Det Hele Begynder Med Et Tetris-Spil...

Isabella er en normal teenager, der går på gymnasiet. Hun er ikke den mest populære pige på skolen, men da hun dag begynder at blive stalket af en person, der går under navnet Justin D.B. på Facebook efter et Tetris-spil forandres alting i hendes liv...

1310Likes
928Kommentarer
163292Visninger
AA

12. Justins synsvinkel

Det var ved at blive aften, og Chaz, Ryan og jeg havde besluttet os for at tage hjemad. Vi var faktisk lige kørt af sted.

”Skal vi ringe til Isabella, når vi kommer hjem?” spurgte Chaz en smule ivrigt. Jeg så kort hen på ham og så tilbage på forruden.

”Hvorfor?” sagde jeg, med et drillende smil på læben. Han trak på skuldrende.

”Hun var da sød,” konstaterede han. Der var jeg nødt til at nikke. Hun var en ret søde pige, ja. Hun virkede som en pige, der tænkte på alle andre end sig selv. Og så kunne jeg godt lide, at hun var så genert. Det var sødt.

”Og pæn,” afsluttede Ryan Chaz' sætning. Jeg grinede lidt.

”Hmm, også det..” mumlede Chaz. Hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne jeg godt høre på Chaz, at han meget gerne ville se hende igen. Som om, at han gerne ville ha' et venskab til at udvikle sig. Men han havde jo bare først lige mødt hende..?

”Tror i, at hun syntes om os?” spurgte Ryan. Jeg så på ham i bakspejlet.

”Ja, det virkede da sådan. Ellers havde hun nok heller ikke givet mig sit nummer,” svarede jeg og så lidt hen på Chaz. Han rystede på hovedet.

”Nej, det har du nok ret i,” sagde Ryan til mig.

Vi kom hjem og smuttede indenfor, hvor mor var i fuld gang med at lave mad.

”Hej, drenge,” sagde hun ude fra køkkenet af. Vi gik alle ud til hende.

”Hej,” smilede jeg og indåndede en duft at mad. Chaz og Ryan sagde også hej og så på mig.

”Mmm, her dufter godt,” fastslog jeg.

”Hvordan var basketstævnet?” spurgte mor og smilede til os alle.

”Fint,” konstaterede Ryan. Jeg erklærede mig enig ved at nikke, det samme gjorde Chaz. Nu var det ikke helt fordi, at jeg så så meget af stævnet. Det var nu mere Isabella, der havde holdt mig beskæftiget. Jeg var ret sikker på, at der var ved at blomstre et venskab op mellem os, og det var jeg egentlig også vældig tilfreds med.

”Skal vi ikke gå ovenpå?” spurgte jeg drengene, der nikkede som svar.

”Der er mad om en halv time,” sagde mor, da vi forlod køkkenet og fandt vejen ovenpå. Vi smuttede ind på mit værelse, og jeg smed mig i min bløde dobbeltseng, der så dejlig ud. Jeg sukkede tilfredst og fiskede min iPhone op ad lommen og så, at Selena havde skrevet til mig. Havde jeg ikke sagt, at hun skulle give mig et pusterum? To gange endda?

”Har Selena skrevet?” lød det fra Chaz. Jeg så på ham og nikkede. Enten var han god til at aflæse ansigtsudtryk eller også, så jeg virkelig irriteret ud. Jeg gik ind i beskeden.

#Justin, du får to dage til at tænke. Jeg gider dig ikke, hvis du bare vil have en pause fra mig.#

Jeg fnøs hånligt.

Som om hun ville lade mig være. Ærlig talt orkede jeg ikke at tænke på hende. Jeg gik ud fra sms'en og gik ind i numre.

”Skal vi ringe?” spurgte jeg Chaz og Ryan, der sad og snakkede. De vendte opmærksomheden mod mig og nikkede. Chaz satte sig hen i min seng til mig, og lidt efter kom Ryan også. Jeg trykkede på Isabellas nummer og ringede op, dernæst satte jeg iPhonen højtaler.

”Det er Austin,” lød der i telefonen. Jeg sendte Chaz et panisk blik, hvilket han gengældte.

