Anden dør til venstre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2011
  • Opdateret: 26 mar. 2012
  • Status: Færdig
Da Josh Walker flytter fra de fredelige gader i Minnesota, er det med tanken om, at det nye liv i New York, bliver et fantastisk, nyt eventyr. Han har allerede fået arbejde på en hip, ny café, og en lille lejlighed i et trendy kvarter. Og da han efter blot en uge i Byen møder den unge og smukke Geraldine, syntes alle hans forventninger allerede at være indfriet. Men lige som alting flasker sig, begynder nogle mystiske hændelser at forekomme. Alle mener at han må være rablende gal, og Josh må kæmpe hårdere end nogensinde, for at holde hovedet koldt.

18Likes
77Kommentarer
4611Visninger
AA

6. Anden dør til venstre

Der var noget nærmest fortryllende over Geraldine, som hun hurtigt fik præsenteret sig som. Hendes stemme var helt lys og flydende, og de ord hun sagde, var langt mere intelligente, end hvad jeg var vant til. Måske fordi han de piger jeg kendte fra Saint Paul, var vokset op i et lidt mere bondeagtigt miljø. Jeg mener, der var jo ikke nogen hjemme på landet, som gik helt vildt meget op i kultur eller kunst. Men i New York, var man nærmest en idiot, hvis ikke man kendte til Van Gogh og Picasso. ”Men for at gøre en lang historie kort, så endte jeg altså her, da min mor måtte flytte. Og ironisk nok endte hendes mand med at flytte til Chicago.” Hun kom med let grin, som slutningen på den historie, hun lige havde fortalte mig. Jeg havde dårligt hørt efter. Det var ikke for at være uhøfligt, men hendes ansigt gjorde det svært for mig, at fokusere. Hun var for smuk til, at jeg rigtigt kunne høre efter, selvom hendes historier både lød kloge og morsomme.

Før jeg havde set mig om, havde vi siddet og snakket i flere timer. Jeg havde ikke engang opdaget, at tiden var gået. Det var bare ligesom sket, mens jeg stirrede ind i hendes øjne. Men pludselig begyndte personalet på restauranten at sætte stolene op på bordene, og det gik op for mig, at vi blev nødt til at gå. ”Bor du her i nærheden?” Spurgte jeg. Hun nikkede, med et listigt smil. ”Faktisk så tæt på, som man kan komme.” Jeg rynkede næsen, og kiggede overrasket på hende. ”Hvad mener du?” Det hang ikke rigtigt sammen. For jeg måtte jo faktisk være den af os, der boede tættest på, lige meget hvor hun så end boede. Med mindre hun selvfølgelig sov ude blandt karryen, men det havde jeg nu svært ved at tro på. ”Skal vi gå hjem til dig?” Spurgte hun pludseligt. Jeg kiggede nu endnu mere forbløffet på hende. Dét måtte helt sikkert have noget med New York at gøre, at hun var så ligefrem. For aldrig havde jeg mødt en pige, der bare sådan tilbød, at tage med mig hjem. Ikke engang de billige piger fra mit college, havde været sådan.

Mens vi gik op af trapperne, smilede hun stort til mig. Hun så så hjemvant ud, da vi drejede op ad trappen, og gik hen mod min lejlighed. Jeg pegede på døren, selvom mit navn stod uden på. Helt dum og forfjamsket, fik jeg fremstammet: ”Her bor jeg så.” Hun smilede bare. ”Det havde jeg næsten gættet.” På en eller anden måde, fik jeg låst døren op. Jeg kan i hvert fald ikke have brugt mine hænder, da jeg rystede som bare pokker. Geraldine gik ind i lejligheden, og så sig hurtigt omkring. Mens jeg måbende fik smidt min jakke hen over en stoleryg, gik hun roligt rundt og løftede på ting, og kiggede på mine mange, rodede flyttekasser. ”Ja, jeg er jo lige flyttet ind..” Undskyldte jeg grinende. Hun nikkede bare. ”Det kender jeg godt. Det tager lang tid sådan rigtigt at falde på plads.” Jeg nikkede. ”Men indtil videre ser her da hyggeligt ud.” Sagde hun. Jeg gav hende ret, inden der igen blev lidt stille.

Det kom så pludseligt, at jeg næsten ikke lagde mærke til det. Men pludseligt, var hun kommer helt hen til mig. Hun stod lige foran mig, og smilede stort. Og inden jeg kunne nå at reagere, lod hun sine bløde læber ramme mine. Jeg stivnede helt. Det var ikke fordi, jeg ikke ville det. For gu’ fanden ville jeg det! Men det kom alligevel bag på mig. Hendes mund nærmest angreb min, i voldsomme kys, men alligevel med et følsomt strejf. Det hele virkede for godt til at være sandt.

Pludseligt trak hun sig væk fra mig, med et drillende smil. ”Jeg må hellere se, at komme hjem.” Sagde hun. Jeg nikkede bare. Hvad skulle jeg ellers sige? ”Skal jeg følge dig hjem?” Spurgte jeg. Hun grinede pludseligt højt. ”Det behøver du skam ikke. Jeg kan vejen udenad.” Jeg kiggede mærkeligt på hende. Hvad i al verden snakkede hun om? ”Hvad mener du? Hvor bor du?” Hun tog sin jakke, over armen, og begyndte at gå hen mod døren. ”Vi ses snart.” Sagde hun. ”Gør vi?” Spurgte jeg. Hun nikkede og smilede stort. Og lige inden hun gik uden af døren, hviskede hun. ”Og hvis du bliver ensom, så skal du bare hen af gangen, og så er det anden dør til venstre.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...