Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4678Visninger
AA

3. En ny by, en ny start

Da jeg trådte ud af bagdøren, var det til en mild sommerbrise. Min mor havde ellers fortalt mig, at vejret i New York var uforudsigeligt og decideret dårligt. Men de første par dage havde vejret faktisk været med mig. Jeg fortsatte hen forbi skraldespandende, og endte ude på gaden. Da jeg sad hjemme i St. Paul og kiggede lejligheder, var jeg lykkelig, da jeg endelig fandt en, der både havde en rimelig størrelse, og som ikke var alt for dyr. Faktisk var prisen rigtig rimelig. Og det var først, da jeg så den første gang, efter at have takket ja, at jeg forstod hvorfor. Min lejlighed var nemlig placeret ovenpå en indisk restaurant, hvilket gør, at min opgang har en liflig duft af karry, og at der ofte er larm, når de har lejet deres lokaler ud til kæmpestore, indiske bryllupper, hvor de danser på stolene i flere dage i træk. Men det gjorde mig egentlig ikke så meget. Jeg befandt mig trods alt stadig i byen over alle byer – New York!

Som jeg gik hen af gaden, blev det hurtigt klart for mig, at jeg umuligt ville kunne finde rundt, sådan lidt med det samme. Gaderne lignede alle sammen hinanden, og størstedelen af dem hed et forvirrende navn med et tal i. Der var mennesker over alt, alle sammen gående. Jeg vandrede forvirret rundt i et par minutter, indtil jeg gav op. Jeg gik i stedet ud på vejen, og rakte armen ud, for at få fat på en taxa. Netop som jeg så en nærme sig, vinkede jeg ivrigt med armene. Men til min forbløffelse, kørte den videre, uden at tage mig med. ”Hvad fanden?” Råbte jeg irriteret. Jeg hørte et let fnys bag mig. Jeg vendte mig om, og fik øje på en mand midt i 40’erne. ”Hvad?” Spurgte jeg halvirriteret. Godt nok havde jeg hørt, at New Yorkere pr. definition kunne være flabede og kyniske, men ligefrem at fnyse af fremmede mennesker på gaden.. ”Det var aldrig sket hjemme i St. Paul” tænkte jeg for mig selv.

Efter et par forsøg, var der endelig en taxa der stoppede foran mig. Jeg skyndte mig at sætte mig ind, før der var nogle der stjal den fra mig. ”Café Cross, tak.” Sagde jeg. Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke havde givet nogen adresse. ”Øh, det ligger mellem 55.. Nej vent, 52 og..” Taxachaufføren kiggede irriteret på mig. ”Jeg ved godt, hvor Cross ligger hende.” Og uden et ord, satte han så i gang, gennem den travle myldre trafik. Det tog ham ikke mere end 15 minutter, før vi holdte ude foran en lille, hyggelig café med ordene ”Café Cross” hængende med store, skæve bogstaver foran. ”Tak.” Sagde jeg, idet jeg lagde pengene på sædet ved siden af ham, og stod ud. Jeg kiggede stolt på caféen – min nye arbejdsplads.

Café Cross var en meget moderne, og meget populær Café, som lå lidt ude for bymidten – tæt på mange af de gode forretninger, åbenbart. Caféen var en hip sammensmeltning af forskellige kulture. F.eks. solgte de både tyrkisk kaffe, indiske blends og irsk kaffe med whisky.  Hen over sommeren var det åbenbart blevet så stort et hit, at de havde købt lokalerne bagved, for at kunne udvide. Det havde resulteret i, at de måtte hyre mere personale, hvilket var kommet til min fordel. Ejeren havde været så stresset, da jeg snakkede med ham i telefonen, at han dårligt havde stillet mig nogle spørgsmål. Han sagde bare, at mit CV, som jeg i forvejen havde mailet ham, så ganske fint ud, og at det lød fint, at jeg var fra Texas. Den stakkels mand var så fortravlet, at jeg ikke engang gad forklare ham, at St. Paul ligger i Minnesota. Jeg havde bare takket ham for muligheden, og skovlet jobbet til mig.

Jeg blev stående et minut eller to, inden jeg gik ind. Selvom jeg var stolt af, at jeg allerede havde fået et arbejde, var det alligevel et nederlag. De fleste jeg havde gået på college med, vidste hvad de ville med deres liv. De havde allerede alle sammen søgt ind på jurastudier, medicinstudier eller kunstakademier. Men jeg, som ikke havde andre ambitioner, end at flytte til New York, måtte nu finde mig i, at være et af de mennesker, der gennemtænke mit karrierevalg lidt endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...