”Er Isabella der?” forsøgte jeg og var i et kort øjeblik bange for, at jeg havde fået forkert nummer.

”To sekunder.”

En lettet følelse røg igennem mig.

”Isa!” blev der råbt i telefonen.

”Hvad?!”

En velkendt stemme råbte opgivende, da hendes bror kaldte på hende. Det fik et smil til at samle sig på mine læber.

”Kom og tag din telefon,” kunne man svagt høre.

”Hvorfor, Austin?” kom det som svar. Jeg begyndte at fnise lidt. Det lød som om, at de var ved at skændes.

”Fordi, der er en dreng, der vil snakke med dig.”

Austin lagde et ordentligt tryk på 'dreng'. Der var ikke noget svar fra Isabella, men i stedet for kunne jeg høre trin på trapper.

”Her,” lød det fra drengen. Jeg gættede på, at han gav telefonen til Isabella.

”Hallo?” sagde en stemme tydeligt.

”Hej, Isabella,” svarede jeg smilende, selvom hun nu ikke lige kunne se det.

”Ehm, hej..”

Det var tydeligt at høre, at hun blev genert igen.

”Sød bror du har,” røg det ud af munden på mig. Hun fnes lidt.

”Jeg gætter på, at i kunne høre os?”  spurgte hun.

”Det har du helt ret i,” svarede jeg og så på Ryan, der bare sad og smilede.

”Great,” mumlede hun.

”Nå, men, ja, Chaz, Ryan og jeg tænkte på, om du skal noget...”

Jeg stoppede mig selv midt i sætningen. Vi havde jo ikke aftalt noget. Vi havde jo bare ringet op.

”Ja..?” sagde hun afventende.

”I morgen,” svarede Chaz for mig.

”Hej, Chaz,” lød hendes stemme, som der var et smil i.

Jeg så på Chaz. Et bredt smil samlede sig på hans læber. Jeg gætter på, at han var glad for, at hun kunne høre, at det var ham.

”Men, jeg skal i skole i morgen...” mumlede hun nedtrykt. Jeg forstod hende godt. Hvis hun hadede sin skole, var det da ikke særlig fedt at skulle være der.

”Pjæk,” sagde Ryan bare, som om konsekvenserne var fuldstændig lige meget.

”Hvad?” spurgte hun en smule skeptisk.

”Pjæk,” gentog han.

”Det kan jeg da ikke. Jeg får fravær, og det er strengt forbudt!”

På det område lød hun faktisk en smule hård, hvilket jeg blev lidt overrasket over. Gemte der sig en ninja inde i hende, eller hvad?

”Okay, undskyld,” svarede Ryan, som om han blev lidt bange for hende. Jeg fnes lidt. Det var sjovt at se ham sådan.

”Hvad tid har du fri?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Klokken halv to,” svarede hun roligt. Jeg nikkede lidt. Vi kunne jo være sammen bagefter.

”Hvad så, hvis vi henter dig på din skole? Så kan vi tage hjem til mig eller dig?” forslog jeg. Der blev stille i røret, jeg gætter på, at hun tænkte.

”Det kan vi godt.”

”Men i skal ikke komme og hente mig,” tilføjede hun hurtigt. Jeg rynkede øjenbrynene.

”Hvorfor ikke?” spurgte Chaz undrende.

”Omg, det er Justin Bieber!”

Isabella lavede en skrigestemme, som om hun var en fan.

”Ellers kan Chaz eller Ryan da bare komme?” spurgte jeg og så det som en mulighed for, at Chaz måske kunne komme lidt tættere på hende

. ”Tja.. De må i om. Jeg har i hvert fald fri halv to,” svarede hun. Jeg så op på Chaz, der bare smilede stort til mig.

”Okay, så kommer en af dem. Og så tager i hjem til mig, okay?”

Mig og mine spørgsmål. Jeg skulle bare være sikker på det hele.

”Aftale. Men jeg er altså nødt til at smutte, jeg laver mad...” svarede hun sukkende. Jeg grinede lidt.

”Okay. Så ses vi.”

”Ses i morgen,” indskød Chaz.

”Jeps,” sagde Ryan hurtigt.

”Okay. Farvel.

