Writer of the heart

Claire vejer 30 kilo for meget, da hendes forældre fortæller de skal skilles og at hendes mor flytter il New York med hende. I løbet af de måneder op til flytningen taber Claire sig og forvandler sig fra tyk til smuk. Claires et og alt er bøger og selvom hun ikke ved det har hun et forfatter talent der vil noget. Læs om hvordan det hele går hende...

5Likes
7Kommentarer
3471Visninger
AA

13. Et talent og gode veninder

”I am hopeless!” sukkede jeg frustreret. Det var første dag i skolen efter jeg var kommet hjem. Jeg havde psykologi. Vi skulle skrive om et emne og bruge vores kreative evner. Vi havde trukket afhængighed. ”Come on! You have to help me! I don’t know anything about dependence,” sagde min makker Phillipa. ”And you think I do?” gik jeg straks i selvforsvar. ”Weren’t you dependent of popularity when you were popular?” sagde hun. Jeg vidste hvad hun mente, men jeg kendte jo faktisk alt for godt til emnet at være afhængig. Mad, hvis jeg nu siger det. ”That was not dependence. It was more like an effort,” rettede jeg. ”How do you know that?” spurgte hun. ”I have been dependent of something else,” indrømmede jeg. ”What? Like drucks? Shopping? Blitz? We could use it as a subtitle,” spurgte hun. Den her pige troede virkeligt jeg var den overfladiske pige jeg havde spillet før. Forståeligt nok, hun havde jo ikke set andet. ”No, food,” sagde jeg. ”Food?!” udbrød hun overrasket. ”Before I came here I weighted 30 kilos more than I should,” indrømmede jeg og begyndte at fortælle om da jeg var mad afhængig. ”You have just presented our topic,” sagde Phillipa.

Hun fandt et lærred og nogle pensler frem. Og begyndte at male. ”I still don’t know what to do!” protesterede jeg. ”Haven't you, as one of the only ones, haven’t got under A in an essay?” spurgte hun. ”Yes and that is not even going in the deep!,” klagede jeg. ”Go fix it! Write about it!” kommanderede hun. Jeg skriblede noget ned.

Derefter var det frokost. Jeg fulgtes med Phillipa. Hun gik målrettet efter pizzaen og forlod mig håbløs. Hjemme i Danmark spiste man jo brød til frokost og jeg havde aldrig rigtigt spist herovre, så det tog en del tid for mig at finde noget der passede. Det meste var fastfood og ikke noget jeg kunne klare uden at få det dårligt. Jeg havde virkeligt fået for meget af sådan noget på opholdstedet for at jeg kunne tage på. Mor havde sat en diætist konsekvent på mig, da hun syntes at jeg enten spiste for meget eller for lidt. Hun havde jo ret. Jeg var eks mad afhængig og eks anorektiker.

Til sidst fandt jeg en Cesar Salat og kiggede denne gang håbløst ud over kantinen. I midten sad Emily og de andre. Der plejede jeg også at sidde. Jeg fortsatte rundt til de andre borde. Til sidst kom jeg til et bord hvor kun Phillipa sad. Jeg valgte at sætte mig der. Hende kendte jeg jo lidt.

Vi kiggede lidt på hinanden, men drejede så hovedet. En pige jeg ikke havde set før, fik kastet mad efter sig og råbt. Emily gik hen til hende og sagde nogle rigtigt lede ting til hende. ”The school went crazy, when you weren’t there anymore. You may have controlled the popular ones very good. That girl came som days after your disappearance and Emily started bully her. Poor girl! And it was me before you came… I have never thought of it this way, but it seems like the popular stopped bullying, when you came and started again then you disappeared …” undrede hun sig. ”I swore to myself that I would never start bullying. I got bullied myself. So when I said it was not cool to bully they stopped. I feel so bad. Come on! We have to do something!” udbrød jeg.

Hun rystede skræmt på hovedet. Ikke mange tør sætte sig op imod Emily. Jeg gør kun fordi jeg har en del på hende og hun intet på mig. ”I have things at her, that can break her more than she ever knows,” smilte jeg sikkert. ”Things she don’t even know I know,” tilføjede jeg hemmelighedsfuldt. Phillipa rejste sig med et tilfreds smilt om munden. ”I want to stop bullying at this school,” mumlede jeg for mig selv. Jeg havde det godt nok dårligt, men folk lod mig i det mindste være. Ingen mobbede mig, så jeg måtte jo bare gøre det bedste jeg kunne for at stoppe.

