Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4693Visninger
AA

19. Det sidste skrig

Jeg havde den vildeste paranoia, hele vejen hjem fra arkivet. Sveden piblede af mig, og mit hjerte slog dobbeltslag. Det var først da jeg tog i døren til opgangen, at jeg endelig begyndte at føle mig sikker igen. Det var egentlig underligt, at jeg kunne blive ramt af sådan en behagelig følelse. Det var jo trods alt i netop den opgang, hvor jeg havde oplevet nogle surrealistiske ting. Det var i den opgang, jeg havde været sammen med en ånd. En ånd. Eller var det et genfærd? Jeg var ikke sikker, men lige i det øjeblik, hvor jeg trådte indenfor døren, i min dejlige, billige, karry-lugtene opgang, var alt egentlig okay. For jeg var hjemme.

Desværre varede følelsen af hjemlighed ikke længe. Faktisk varede den kun fra trappeopgangen, til jeg nåede hen til min dør. Lige netop foran døren, blev jeg mødt af en uforklarlig kulde. Det var kun lige omkring dørmåtten. Faktisk var det næsten som at gå ind i en form for felt. En slags usynlig fryser, lige foran min dør. Rynkende på næsen åbnede jeg min dør, kun for at få det største chok, jeg nogensinde har fået.

Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle se hende igen. Men alligevel stod hun der, i al sin pragt, med hendes isblå øjne fastlåst på mit blege ansigt. Jeg var stiv af skræk. Jeg turde ikke engang skrige. Jeg vidste godt, jeg burde sige noget, men jeg vidste på ingen måde, hvor jeg skulle begynde. Hvad skulle jeg kalde hende? Hed hun Geraldine eller Caroline? Var hun fiktion eller var hun virkelighed? Tankerne bankede igennem min hjerne med sådan en kraft, at jeg dårligt kunne følge med. Og inden jeg kunne nå at reagere, tog hun et skridt tættere på mig.

”Hvorfor elsker du mig ikke mere?” Hendes stemme hvislede gennem lokalet. Ordene ramte mig som en snebold. ”Caroline..” Begyndte jeg, men min stemme svigtede mig hurtigt. Jeg ville gerne flygte, men jeg kunne ikke flytte mine fødder. De var fuldstændig fastlåst til gulvet, som hvis de var blevet sømmet fast. ”Elsker du mig, Josh?” spurgte hun, mens hun langsomt kom tættere og tættere på. ”GÅ VÆK!” Skreg jeg. Jeg troede, det ville lyde som en hvisken, men pludselig var min stemme mere kraftig. Jeg følte mig lidt stærkere, selvom jeg godt var klar over, at det måtte være ren indbildning. Selvfølgelig var jeg ikke stærkere end hende. Hun fandtes jo ikke engang. Hun kunne umuligt være svag.

”Er du bange for mig, elskling?” grinede hun let. Hendes stemme lød ikke hånlig, men snarere drillende. Et kort sekund virkede hun som gode, gamle Geraldine. Men idet hun rakte sine hænder ud mod mig, kom jeg igen til mig selv. Jeg flygtede forvildet over i den anden ende af lejligheden. ”Skrid ud! Skrid for helvede ud!” Råbte jeg gennemtrængende. Hun grinte blot, denne gang endnu højere. ”Jeg er ikke bange for dig, Josh. Du er bare en lille mand. En lille svag mand, der ligeså godt kan dø”

Det var først da hun sagde de ord, at jeg opdagede kniven i hendes hånd. Hun fór mod mit ansigt, mens hun fik væltet mig bagover. Jeg skulle lige til at skrige, da jeg indså, at jeg kun havde ét våben tilbage. Kun én chance for at slippe væk. ”Ja, Caroline, jeg er kun en lille, svag mand. Præcis som du var en lille, svag pige, da du blev slået ihjel!” Hun stoppede pludselig op, og stirrede nærmest igennem mig. ”Du var kun en lille, svag pige, da du blev voldtaget. Da du måtte overgive dig. Du var svagere, for du gav op!!”

Jeg nåede lige at føle mig sikker. Jeg nåede lige en hurtig følelse af, at alting nok skulle blive okay. Så snart jeg fik den psykopat ud af mit liv, ville alting vende tilbage til normalen. Jeg ville kunne tage på arbejde, jeg ville kunne få venner og måske en kæreste, jeg ville kunne besøge familie og jeg ville kunne slappe af. Alting skulle nok blive helt okay igen, så snart hun kom ud af mit liv. Det var de tanker, jeg nåede at få, inden jeg pludselig kiggede op, og så kniven for mit ansigt. Jeg hørte mig selv skrige, med en gennemtrængende klang. Derefter, var alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...