” Der lød en dut-tone i røret – hun havde lagt på mig.

”Nå..” sagde jeg og lagde min iPhone fra mig. Jeg så op på Chaz.

”Tak,” smilede han. Jeg nikkede og smilede igen.

”Årh, jeg dør,” mumlede Ryan, så både Chaz og Ryan så hen på ham. Han havde taget hele min seng og bare splattet sig ud. Standard.

”Flyyyyt diiiig!” sagde jeg og skubbede ham væk. Faktisk skubbede jeg ham ned ad sengen. Jeg begyndte at grine, det samme med Chaz. Ryan stik hovedet op og så surt på mig, for sjov selvfølgelig.

”Meget morsomt,” sagde han ironisk. Jeg nikkede og smilede til ham.

Det bankede på døren, og vi kiggede alle tre derhen. Min mor stak hovedet smilende ind ad døren.

”Der er mad.”

Og så gik turen så nedenunder. Vi satte os til bords og begyndte at spise, imens vi sad og talte lystigt. Det var hyggeligt. Det var noget af det, jeg savnede allermest ved at være kendt. Jeg savnede mine venner og familie, der boede i Canada. Derfor skulle jeg også bare nyde tiden, hvor Chaz og Ryan var her så meget så muligt! Desværre skulle de allerede hjem på torsdag.

Da vi havde spist og hjulpet med at rydde af bordet, gik vi så ovenpå igen og satte os lidt til at snakke om dagen.

”Ikke for noget, men tror i, at Isabella er.. ja, sådan populær og noget i skolen?” spurgte Ryan.

Ja, vi var drejet ind på emnet: Isabella. Nu skulle hun diskuteres. Sådan var det altid, når vi mødte interessante mennesker.

Jeg svarede ikke. Jeg kendte jo godt svaret, men jeg havde lovet, at jeg ikke ville sige noget. Derfor nøjedes jeg med at trække på skulderende.

”Det ved jeg ikke.. Hvorfor?” svarede Chaz. Ryan tænkte lidt.

”Jeg syntes bare, at hun virker meget.. usikker og.. ja. Men det er vel nok bare mig,” sagde han og smilede kort.

Nej, det er ikke bare dig. Men jeg sagde ikke noget. Selvom jeg ikke kendte Isabella særlig godt, vidste jeg, at det ville såre hende, hvis hun fandt ud af, at jeg havde sagt det.

”Skal vi ikke se en film?” spurgte Chaz. Jeg så på ham.

”Det kan vi da godt,” svarede jeg.

”Jeps.”

Vi rejste os og gik hen til min skuffe med dvd'er og begyndte at glugge dem igennem, indtil Ryan havde fundet Die Hard. Den gik vi alle tre med til at se. Det var nu heller ikke en dårlig film, overhovedet. Faktisk var den rimelig god!

Vi gik ind på mit værelse, og jeg fik sat filmen på. Ryan og Chaz havde i mellemtiden sat sig til rette på min seng.

”Kommer om lidt,” sagde jeg og begyndte at gå nedenunder. Vi skulle da have lidt godter til filmen...

Lidt efter kom jeg op med en bakke, hvorpå der var popcorn og lidt slik. Og så stod der tre kopper og lå en halvanden liters cola. Bare så vi havde. Jeg smuttede ind på værelset og satte bakken på mit natbord. Så satte jeg mig ned ved siden af Ryan, der sad i midten. De havde idet mindste da starten filmen, imens jeg var væk.

Da filmen var godt og grundigt halvvejs, kedede jeg mig lidt. Altså, filmen var god nok, men jeg havde egentlig ikke lyst til at se film lige nu.

Jeg tog min iPhone op ad lommen og gik på Twitter. Så skrev jeg nogle tweets om Believe og takkede mine Beliebers for, at de altid var der for mig. Men så døde den interesse lidt.. Hvad skulle jeg nu? Nogle spændende mennesker at skrive med..?

Jeg gik ind i kontakter og gluggede dem lidt. Selvfølgelig holdte jeg på Isabellas navn.

Forsigtigt begyndte jeg at skrive en besked til hende.

#Hey! :-D#

Det varede ikke længe før, der var svar.

