Writer of the heart

Claire vejer 30 kilo for meget, da hendes forældre fortæller de skal skilles og at hendes mor flytter il New York med hende. I løbet af de måneder op til flytningen taber Claire sig og forvandler sig fra tyk til smuk. Claires et og alt er bøger og selvom hun ikke ved det har hun et forfatter talent der vil noget. Læs om hvordan det hele går hende...

5Likes
7Kommentarer
3465Visninger
AA

18. Anmeldelser og problemer

Jeg tog posten med op. Halvdelen var til mor, den anden halvdel mig og intet til Paul. Det var mærkeligt jeg allerede var hjemme. Jeg havde sovet hos Helene med Phil. ”Morning Frances,” hilste jeg på dørmanden. ”Morning Claire de lune,” svarede Frances muntert. Claire de lune, bare uden e, betyder måneskin på fransk og af en eller anden grund kalder folk mig det. Sådan har det været hele mit liv. Jeg åbnede den første af mine egne breve og der faldt et hæfte ud. Jeg bladrede det hurtigt igennem og fandt ud af at det var alle ugens anmeldelser på Yellow Rose. Det var to måneder siden den var kommet ud, men det var først nu folk begyndte at opdage den. I elevatoren gennemlæste jeg den første. Jeg gjorde store øjne da jeg så hvem det var fra. The New Yorker! Jeg bladrede videre og fandt ud af at det ikke var den eneste store avis. Rigtig mange af dem var faktisk fra store aviser. Fantastisk debut! Bagsiden oplyser at forfatteren kun lige er rundet 16, men du tror det er løgn. Tøsen skriver som en drøm. Det er en ganske norma og kedelig teenage roman om ulykkelig kærlighed, men hun tilføjer det en ny vinkel og sætter sit eget præg på den. Hvad mon der skete med Rose? Bogen lægger helt sikkert op til en 2’er og jeg håber for en gang skyld at der kommer en toer til denne kliche, læste jeg chokeret. Jeg bladrede videre. Der var negative, men klart flest positive og de roste mig alle til skyerne for min skrivestil, om de kunne lide historien eller ej. Jeg åbnede mine andre breve. De var alle om Yellow rose. Jeg var faktisk i gang med at skrive en toer, selvom vi ikke var sikre på den ville sælge. Jeg nåede endelig 29 sal og gik friskt og lykkeligt direkte mod 302. Jeg gik direkte ind og gennem stuen mod trappen og skulle lige til at tage første trin, da jeg opdagede at der var nogle der kiggede på mig. Mit humør sank hurtigt. Jeg havde ikke været hjemme i en uge, indrømmet nok og havde helt glemt at vi havde besøg fra Danmark. Mor, Paul, Frida, Jannik, Simon og Andy. Frida kom hen og gav mig en krammer og jeg sagde hej til de andre. De sad og spiste morgenmad, men jeg havde spist, så jeg viste bare anmeldelserne til Paul. Han læste de første med en engelsklæres hastighed. ”Hey! You know what this is? This is GREAT,” smilte han. “Tanks,” grinte jeg. Han var efterhånden blevet den jeg fortalte om forfatterverdenen til, da den også var hans univers. Jeg gik op på værelset og satte mig ud til vinduet, så jeg kunne kigge ned af vejen mod Times Square. ”Jeg ved godt hvorfor du blev så sur da du så mig,” sagde en stolt stemme. ”Gør du?” sagde jeg provokerende og ligeglad. ”Ja, du var forelsket i mig,” sagde Andy med morskab. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene. ”Er der så sjovt?” spurgte jeg i samme tonefald, som før. Hans morskab stoppede. ”Du er stadig forelsket i mig ikke?” sagde han. ”Nej for helvede Andy! Du er speciel ud af 1000, men ikke den eneste ene,” vrissede jeg. Han gik nærmere og kyssede mig pludseligt, men jeg rev mig løs. ”Det der gjorde du kun for at få mig til at tro, du kan lide mig! Jeg er ikke Sabine! Du glemmer hvem du er oppe imod! Det vidste du nemlig engang. Se på dig nu… du har et godt udseende, er god til sport og helt normal. Sådan som alle piger ønsker sig det, men din personlighed er forrådnet. Engang var du klog og ikke bange for at stikke ud. Nu er du hunderæd for at stikke ud, du vil ikke indrømme du er klog, du tænker kun på piger og at være smart overfor dine fucking venner! Tror du jeg kan lide dig så?!” råbte jeg harmløst. ”Siger du kig på dig selv?! Det kunne du jo godt tage at gøre også… du er 16 og i løbet af dit korte liv har du både været overfed og anorektisk. Du har ikke indordnet dig! Og kig på dig nu… en ensom lille nørd er du! Uden venner og kæreste! Du er sær, så det er forståeligt nok at ingen gider dig!” råbte han. ”UD!” skreg jeg og pegede mod trappen. Jeg stivnede. Der stod Felix og jeg kunne se han havde stået der længe. ”Hvem var det?” spurgte han surt. ”Min barndomsven,” svarede jeg. ”Year right! Jeg er ikke naiv. I kyssede!” sagde Felix vredt. ”Jamen…” sagde jeg men han afbrød mig. ”Vi er færdige!” sagde han bestemt. Af en eller anden grund nikkede jeg forstående. Han susede væk. Jeg skyndte mig at låse døren til gæsteværelset og køre afskærmning for trappen. Der skulle man bruge kode, så det ville kun være mor, Helene eller Phil der kunne komme op. Derefter satte jeg mig med computeren og skrev. Jeg skrev og skrev i 3 uger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...