I'll always love you - Justin Bieber

Så mange misforståelser. Så mange skænderier. Men alligevel så stor en kærlighed. (Fortsættelsen http://www.movellas.com/da/book/read/201201041458552943)

118Likes
304Kommentarer
14334Visninger
AA

17. 11 dage tilbage

Jeg vågnede op næste morgen og skulede til venstre side og så min prinsesse ligge ved siden af mig. Jeg befandt mig nu hjemme hos Valentina. Det var sollyst udenfor, og det så ud til at blive en dejlig og varm dag. I aftes var den værste aften i mit liv. Jeg kan tydeligt huske da jeg fik beskeden. 

Mit hjerte gik i stå. Alt i mig gik i stå. Som var det blevet sat på pause. Jeg var helt i chok. Jeg tog min bil og tog hjem til Adelynn, hvor Valentina befandt sig. Jeg kan tydeligt huske da jeg trådte ind i Adelynns stue og jeg så Valentina. Hun sad bare på sofaen, helt håbløs. Hun kiggede hurtigt op for at se hvem det var og jeg kunne tydeligt huske hvor lykkelig hun så ud, da hun så mig i det øjeblik. Hun løb nærmest hen til mig og smed sig i mine arme. Jeg gav hende et stort kram. Jeg tænkte slet ikke på at spørger hende hvad der var sket og hvorfor hun skulle have hjælp. Det eneste jeg tænkte på var glæden ved hende. Og at hun havde det godt! Jeg anede ikke hvor lang tid vi stod midt i stuen og kyssede, men det føltes i hvertfald kun som 2 sekunder. Selvom jeg havde set hende for nogle dage siden, så havde jeg stadigvæk savnet hende. Og hendes kys. Vi satte os i bilen og hun kiggede på mig og der trillede langsomt nogle tårer ned ad kinderne. 

"Justin du har redet mit liv," sagde hun. Jeg kiggede trist på hende og spurgte så endelig:

"Hvad er der dog sket med dig?" 

Hun kiggede fortabt på mig og rystede på hovedet.

"Jeg kan ikke fortælle dig det," sagde hun og aede sig på armen. Hvorfor gjorde hun det?

"Valentina, jeg beder dig," tiggede jeg hende og kiggede hende dybt i øjnene. Hendes øjne lyste ikke op som de plejede. De så helt igennem ulykkelige ud, som om hun var på stoffer eller noget lignende. Tænk at sådan en smuk og vidunderlig skabning kan se så ulykkelig og ked af det ud?

"Valentina min skat," begyndte jeg, "du ved at du altid kan betro dig til mig," sagde jeg og holdte mine arme på hendes skuldre i håb om at hun ville sige det. Hun rystede og sukkede.

"Andrés .." begyndte hun, "han tog mig med til en fest," sagde hun og kiggede ned.

"Og hvad?!" sagde jeg højlydt. 

"Han sagde at vi skulle stikke af hjemmefra og tage til den der fest," sagde hun, og jeg kunne se at hun åbnede munden for at sige noget mere, men jeg afbrød.

"Valentina ..." sagde jeg chokeret. Nu begyndte hun for alvor at græde. 

"Justin, undskyld," sagde hun hulkende. Jeg rystede på hovedet.

"Er du klar over hvor bekymret vi alle har været?" spurgte jeg hende. Hun rystede hurtigt på hovedet.

"Justin. Der skete mere .." sagde hun"Andrés blev fuld og ..." så græd hun igen. Det lignede at hun ikke kunne få vejret,.

"Valentina ..." begyndte jeg og blev afbrudt af hende igen.

"... Han slog mig og prøvede på at ... få mit tøj af og ..."  hulkede hun. Jeg følte ikke en vrede. Jeg følte mig bare dolket i ryggen. Ikke af Valentina, men af Andrés. Ham som viste sig at være en god og flink ven. Men jeg var samtidig utrolig skuffet over Valentina.

"Valentina," sagde jeg trøstende for tredje gang, "glem det. For jeg er her nu, og jeg passer på dig. Og ham Andrés kommer ikke i nærheden af dig igen. Det lover jeg dig..." Jeg tog hende ind til mig og trøstede hende. Hun var virkelig ked af det. Hun viste mig hvor det gjorde ondt.

"Jeg føler mig tryg ligeså snart jeg er ved dig. Det var derfor at jeg skrev til dig," sagde hun snøftende. Vi kom hjem til hende og jeg ringede til min mor for at sige at jeg var hjemme ved Valentina. Vi gik med det samme i seng og fik snakket ud om det sidste og hun følte sig lettet. Og det samme gjorde jeg. Jeg faldt i søvn med hende i mine arme og jeg vågnede op med hende ved min side. Hvad mere kunne jeg forlange.

Det var sådan det hele var gået til. Jeg vidste ikke længere hvad jeg selv følte. Dolket i ryggen? Ked af det? Vred? Skuffet? Jeg ved det ikke .. Men ligenu vil jeg lægge det til side. Valentina fortjener ikke at jeg skal være sur på hende og det fortjener jeg heller ikke at være. Jeg orkede ikke flere diskutioner, og jeg længtes bare efter hvordan det hele var. Før Andrés kom og ødelagde ... Valentina ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...