#Hvem er det?# stod der i sms'en. Jeg var ved at grine. Havde hun nu ikke gemt mit nummer?

#Justin, din klovn...#

Jeg smilede og sendte sms'en.

#Nååårh! Havde glemt at gemme dit nummer. Typisk mig :-)#

#Hehe. Hvad laver du?#

Et typisk igangsættende-samtale-spørgsmål.

#Keder mig... Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave :-(#

Jeg var faktisk lige ved at skrive, at hun kunne komme herhen, men der var to grunde til, at jeg lod være. Et, klokken var ved at være mange. To, det ville måske gå lidt for hurtigt. Jeg havde jo først lige mødt hende.

#Hmm.. Skriv med mig? :-)# forslog jeg.

#Det gør jeg jo i forvejen, smarte ;)# stod der i den næste sms, hun sendte. Nå, nå, nå.

#Du kan jo ellers spille noget Tetris. Det er du ligesom ret god til :-)#

Det var egentlig sjovt, at vi slet ikke havde snakket om det, da vi mødtes. Det var ligesom sådan, vi mødtes. Eller, det var jo egentlig Chaz' og Ryans skyld.

#Er nået rank 100. Gider ikke mere :D#

Nørd.

#Nå. Så se en film? (-:# skrev jeg så.

#Mm.. hvilken en?#

Jeg tænkte lidt.

#Altså, jeg ser Die Hard lige nu med Chaz og Ryan. Den er god :-)#

”Hvem skriver du med?” kunne jeg pludseligt høre. Jeg så på Ryan.

”Bare Isa,” svarede jeg kort. Jeg tror ikke rigtig, at han hørte det, for han nikkede bare og så på fjernsynet igen. Han plejede ellers altid at være vild over sådan noget.

#Uh, god idé! Hils dem lige en gang :-)#

Det måtte blive senere. Ellers vidste jeg godt, hvem der ville glo mig over skulderen, hver gang jeg sendte en sms.

#De hilser igen :-)#

Okay, jeg havde lige løjet. Flot Justin!

#:-)#

#Så.. må jeg stille dig et spørgsmål?# skrev jeg nysgerrigt.

#Ja?#

#Hvad synes du om, personligt? Du havde jo ikke regnet med, at jeg var mig#

Jeg sendte beskeden og ventede på svaret. Der gik bare lidt tid, før jeg fik det.

#Jeg kender dig ikke så godt. Men du er da.. flink. Eller hvad man nu kan sige :-)#

På en måde følte jeg mig en smule skuffet. Men ja, hun havde ret. Vi havde kun lige mødt hinanden. Hun anså mig garanteret stadigvæk som den irriterende dreng på Facebook.

#Du kender mig ikke så godt endnu ;)# skrev jeg bare.

#Og det betyder så?# stod der som et spørgsmål.

#At jeg gerne vil lære dig at kende :-)# svarede jeg bare.

#Mener du virkelig det?#

Det var som om, at det kom helt som en overraskelse fra hendes side af. Men jeg tror ikke helt, at hun var vant til, at folk ville lære hende at kende. Eller, det havde hun jo selv formået sig at skrive til mig..

#Ja, det gør jeg i hvert fald, Isa.#

Hov, var det overhovedet i orden, at jeg kalde hende det?

#Er det ok, jeg kalder dig Isa?# skrev jeg hurtigt efter den anden besked.

#Ja, selvfølgelig!#

Der kom slet ikke noget svar på den anden sms, men jeg tror bare, at hun skulle synke det hele lidt.

#Godt så :-)# Jeg sendte sms'en og gabede en enkelt gang. Min iPhone vibrerede igen, og jeg så ned på den.

#Nå, jeg smutter altså i seng nu. Godnat :-)#

Jeg smilede for mig selv.

#Nat, nat. Sov nu godt :-)# skrev jeg tilbage. Der kom ikke rigtig noget svar, men det generede mig nu heller ikke.

Hvad der gjorde mig lidt glad var, at Isa ikke så på mig, som om hun bare skulle i gang med at lære mig at kende. I stedet for var det hende, der bakkede lidt tilbage, og mig som skulle kæmpe. Det havde jeg nu heller ikke noget imod. Tværtimod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...