”Em! Stop that!” sagde jeg bestemt. ”Why should I?” spurgte hun surt uden at værdige mig et blik. ”For old friendship?” prøvede jeg drillende. ”Do you think that means something,” vrissede hun. ”UH! Bitchfight!” lød det fra Josh. Jeg havde hende om min lillefinger. ”Oh shut up Josh!” vrissede Emily. ”I was more thinkin about, what I know,” drillede jeg. ”Like?” spurgte hun. ”Like that it was you who kissed Josh very intensely, an hour after promising Jess him. And you don’t remember it because you were drunk. And am I gonna tell who else you kissed that night?” fortsatte jeg drillende. “STOP!” skreg Sara pludseligt. “So you remember,” grinte jeg. “Well, Sara you weren’t the only one she kissed… Oh yes you kissed lot of people you maybe shouldn’t have kissed that night. I can use it now…” grinte jeg.Jeg kunne godt lide den drejning det hele tog nu. Nu var det Emily selv der råbte stop. ”When, do you stop bullying?” spurgte jeg. Hun nikkede opgivende.

”Kom!” sagde jeg til Phillipa. ”What?” spurgte hun. ”Ups! Messing! Come on! What talents has the girl got?” spurgte jeg opgivende. “Ehm… I don’t know. I think she tried to get on the cheerleading, but you know, Emily controls that to, and she was to good I guess,” sagde hun forvirret. Jeg satte kursen mod gymnastiksalen. Et locale jeg aldrig havde vovet at nærme mig. Jeg hadede gymnastik i en sal. Min måde at dyrke sport på var 10 km løb i Central park, eller rettere sagt 5, da jeg ikke måtte løbe mere end det.

Der kom bølgende rytmer ud af lokalet. Det var tempo, hvilket fik mig til at tænke på når jeg selv sad med blokken og skriblede vredt af sted. Vi kom ind i salen. Jeg havde ret. ”How?” undrede Phil sig. ””When you are hurt, you turn to the safe sides. I thought you knew that,” mumlede jeg. Pigen dansede løst.  Jeg har overhovedet ikke styr på dans, men jeg tror det var hiphop hun dansede. “They won’t hurt you anymore!” råbte Phil gennem musikken. Jeg gik over og skruede ned. ”I know they will,” græd pigen. Jeg holdte mig i baggrunden. Jeg var ikke sikker nok på mig selv til at kunne hjælpe andre, så direkte. Phil gik helt over til hende. ”That girl over there has made it a consekvens to bully,” smilte Phil tilfreds. Pigen kiggede på mig, men jeg sad bare og stenede ud i luften.

Svælgede i min egen elendighed. Jeg var stadig såret på hjertet og kunne ikke se hvilke talenter jeg havde. Phil malede fantastisk vidste jeg og hende her dansede fantastisk, hvad kunne jeg? Intet.

Jeg kunne høre de andre to snakke. ”Who is she? She looks a bit familiar,” hørte jeg pigen sige. ”She has been famous model, but got so thin that she couldn’t even stand,” sagde Phil. Jeg kiggede chokeret over på hende. “Sorry if it hurt you,” trak hun undskyldende på skuldrene. Jeg rystede på hovedet. ”It's the truth,” sagde jeg. Hun smilte usikkert til mig. Jeg gav hende et stort smil tilbage. ”I'm Claire…” sagde jeg tøvende og genert. Jeg var altid genert når nogen ikke talte til mig først. Pigen lyste op i et kæmpe smil. ”I'm Helene… I haven’t seen you here before,” sagde hun selvsikkert. ”I've been at a place to get some weight on and in Denmark to visit my dad,” svarede jeg mere sikkert. Vi snakkede lidt. Vi grinte lidt af at det var fredag aften og  ingen af os skulle noget. ”Hey! What about doing something together?” spurgte Phil. At hun ikke havde haft nogle veninder i skolen før virkede helt uvirkeligt. ”Movienight?” foreslog Helene. ”Good idea!” smilte Phil. ”My mom is going at a date, so it could be at my place?” foreslog jeg. Det blev vi hurtigt enige om.   

Jeg sad og skrev. Mor var ved at gøre sig klar. Det ringede på døren. ”She is upstairs. De er her!” kaldte hun op til mig. Jeg valgte at gå ned til dem. Det overraskede mig at de begge krammede mig. Jeg havde for første gang i mit liv fået rigtige veninder. ”I've got lots of movies!” grinte Phil og viste os 2 tasker fulde. ”You're crazy,” grinte vi andre.”Mor må vi låne projektoren?” kom jeg i tanke om. ”Ja tag i bare den,” smilte hun til mig. De andre kiggede på mig. ”Do you think this is candy enough?” brød Helene stilheden. Hun viste en kæmpe pose frem. Igen måtte vi grine. ”I am not the only one who is crazy!” grinte Phil. Det var et lettet grin. Jeg havde ikke grint I evigheder og det tror jeg heller ikke de andre havde.

