One Direction. One way

Rachel er en 16 år pige der bor i London på et børnehjem. Hun har boet der hele sit liv og hver dag er den samme. Men hvad sker der når dagen lige pludselig bliver anderledes. Hvad sker der når der kun er en vej at gå. Når man ikke kan gå tilbage igen. Når man ikke kan styre sine følelser og når man bliver forelsket i den forkerte. Når ingen vil accepetere ens kærlighed. Når man godt selv ved det er forkert? Det finder Rachel ihvertfald ud af når hun forelsker sig i den 4 år ældre Louis Tomlinson.

70Likes
121Kommentarer
13127Visninger
AA

10. Kapitel 9

"Jeg har hvad?" Spurgte jeg med en tårer trillende ned af kinden. "Jeg er virkelig ked af det Rachel." Sagde lægen og lagde hånden på mit skød. "Nej. Det kan du ikke mene. Jeg kan ikke have kræft!" Udbrød jeg. "Jeg er virkelig ked af det." Sagde han igen. Jeg kiggede forvirret rundt i værelset. "Når du siger at du er ked af det er det så fordi at der ikke er noget vi kan gøre?" Spurgte jeg. Han kiggede på mig. Han lignede en der havde prøvet at undgå det her spørgsmål. "Det er forsent til at vi kan nå at redde det." Sagde han. Flere tårer løb om kap ned af mine kinder. Et kapløb om at komme først væk fra mig. "Det er forsent?" Spurgte jeg. Det var næsten en hvisken. Jeg kunne ikke få mig selv til at snakke højere. Jeg kunne ikke få ordene ind og sidde fast. Tanken om at jeg ville dø gjorde alt for ondt. "Jeg ved ikke hvad der er sket, men du har haft det længe. Symptomer kom bare sent. Jeg ved ikke hvorfor lægen ikke lagde mærke til det tidligere i dag, men vi gør alt hvad vi kan for dig. Det er en sjælden slags kræft, men vi gør vores bedste." Sagde han. Ordene passerede bare forbi mig. Der var kun et spørgsmål der fór gennem mit hoved. "Hvor lang tid har jeg tilbage?" Spurgte jeg og jeg kunne se på ham at det var endnu et spørgsmål han ikke ville svare på. Jeg kiggede spørgende på ham. "Højst 3 måneder." Sagde han. Jeg kiggede på ham som om at jeg ikke troede på det. Det her kunne ikke være rigtigt. Jeg kunne ikke kun have 3 måneder tilbage at leve i. Hvis jeg overhovedet havde 3 måneder. "Hør lad os lave en aftale. Du tager hjem nu også ringer jeg engang i næste uge. Hvis du får det dårligt eller noget som helst kommer i straks her hen okay." Sagde han. Jeg nikkede og gik over til Isabella, der trak mig ind i et kram. "Jeg er så ked af det Rach." Sagde hun. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Vi satte os ud i bilen og hun begyndte at køre langsomt tilbage til børnehjemmet. "Jeg vil gerne have at du selv fortæller alle de andre det her." Sagde Isabella uden at fjerne øjnene fra vejen. Jeg kiggede på hende. "Kan du godt det?" Fortsatte hun. Jeg tog mig sammen til endelig at sige noget til hende. "Ja." Sagde jeg og kiggede tilbage på vejen. "Godt. Jeg ved du får det svært med at sige det til Louis, men du..." Sagde hun. Mere nåede hun ikke før jeg afbrød hende. "Hvad? Hvorfor skulle jeg have svært ved at fortælle det til Louis?" Spurgte jeg og kiggede på hende. "Jeg ved at du godt kan lide ham og du skal ikke benægte det. Jeg har set hvordan du kigger på ham når du tror der ikke er nogle, der ser det." Sagde hun. Jeg kiggede måbende på hende. "Du har ret." Sagde jeg til sidst. "Vi er her nu." Sagde Isabella og steg ud af bilen. Jeg åbnede døren og gik ud. Jeg kunne høre at nogle kom løbende hen i mod mig. Jeg vendte mig hurtigt og så alle drengene. "Er du okay Rach?" Spurgte Niall og gav mig et kram. Jeg kiggede over på Isabella, der nikkede til mig. "Jeg har noget jeg skal fortælle jer." Sagde jeg. Alle kiggede nervøst på, selv Louis. "Kom med." Sagde jeg og gik indenfor. Jeg satte mig på sengen og kiggede på dem alle sammen. "Drenge." Begyndte jeg, men gik i stå. "Bare sig det. Vi lover at være stærke og ikke begynde at græde eller noget." Sagde Liam og kiggede mere nervøst på mig end nogensinde før. "Det tror jeg ikke i kan love." Mumlede jeg og kiggede ned i gulvet. "Drenge jeg har kræft." Sagde jeg uden at kigge på deres reaktion.

