Paradise ☆ Justin Bieber

"We don't live in a paradise."

Emilie Bieber skriver fra Justins synsvinkel og Just meღ skriver fra Adrianas synsvinkel. Håber i vil kunne lide vores novelle!:)

13Likes
61Kommentarer
3249Visninger
AA

8. Adriana's synsvinkel

Justin's øjne hvilede på mine læber, jeg havde lyst til at sige noget for at distrahere ham. Det føltes mærkeligt ubeghaligt at han så på mine læber. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, så i stedet fandt jeg bare hurtigt nogle skøjter i min størrelse og gik ud i den store hal. Der var mange der inde, både familier, venner og kærestepar. Justin og jeg, skildte os lidt ud, vi var fremmede sammen. Vi kendte ikke rigtig hinanden, men det lod til at der var mange der kendte Justin. Jeg tænkte på hvordan han bare havde grint af de kameramænd der havde taget billede af os.

             "Kom Adriana!" Justin lagde sin varme hånd om mit håndled, og trak mig ud på den kolde is. Jeg var nærmest skrækslagen over at stå på den glatte is. Jeg var hele tiden bange for at falde, og klemte mig til gelænderet. "Come on Adriana. Det er jo ikke sjov hvis du bare står der," Justin's stemme virkede irriterende selvglad i mine øre. Men alligevel slap jeg med rystende hænder, Justin tog fat i mig, og trak mig med ud på midten af issen. Han var god til at stå på skøjter, som var det noget han havde gjort hele sit liv, hvilket han sikkert også havde. 

             "Du for det til at se så lidt ud," klagede jeg, men han smilede bare. Hans blik hvilede fra tid til anden på mine læber. Jeg havde lyst til at skubbe ham væk, men hvis jeg gjorde det ville jeg falde. Noget jeg normalt ikke ville have noget imod, men lige i dag var det anderledes. Alle så på os, og det blev taget billeder af os. Jeg gad ikke få taget et billede hvor jeg klodset faldt på jorden med en grinde Justin der hjalp mig op. 

             "Justin kan vi ikke gå hjem nu?" Jeg frøs, og havde stadig ikke lært at stå på skøjter alene. Det irriterede mig ikke at Justins varme hænder holdt om mig, men det irriterede mig at hans blik blev ved med at falde tilbage på mine læber! "Nej Adriane, jeg skal have lært dig at stå på skøjter!" Jeg stønnede irriteredet, "men Justin, det kan jeg jo ikke lære på én dag!" Brokkede jeg mig, han så ud til at tænke lidt over det, men lyste så op da han fik en idé. "Du har ret, så mp vi jo ses igen." Smilede han kækt, hvad kunne der ske ved at se Justin igen? Jeg nikkede, og det føltes... Rart at tænke på vi skulle mødes igen, selv om jeg syntes han var ret selvsikker, havde det nu også været hyggeligt at tilbringe min tid sammen med ham. 

             Justin virkede mere glad end mig, over vi skulle ses igen. Men jeg kommenterede det ikke, jeg kom udenfor, hvor det var bgyndt at støvregne. Jeg trak min hætte over hoved, og det samme gjorde Justin. "Skal jeg følge dig hjem?" Han lød en smule ivrig, syntes jeg. Jeg tænkte over det, hvad ville mine forældre sige... De var nok ikke hjemme. Jeg nikkede nervøst, jeg kunne ikke forklare min nervøsigtet hundrede procent, men jeg kendte ham jo dårlig nok! Jeg vidste dog han hed Justin, han havde en kæreste og han var utrolig selvglad. Justin's smil voksede dig større, indtil det næsten nåede hans øre.

             "Hvor bor du?" Spurgte Justin, efter lidt tid hvor vi havde kørt rundt i hans bil, jeg sagde min adresse og han kørte i et langsomt tempo derhen. "Hvad skal du i morgen?" Hans stemme var mindre selvglad, mere blid. "Ikke noget, med mindre du finder på at tvinge mig ud på issen igen." SVarede jeg ærligt, han grinede af mit svar. "Så vil jeg tvinge dig ud på issen igen!" Jeg nikkede bare som svar. Jeg kunne ikke rigtig sige ham imod, jeg havde jo selv sagt ja, til at lære at skøjte. 

            "Må jeg komme med ind?" Jeg havde lige fået åbnet bildøren, da Justin's stemme afbrød mig. Jeg så over mod mit hus, der var tændt lys altså var mine forældre hjemme. "Jeg ved ikke rigtig Justin... Mine forældreer hjemme." Jeg så undskyldende på ham, han så såret ud. Jeg hadede at såre folk! "Okay," mumlede jeg, uden at tænke mig ordentligt om. Han kom hurtigt ud af bilen og stilte sig ved min side.

            Jeg åbnede forsigtigt døren, i håbet om at mine forældre ikke hørte mig. Men selvfølgelig gjorde de det! Døren havde en irriterende knirkende lyd, som alle gamle døre har. Min mor kom hurtigt hen til døren med armene over kors, "havde du tænkt dig at sige hvor du havde været hende?" Hendes stemme var streng, hun havde sikkert været bange for hvor jeg blev af. Nu var det også ved at blive mærkt udenfor, lagde jeg mærke til da min mors stemme brød gennem mit hoved. "Ehm... Jeg har,-" mere nåde jeg ikke at sige, da Justin kom ind af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...