Dødens øjne

- Hun var 12 da hun opdagede det. De mobbede hende, drengene fra hendes skole. Hun så på dem med et blik der kunne dræbe og de faldt om en efter en. -
Julia er 17 år gammel og kan dræbe alle, med hendes blik. Hun mangler et offer og falder så over nabodrengen, som lige er flyttet ind.

3Likes
13Kommentarer
2139Visninger
AA

3. Kendt?

Dagen efter lå hun i sin seng, med et stort smil på læberne. Hun havde fundet sit offer og det gjorde hende, så ufattelig lykkelig. Hun hoppede nærmest ud af sengen og løb hen til vinduet, for at kigge efter sit offer. Der lå han, i skyggen under et træ, ude i hans nye have. Hun smilede ondt, imens hun tog tøj på. Hun børste hurtigt sine tænder, inden hun gik ned i stuen, for at komme ud i haven. Hun kiggede sig lidt omkring, hvordan ville han bedste have mulighed for at få øje på hende. Trampolinen, selvfølgelig. Hun gik ivrigt hen til trampolinen og kravlede op på den. Hun skulle lige til at begynde at hoppe, da hendes offer fik øje på hende. ”Hej.” Råbte han glad og rejste sig op. Hun så hen på ham over hækken og smilede. ”Hej.” Svarede hun. Der gik lidt tid, hvor de begge bare stod og kiggede på hinanden. ”Eh jeg tænkte på om du ville med ned i centeret?” Sagde han så. Hun nikkede lidt. ”Jeg skal lige have mine sko på og hente min pung.” Sagde hun med et smil. ”Fedt, så ses vi om lidt.” Grinede han. Hun smilte stort og hoppede ned fra trampolinen. Hun løb ind i stuen og var lige ved at falde i et tæppe. ”Hvorfor har du så travlt?” Spurgte hendes mor. ”Jeg skal ned i centeret, med vores nye nabo.” Smilede hun og fortsatte ud i gangen, hvor hun tog mine sko på og fandt hendes pung. ”Hej hej.” Råbte hun og åbnede døren. Hun fik et chok, da hun så ind i hendes offers øjne. Han grinede lidt. ”Er du klar?” Spurgte han. Hun nikkede med et smil. De begyndte at gå, uden rigtig at sige noget. De havde ikke sagt et eneste ord, da de ankom til centeret. Han smilede til hende og åbnede døren for hende. Hun grinede lidt. ”Tak.” Sagde hun og gik ind, efterfulgt at ham. De gik rundt i forskellige butikker og snakkede lidt. ”Fuck.” Hviskede hun og gemte sig bag et tøjstativ. ”Hvad?” Sagde han og grinede lidt af hende. ”Der er nogle piger fra min klasse og jeg magter bare ikke deres dumme kommentar nu.” Hviskede hun og hev ham ind bag tøjstativet. ”Mobber de dig eller sådan noget?” Spurgte han. Hun rystede på hovedet.”Ikke rigtigt, de synes bare at jeg er en taber.” Sagde hun. Han nikkede lidt. ”Kom.” Sagde han så og hev hende væk fra hendes gemme sted. ”Hvad laver du?!” Hviskede hun surt. ”Bare stol på mig okay.” Sagde han, idet han lagde en arm om hende og begyndte at gå hen imod dem. ”Lad som om jeg er din kæreste. Stol på mig, det vil måske virke.” Hviskede han til hende, lige inden de nåede hen til dem. ”Hej Julia.” Sagde Rebecca og smilede falsk. Hun fik øje på hendes offer og blinkede med øjnene, som om hun troede hun så syner. Hun hev i sine veninder. ”Omg se! Det er Justin Bieber!” Hvinede hun. Han rakte hånden frem med et smil. ”Hej. Jeg er Julias kæreste.” Sagde han så. Rebecca og hendes veninder måbede. Julia bed mig i læben og tvang et smil frem. Hvad var der så specielt ved ham? Og hvorfor kendte de ham? ”Er i kærester?!” Råbte Rebecca. De nikkede begge to. ”Omg.” Sagde hun snobbede. ”Må jeg få din autograf?” Spurgte en af Rebeccas veninder ivrigt. Hans autograf? Var han kendt eller sådan noget? Han kunne se at Julia så forvirret ud og gav hende så et jeg-fortæller-det-senere blik. Rebeccas veninde gav ham noget papir og en blyant og så skrev hans autograf. ”Kom lad også smutte hen og få noget at spise.” Sagde han og tog Julias hånd. Hun nikkede lidt og smilte så. De gik sammen hen til en lille cafe og fandt et bord. ”Hvad vil du have?” Spurgte han. Hun kiggede lidt i menukortet, før hun svarede med et smil. ”Bare noget salat og en cola, er ikke særlig sulten.” Han smilede blidt til hende og fik fat i en tjener. ”Vil du fortælle mig, hvor de kender dig fra? Og hvorfor den ene ville have din autograf?” Spurgte hun. ”Jeg er kendt. Jeg er sanger.” Svarede han og smilede lidt. Deres mad kom lige i det hun skulle til at svare. De smilede begge tjenere. ”Seriøst? Er du virkelig kendt?” Sagde hun og prøvede at holde et grin tilbage. Han nikkede og kiggede seriøst på hende. Efter han havde forklarede det hele troede hun på ham. Da de var færdig med at spise, gik de hjem. Han fulgte hende til døren. ”Skal vi finde ud af noget i morgen?” Spurgte han. Hun trak på skulderne. ”Måske.” Svarede hun og smilede lidt. ”Fedt. Tak for i dag.” Grinede han og krammede hende. ”Selv tak.” Svarede hun og smuttede så ind af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...