 

Louis' synsvinkel.

 

"Drenge jeg har kræft." Sagde Rachel uden så meget som at kigge på os. Jeg kunne mærke at jeg havde tårer i øjnene. Jeg bed mig selv hurtigt i læben. Jeg ville ikke miste hende. Ikke nu. Jeg kiggede over på Harry, der havde tårer i øjnene. "Du har hvad?" Spurgte Zayn efter lang tids stilhed. "Kræft i mavesækken." Sagde hun. "Men det kan reddes kan det ikke?" Spurgte Harry. Jeg kunne se at han var ked af det. Jeg kunne se at han heller ikke havde lyst til at miste hende. Hun var som en søster for dem. Jeg havde aldrig set hende som en søster. Jeg havde set hende som en jeg blev forelsket i allerede fra første gang jeg så hende. "Nej." Sagde hun og begyndte at græde. Jeg trak hende ind til mig og lagde armen omkring hende. "Hvad mener du med nej?" Spurgte Niall. "Det blev opdaget forsent. Symptomer kom alt for sent." Sagde hun og kiggede såret på ham. "Men hvis det ikke kan reddes. Hvor lang tid har du så tilbage?" Sagde jeg, selvom jeg ikke ville kende svaret. Hun kiggede på mig. Hun kiggede ikke normalt, men lettet på mig. Som om at hun var overrasket over at jeg spurgte hende om noget. "Højst 3 måneder." Sagde hun. Sætningen fløj gennem mit hovede. Højst 3 måneder. Det var der det slog klik for mig. Jeg vidste at jeg ikke kunne være forelsket i hende. Den sorg ved at miste hende ville bare være for stor for mig. Jeg kiggede på hende og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg kiggede på de andre, der også sad og græd. Jeg havde aller mest lyst til at tage hende i mine arme og fortælle hende at jeg elskede hende. Fortælle hende at hun var mit liv også kysse hende. Bare den ene gang. 3 måneder var ikke nok for mig. Jeg ville ikke kunne holde ud at være sammen med hende i kun 3 måneder. Måske mindre. Jeg havde lyst til at snakke med hende alene, men hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg fortælle hende at jeg var forelsket i hende, men ikke kunne få mig selv til at gøre noget ved det fordi at hun alligevel snart skulle dø. Tankerne der flød gennem mit hoved var tanker jeg ikke var glad for. Det var tanker jeg helst ville undgå.

 

Rachels synsvinkel.

 

Jeg lå længe og bare lå i Louis' arme. Der var ingen der sagde noget. Der var ingen der turde sige noget. Jeg kiggede på Louis, der græd. Jeg fjernede en af tårerne med min tommelfinger og han smilede til mig, men vi sagde stadig ingenting til hinanden. Jeg kunne se at han ikke ville have at jeg døede. Også selvom han havde været kold overfor mig tidligere. Jeg havde allermest lyst til at leve resten af mit liv i hans arme. Men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham at jeg var forelsket i ham og så dø lidt efter. Og hvis han slet ikke havde det på samme måde. Jeg vidste at han ikke havde det på samme måde. Jeg kunne se på ham at han bare betragtede mig som en ven. Og hvis vi endelig kom sammen ville der ikke være nogen der ville acceptere vores kærlighed. Når jeg selv godt ved det er forkert hvad mon så alle andre tænker. Jeg lagde mit hoved på hans bryst og han kyssede mig i håret. Jeg blev både overrasket, men også lettet. Men jeg vidste at det ikke betød noget. Jeg vidste at vi aldrig ville blive andet end bare venner. Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn i hans arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...