My J 2 - Always My J

Jo og Louis er endelig sammen, og alting er fantastisk. Alle er lykkelige, og livet er bare alle tiders. Men hvad sker der, når endnu et år er gået, og Jos tid i USA er ved at løbe ud?

10Likes
24Kommentarer
3957Visninger
AA

16. Brevet

Gaten lå langt væk. Alt for langt væk. Jeg følte at jeg gik i flere timer, før jeg ankom til det sidste sted, hvor jeg skulle vise min billet og mit pas. Da jeg endelig sad i flyet kunne jeg ikke forstå noget. Hvad var der gået galt? Jeg kunne endnu ikke fatte, at jeg faktisk var på vej hjem, og højst sandsynligt aldrig ville møde Harry eller Louis igen. Men jeg håbede. Jeg håbede, at når jeg engang var færdig med High School ville jeg havde så meget overskud, at jeg pludseligt rejste tilbage til USA. Og det var med den største, dyreste ring jeg kunne finde, pakket ned i min taske.

 

LOUIS P.O.V

 

"Louis, spis nu noget," bønfaldt Ewa igen, da vi endelig var tilbage fra lufthavnen. Da jeg blev trukket væk fra Jo af vagterne, var mit hjerte blevet revet ud med sådan en voldsom kræft, at jeg nu var tom, og intet kunne føle. Jeg følte mig ikke menneskelig. Havde ikke trang eller lyst til noget som helst, udover at sidde med min guitar, som jeg ikke havde spillet på i flere år. Jeg rystede svagt på hovedet, uden at kigge på hende, og uden at føle noget. Hun sukkede svagt, og lukkede endnu en gang døren til mit værelse efter sig. Jeg kunne høre den svage mumlen nede fra stuen, hvor hele banden sad - Jessica, Zayn, Liam, Niall, Harry, Sean og så min mor. Med et svagt suk vendte jeg endnu en gang min opmærksomhed mod min guitar. Det var længe siden jeg havde sunget, og min stemme var en anelse rusten, men ellers lød den som den plejede. Med et trist blik kiggede jeg på den åbne æske der stod på natbordet ved siden af mig. Den smukke diamantring der sad i den, glimtede i det sparsomme lys, og mine øjne fyldtes langsomt med vand. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte så at synge.

 

Remember when we scratched our names into the sand

You told me you loved me

But now that I find

That you've changed your mind

I'm lost for words

 

Det var svært at få ordene over mine læber. Tårerne piblede ned ad mine kinder, og et hulk eller to blandede sig med teksten. Jeg holdt en kort pause, og kiggede på den skinnende ring endnu en gang. Jeg kunne stadig ikke forstå at hun var væk, langt væk. Ikke bare på værelset inde ved siden af. Jeg sukkede dybt, og tog endnu en gang hårdt fat om min guitar, for at synge videre. Og da teksten kom ud af min mund, brød tårerne for alvor frem. Jeg tænkte på hende, tænkte på det jeg havde skrevet. Det brev jeg havde lagt i hendes lille håndbagage, som hun nok ville finde før eller siden.

 

And everything I feel for you

I wrote down on one piece of paper

The one in your hand

You won't understand

How much it hurts to let you go

 

JO P.O.V

 

Flyet var stille, og den eneste lyd der hørtes var lyden af motorerne der voldsomt roterede. De fleste sov, enkelte læste, og resten så den samme, kedelige flyfilm. Mine tanker var tomme, og mit ansigt udtryksløst. Intet betød noget, så længe Louis ikke var ved min side. Med et suk vendte jeg om, og knugede min lille taske ind til mig. Den var blød, dog var der noget andet end de bløde klæder, der lå lagt sammen i den. Det var noget der lød, som papir der blev krøllet sammen. En ukendt lød, der fik nysgerrigheden frem i mig. Jeg åbnede den nysgerrigt, og fandt en kuvert, helt øverst i tasken. Med lidt sjusket håndskrift stod der mit navn foran. "Yoon Jo," mumlede jeg lavt, og åbnede kuverten. Skriften på brevet der var gemt i kuverten var noget pænere end på kuverten, og jeg kunne med det samme genkende den. Det var Louis'. Jeg satte mig tilrette, mens mit hjerte bankede som aldrig før. Mine øjne fandt det første ord på brevet, og jeg begyndte at læse det.

 

"Elskede Jo, Jeg er ked af endelig at skulle give slip på dig. Dette år har været det bedste år nogensinde. Jeg kan ikke beskrive hvad jeg følte, da sidste vinter endelig fik fortalt dig, hvad jeg følte. Siden da har det været som om jeg har fløjet på en sky, langt væk fra alting, kun i selskab med dig. Intet andet har betydet noget, for jeg har vidst at jeg havde dig, uanset hvad der skete. Jeg har vidst, at jeg uanset hvad kunne komme til dig, hvis der var noget der ikke var som det skulle være, eller jeg var i unåde. Jeg ved at vi en dag vil ses igen, uanset hvad der skal til. Uanset hvad jeg skal gøre, for at det bliver realitet.

Min kærlighed til dig er ubeskrivelig, på alle måder. Du har løftet mig op når jeg var nede, og du har været min sol alle de dage hvor himlen ellers var grå. Der har været dage hvor jeg har tvivlet på alt. På os. For jeg vidste, at når den første december ville komme, ville det være ubeskriveligt hårdt at give slip på dig. Men hver gang jeg tvivlede, så jeg dig ligge i mine arme, eller grine, eller smile til mig, og jeg vidste at det hele nok skulle gå.

At se dig sidste vinter med Harry var meget svært for mig. Jeg vidste at I havde noget helt specielt, men da du gav slip på ham, vidste jeg, at det her var stærkere. Det var bedre, og større end noget andet. Dog så jeg hvor nedtrykt du var, hver gang Harry ikke var med til et arrangement, eller dengang hvor han var forsvundet, og kun Sunny vidste hvor han var. Jeg bemærkede også hvordan dit smil blev en smule større, hver gang han trådte ind i rummet, og jeg begyndte at tro, at han betød mere. Mere end os. .."

 

Jeg rev blikket væk fra papiret, og tårerne løb ukontrollabelt ned ad mine kinder, og rev alt med sig. Min skyld, mit savn, min mistro til Louis og Amelia. Jeg tog mig diskret til hjertet, da et stærk smerte skød gennem mig. En så ubeskrivelig smerte, der tvang brevet ud af mine hænder. Louis troede ikke på os. Han troede han ikke betød det samme som Harry. Jeg lukkede øjnene, og ville ikke læse mere af brevet. Nu lå det på gulvet i flyveren, og jeg havde ikke tænkt mig at tage det med. Jeg ville glemme det. Glemme alt det der var sket. I sidste ende var det vel også det bedste. Problemet var bare, at jeg ikke fik læst det sidste af brevet.

 

".. Men nu ved jeg, at det vi har er det stærkeste, og intet vil kunne ødelægge det. Noget helt fantastisk, noget unikt.

Jo, jeg elsker dig.

 

Din Louis."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...