Jeg gik hen køknet og fandt en stor skål, som jeg kastede til Helene og gik så ind for at hente projektoren. ”Coming?” spurgte jeg de nikkede og fulgte med mig. Halvvejs oppe af trappen ringede det på døren. Jeg løb ned igen for at åbne. Denne gang var Mr. Martin. ”Mor!” råbte jeg. Mor kom fjantende løbende. Jeg rynkede på næsen og travede op til de andre to. ”Jeg går nu!” smilte min mor flirtende. ”Mor for helvede! Det er ikke mig du skal flirte med,” sagde jeg pinligt berørt. ”Nå, du overlever nok skat… Vi ses,” grinte hun hurtigt. ”Are your mom dating Martins?” spurgte Phil chokeret. ”Yes and I don’t like it,” himlede jeg.  ”It must be really weird,” mumlede Phil for sig selv.

”Is this your room?!” udbrød Helene. Jeg nikkede. Helene og jeg begyndte at sætte projektoren op så vi kunne ligge I sofaen. ”You say you don’t have a talent! What is this?!” kom det fra Phil, da vi smed os i sofaen hvor hun allerede sad. Jeg kiggede og rødmede. Jeg havde vidst glemt at gemme min bog, som jeg skriver i. Jeg har vænnet mig til at skrive i hånden efter at have været på anoreksi kur. Der havde jeg nemlig kun 10 minutter computer tid, så jeg begyndte at skrive i hånden. Jeg rødmede. ”My stories,” mumlede jeg.  ”I haven’t read more than a side and I already think this is some of the best EVER,” sagde hun oprigtigt og direkte og begyndte at læse højt så Helene også kunne høre. 

”How does it go on?” spurgte hun efter en side. Hun havde fundet en af dem på engelsk. Jeg var ikke nået meget længere. ”I don’t know,” trak jeg på skuldrene. ”I am gonna draw to this story one day,” sagde hun seriøst og fascineret. Vi satte Valentines day på og fortsatte ud i en lang smøre med filmene.

”I think I should have been home 4 hours ago,” grinte Helene og skubbede Phil over på mig. ”Hey! Claire is hard! You are soft!” konstaterede Phil søvnigt. ”Why don’t you just stay?” foreslog jeg og gik ind I mit walk in closet og fandt tre sæt nattøj. De fandt deres telefoner frem og skrev at de blev og sov. Vi lagde os i min store seng og snakkede i evigheder.

”Det er dejligt at se du enlig har fundet nogle veninder,” kunne jeg høre min mor hviske mens hun lod en hånd glide over mit hår, jeg tror ikke jeg skulle have hørt det.

Det næste jeg registrerede var en der vred sig. Jeg vågnede og opdagede at jeg lå vi lå i en stor klump. Phil var vågen og det var hende der havde vredet sig. ”Hey girl! Got to get up!” vækkede jeg Helene. Hun sprang op og lavede nogle seje dansetrin. ”Øh… Okay,” rynkede jeg grinende på panden. ”Breakfast…” mumlede Phil til sin mave som knurrede helt vildt højt. ”All right,” sagde jeg og vi gik ned. Ved bordet sad… Mr. Martins… ”Oh my god,” hviskede vi i munden på hinanden.

”Hey Claire… And Helene, and Phillipa,” sagde Mr. Martins, som om det bare var helt normalt. Helene smilede skævt. Hun var mere naiv end os andre to og havde det fint med at være det. Vi havde snakket en del og havde det allerede som om vi havde kendt hinanden i årevis. ”Where is my mom?” spurgte jeg hurtigt. ”There you are sleepy eyes!” kom min mors morgenfriske stemme. Jeg rakte armene ud til Phil og Helene, så de kunne slå dem. De forstod hvad jeg ville have dem til og gjorde det rapt og hurtigt. At have set min engelsk lære i mit køkken var ikke min største drøm, men måtte leve med det. ”Gør det noget?” spurgte min mor usikkert. ”Så længe du holder dig til ham og ikke begynder at date mr. Johnson, ja,” sukkede jeg. Hun smilte til mig. ”Bare rolig,” sagde hun og krammede mig. ”Okay mor…” rystede jeg på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...