My J 2 - Always My J

Jo og Louis er endelig sammen, og alting er fantastisk. Alle er lykkelige, og livet er bare alle tiders. Men hvad sker der, når endnu et år er gået, og Jos tid i USA er ved at løbe ud?

10Likes
24Kommentarer
3970Visninger
AA

5. Harry?

Det var dagen efter vi havde taget afsked med min familie, og skoledagen var begyndt. Det var pause, og jeg sad i kantinen med Louis og nogle af hans venner. Vi havde endnu ikke set noget til Harry, og jeg begyndte at blive virkelig urolig. Sunny havde vi heller ikke set meget til. Hun havde undgået Louis fuldstændigt hele dagen, men vi havde set hende hænge ud sammen med sine veninder. Hun så ud til at have det fint. Hun grinede, havde det sjovt og flirtede med fyre. Egentlig virkede hun som en helt normal pige nu, men jeg vidste bedre. Jeg vidste hun havde noget i tankerne. Jeg sad og stirrede med et tomt blik over mod det bord hun sad ved. Det var fyldt med snobbede cheerleaders og store, pumpede footballspillere. Ved mit bord var det mere stille, lidt nørdede typer, men fordi de uden tvivl var dem på skolen der så bedst ud, var det også dem der var populærest. Hvert fald blandt pigerne.

"Jo?" sagde en stemme, og jeg blevet revet ud af min trance. Jeg kiggede lidt forlegent på Niall, der sad over for mig. "Ja?" spurgte jeg og smilede skævt. Han smilede med sine charmerende, skæve tænder. "Du sad og stenede," sagde han bare, mens han stadig smilede. Jeg smilede lidt større nu og kiggede rundt om bordet. Der sad fem personer; Niall, Liam, Zayn, en pige ved navn Jessica og så mig selv. Jeg kiggede med at løftet øjenbryn på dem. "Hvor er Louis?" spurgte jeg, overrasket over at jeg havde været så langt væk, at jeg ikke engang havde set ham gå. De trak alle på skuldrene, og Zayn sagde: "Han gik mod udgangen. Måske skulle han bare have noget frisk luft." Jeg rejste mig og kiggede på dem alle. "Jeg finder ham lige. Vi ses senere!" sagde jeg muntert og gik mod udgangen, den vej Louis var gået.

Skolegården var næsten tom, der sad kun et par stykker her og der. Vejret var gråt og kedeligt, og ikke ligefrem noget man havde lyst til at sidde ude i. Jeg fik øje på Louis, der stod alene ovre ved cykelskuret. Jeg gik langsomt mod ham, da jeg hurtigt opdagede at han ikke stod alene. Inde under halvtaget, der holdt cyklerne i læ, stod en pige. Hun var høj, men stadig ikke lige så høj som Louis. Hun havde langt, brunt hår, og hendes ben virkede uendelige. Hendes tænder var perfekte, og selvom jeg var langt fra dem, kunne jeg se det smukke glimt hun havde i øjet. De grinede begge over noget hun havde sagt, og det stak i hjertet. Jeg havde ikke set ham grine så meget i lang tid. Pludseligt begyndte hun at gå tættere på ham, og for hvert skridt hun tog, var det som om en kniv blev stukket i mit hjerte. Igen og igen. Hun stod nu helt op ad ham, og plantede et forsigtigt, dog forførende kys på hans kind. Da hun vendte sig om for at gå tilbage mod skolen, skyndte jeg mig i skjul bag et træ der var lige i nærheden. Jeg pressede mig hårdt op mod stammen med ryggen og klemte hårdt øjnene sammen, mens jeg tog mig til brystet. Det gjorde så ondt. Da hun gik forbi kunne jeg høre hendes høje stilletter klikke mod jorden, og jeg kunne svagt lugte hendes parfume. Den var virkelig god.. sød. Selv længe efter hun var væk stod jeg klemt op til træet, med min knyttede næve for mit bryst. Det gjorde så forfærdeligt ondt at jeg troede jeg skulle dø. Langsomt, i takt med at tårerne begyndte af strømme ned af mine kinder, gled jeg ned ad stammen og landede på den våde jord, men selvom det var vådt, blev jeg siddende med ryggen mod træet. Jeg græd lydløst mig hjerte ud, indtil jeg hørte en forsigtig stemme.

"Er du okay?" spurgte han. Han lød trist. Jeg tøvede lidt, men åbnede så mine øjne og kiggede op. Det var Louis. Han stod halvt bukket over mig, med et såret blik i øjnene. Jeg kiggede med røde øjne op på ham. Jeg havde lyst til at vælte ham ned på jorden. Slå til ham, sparke ham, træde på ham, uden at han kunne gøre noget. Jeg ville vise ham hvordan det føltes. I stedet fyldte tårerne endnu en gang mine øjne, men denne gang var det vredestårer. Jeg klemte forsigtigt øjnene sammen igen og vendte mit hovede væk. "Hvor kunne du..." hviskede jeg lavt, næsten uhørligt, men alligevel hørte han det. "Hvad mener du?" spurgte han uforstående. Straks vendte jeg mit vrede blik mod ham igen. Hurtigt og uden nogen advarsel, rejste jeg mig hurtigt, mens jeg, med alle mine kræfter, skubbede ham hårdt i brystet. Han vaklede lidt og kiggede så på mig. "Hvad skulle det til for?" nærmest råbte ham og kiggede forvirret på mig. Jeg snøftede en enkelt gang og tørrede forsigtigt mine kinder. Uden at svare ham, efterlod jeg ham. Jeg løb ind til de andre, mens han bare blev stående som et stort spørgsmålstegn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...