Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4602Visninger
AA

12. En ud af mange

Mens viseværten tumlede rundt efter kaffe, kunne jeg ikke undgå at fornemme, at han virkede skadefro. Det passede ham tydeligvis ganske fint, at jeg alligevel var kommet tilbage, på trods af min ophidselse, sidst jeg havde besøgt ham. Selv var jeg faktisk også skuffet, over at måtte bide i det sure æble, og tage tilbage til den gamle idiot. Men han var den eneste, der kunne give mig en smule indsigt, i hvad der egentligt foregik. Da han endeligt satte sig ned, kiggede han på mig, med et fedtet smil. ”Hvad vil du vide?” Spurgte han. Han nød helt klart den magt, det pludseligt gav ham, at jeg havde brug for hans hjælp. Dømmende ud fra hans fedtede lejlighed, var det ikke ofte, at nogle havde brug for ham længere. Der hang ingen billeder af børn fremme, og der var heller ingen vielsesring på hans fingre. Han var sikkert alene, tænkte jeg.

”Fortæl mig, hvad du ved” sagde jeg, i et forsøg på at forholde mig rimelig rolig. Der var ingen grund til, at give ham den tilfredsstillelse af, at jeg faktisk var hylet lidt ud af den. Han kiggede op, og rømmede sig let. ”Ser du..” Begyndte han. ”Jeg har jo ikke altid været visevært her. Men for 15 år siden, fik jeg tilbudt jobbet sådan fra den ene dag til den anden. Jeg rodede rundt med lidt spillegæld, forstå du. Intet seriøst. Men jeg tog stadig jobbet, da den her lejligheden jo fulgte med.” Han kiggede lidt rundt, og virkede en smule, som om han havde tabt tråden. ”Så du tog jobbet?” Sagde jeg, for at hjælpe ham lidt på vej. Han kiggede hurtigt op igen, og fortsatte så, hvor han slap.

”Ja, jeg tog det. Rygtet blandt de andre viseværter i opgangene omkring, lød på, at han var blevet skør. Simpelthen splitter ravende gal. I løbet af hans tid, havde flere unge mænd, begået selvmord. Alle sammen efter kort tid her i byen. Efter en del år, kunne han ikke holde til presset længere. Så han stak af, den kujon. Og efterlod job og alting, bare sådan uden videre. Fik sig en lejlighed, på den anden side af broen, tror jeg.” Jeg kiggede på ham. ”Over broen? Altså New Jersey?” Han nikkede kort, og rystede så på hovedet. ”Ja. Men det er jo bare gamle rygter. Dem er der sjældent hold i”

Jeg tog spontant en kuglepind op af skjorten, så jeg havde efter arbejdet. ”New Jersey” skrev jeg på min håndryg. Viseværten tog en slurk kaffe, og sank det hårdt. ”Kort tid efter jeg blev ansat her, mødte jeg en ung mand. Jeremy. Han var netop flyttet ind i selv samme lejlighed, som du bor i nu. Han havde mødt den her unge, smukke pige, som boede i lejligheden, der lå anden dør til venstre, fra hvor han boede. Han havde truffet hende i den biograf, hvor han havde fået arbejde. Men efter en hed nat med hende, forsvandt hun. Hun var ikke at finde i lejligheden, og den stakkels unge mand var fortvivlet. Han kom herned, og da jeg fortalte ham, at der aldrig havde boet nogen Geraldine i den lejlighed, gik han helt fra snøvsen.”

Jeg kiggede undrende på ham. ”Fra snøvsen?” Han nikkede, som om det gav sig selv. ”Ja, han blev tosset. Begyndte at se hende alle steder, troede sågar, han havde set hende nedenunder flere gange. Til sidst skød han sig selv nede i gyden.” Det løb mig koldt ned ad ryggen. Med rystende hånd greb jeg fat om kaffekoppen, som jeg knugede hårdt til mig. ”Skød han sig selv?” Viseværten nikkede. Selvom han hid ad til havde virket hård, kunne jeg nu fornemme, at den fortælling havde rystet ham. ”Jeg rystede episoden af mig kort tid efter.” Fortsatte han. ”Fyren var jo syg, det var klart for enhver. Kort tid efter, flyttede en ny ung mand ind. Han nåede kun at bo her i 4 uger, før han blev fundet myrdet i en skov i SoHo. Mordet blev aldrig opklaret, men på hans skrivebord fandt mand en seddel, hvor der stod noget i stil med – Du ved, hvor du kan finde mig. Kys Geraldine.”

Jeg var nu alvorligt bange for, at jeg ville dø af skræk. Det hele kom væltende indover mig, som jeg blev ramt af noget hårdt. Hvad fanden havde jeg fået mig rodet ud i? ”Der er mange andre historier som den.” Sagde viseværten, hvorefter han kiggede på sit ur. ”Men klokken er mange. Jeg må hellere gå til køjs.” Jeg nikkede forstående. Jeg var ærligtalt heller ikke sikker på, at jeg kunne klare flere historier som den. Jeg tog min jakke, og takkede for snakken. Men inden jeg gik ud af døren, vendte jeg mig om mod ham. ”Den gamle visevært, ham der bor i New Jersey.. Har du tilfældigvis et navn på ham?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...