hun ville lade mig gå. Det virkede! Hun slap min arm, og jeg vadede ovenpå.

Jeg gik ind på mit værelse og satte mig i vindueskarmen. Jeg kiggede ud af vinduet. Ud på solen, som var ved at gå ned. På træerne som tårnede sig op som en mur omkring hytten. På den sommerfugl som fløj lige udenfor mit vindue. Vent, hvorfor gjorde den det? Det var ved at blive mørkt og der var næsten aldrig nogen dyr i nærheden af hytten, og hvis der var, så var det aldrig søde, smukke dyr. Eller jo, nogle af bjørnene var meget flotte, men de kunne ikke måle sig med den her sommerfugl. Den havde snehvide vinger, med rødt og blåt mønster på. Den lignede ikke nogen af de sommerfugle jeg nogensinde havde set. Jeg var ikke en gang sikker på at der var sådan en i bøgerne. Sært.

Jeg åbnede stille mit vindue, for at få noget frisk luft, og sommerfuglen fløj ind på mit værelse. Den fløj bare sådan ind! Og den spurgte ikke en gang om lov! Jeg skulle lige til at fange den og kyle den ud af vinduet, da den landede på min næse. Min første reaktion: Jeg skreg! Jeg kan nu godt lide sommerfugle, men den satte sig på min næse! Det skulle den ikke slippe godt fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...