Paradise ☆ Justin Bieber

"We don't live in a paradise."

Emilie Bieber skriver fra Justins synsvinkel og Just meღ skriver fra Adrianas synsvinkel. Håber i vil kunne lide vores novelle!:)

13Likes
61Kommentarer
3245Visninger
AA

2. Adriana's synsvinkel

Jeg sad oppe på mit værelse ,mine forældre var på arbejde så jeg var alene hjemme. Jeg sad på min computer og så nogle video'er på youtube, for at få tiden til at gå. Jeg læste lidt på de kommentarer folk havde skrevet, men da jeg tog mig selv i at svare alle der havde skrevet, gav jeg op og gik ned i køkkenet. Jeg tog noget morgenmad uden at være helt sikker på hvad jeg proppede i munden. Min mobil bippede, det var sikkert bare min mor. Jeg åbnede beskeden, men den var ikke fra min mor, jeg kendte ikke nummeret.

   Hej smukke, skal du noget senere i dag?

   Stod der, jeg svarede ikke, det var sikkert bare forkert nummer. Der var ikke nogen der kaldte mig smukke, så det ville undre mig hvis det var en jeg kendte. Og hvis det var, sad personen sikkert og var ved at dø af grin nu. Jeg vaskede tallerkenen op og gik tilbage til mit værelse. Hvad skulle jeg lave? Jeg gik på skype, for at se om der var nogle af mine venner på. Men jeg var åbenbart den eneste der var ved at dø af kedsomhed, da der ikke var nogen på. Min mobil bippede igen,

  Er du okay? Kan jeg komme over nu? 

   Det var samme nummer som før, personen måtte da godt nok være sikker på at jeg var hende her ''smukke''. Jeg sukkede og lagde mobilen tilbage på bordet. Jeg fik en trang til at svare personen, bare for at lave noget? Jeg ventede lige lidt, for at se om jeg fik endnu en sms,det kunne jo være personen fandt ud af, at det var forkert nummer?

  Hallo? Svar mig, du sagde da at dine forældre ikke var hjemme?

  Mit hjerte sat farten op, hvor vidste personen fra mine forældre var på arbejde? Jeg tog mig sammen og svare ham, han blev nødt til at finde ud af, at det altså var forkert nummer! Men hvad hvis det slet ikke var forkert nummer? Hvad hvis han faktisk ville i kontakt med mig? Men hvem var han? Elle hun? Hvor havde personen mit nummer fra? Hvem ville skrive det til en de ikke kendte? Og jeg havde jo ikke sagt til nogen at mine forældre ikke var hjemme. Nej, det måtte være forkert nummer. 

Undskyld, men jeg tror det er forkert nummer. 

Mere jeg ikke, hvad skulle jeg ellers skrive? Jeg ville egentlig gerne vide hvem personen var, men jeg vidste jo godt at det var forkert at spille en anden.Jeg måtte bare indrømmeoverfor personen at jeg ikke var den han/hun søgte. Min mobil bippede, jeg åbnede spændt beskeden. Jeg kunne ikke forklare hvorfor jeg var spændt, måske var det bare rent kedsomhed?

Nej. 

Det var det eneste der stod, nej? Nej?! Det kunne personen jo ikke sige? Det var da mig der vidste om jeg kendte ham/hende? Jeg rystede på hovedet af beskeden og grinede lidt for mig selv, så lagde jeg mobilen på mit bord og lovede mig selv at jeg ikke ville svare personen igen. Det var nok smartest, vi vile alligevel aldrig møde hinanden igen,så jeg kunne jo være ligeglad? Faktisk kunne jeg joskrive alt mellem himmel og jord til ham/hende, men jeg lod være. Det var sikkert bare telefonfis så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...