Det Hele Begynder Med Et Tetris-Spil...

Isabella er en normal teenager, der går på gymnasiet. Hun er ikke den mest populære pige på skolen, men da hun dag begynder at blive stalket af en person, der går under navnet Justin D.B. på Facebook efter et Tetris-spil forandres alting i hendes liv...

1310Likes
928Kommentarer
163288Visninger
AA

20. Isabellas synsvinkel

Vi stirrede begge skræmt på min mor, der stod med et vredt blik og lignede en der kunne springe i luften hvert øjeblik. Ingen af os sagde noget, jeg anede slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke nogen god undskyldning der kunne forklare, hvorfor køkkenet så ud som det gjorde.

"Kan I så få ryddet det op, og det skal være nu!" råbte hun strengt, og jeg blev en smule irriteret på hende. En ting var at hun råbte af mig - det kunne jeg godt leve med. Men at hun stod at skældte Justin ud synes jeg ikke var i orden. Men han så fuldstændig upåvirket ud, dog med undtagelse af hans øjne, der mest af alt mindede mig om en hundehvalp. Han nikkede lydigt af det min mor sagde, hvilket fik hende til at se undrende på ham, for derefter at gå.

Da hun var gået, vendte vi os om mod hinanden, og der gik ikke ret lang tid, før vi begge brød ud i dæmpet latter. Min irritation for min mor var forsvundet som dug fra solen, da jeg kiggede ham i øjnene. Og eftersom vores lille madkamp stadig stod klart i mit hoved, og det egentlig havde været ret underholdende, kunne jeg ikke gøre noget ved mit gode humør. Justin gjorde mig i godt humør.

"Nå, skal vi rydde lidt op?" spurgte han med et grin i stemmen, og jeg gjorde mig hurtigt enig ved at nikke. Jeg tog en klud fra vasken, og fjernede melet fra gulvet, mens Justin gjorde det samme på bordet, hvor der også var landet noget mel.

Da det hele var fjernet, blandede vi hurtigt resten af ingredienserne til kagen sammen, og satte den i ovnen. Jeg havde lidt en fornemmelse af at det kunne formidle min mor en smule, hvis hun også fik et stykke.

"Så skal den bare have en halv time," mumlede Justin med næsen begravet i kogebogen. Jeg nikkede fraværende mens jeg satte min telefon til at ringe om præcis 30 minutter.

"Hvad skal vi lave i mellemtiden?" spurgte jeg. Han så tænksom ud et øjeblik, men smilede så.

"Jeg kunne godt tænke mig at få det her æg ud af håret. Og måske vaske mit ansigt," grinede han. Jeg nikkede forstående og vinkede ham med mig. Vi gik igen ovenpå, og ind på det store badeværelse, hvor der var en bruser. Jeg fandt hurtigt et håndklæde som jeg rakte ham, og tog så bruseren ned, så den var lettere at styre.

"Kom her med hovedet, og buk dig ned," kommanderede jeg.

"Så bliver min trøje jo våd," surmulede han, og jeg grinte lidt af ham. Hans underlæbe stak lidt ud, og sammen med hans øjne, gav det et perfekt hundehvalpeansigt.

"Så tag den af, hvis ikke du tror jeg kan styre bruseren. Jeg er da ligeglad," svarede jeg kækt igen. Han trak lidt på skuldrene, som for at vise at han også var ligeglad, og trak så sin trøje over hovedet, så han blottede hele sin overkrop for mig. Han smed den på gulvet og gik foroverbøjet hen til mig.

Jeg tændte hurtigt for vandt, og sikrede mig lige at det var en behagelig temperatur, før jeg begyndte at skylle hans hår. Der lå en behagelig stilhed over os, mens jeg med mine fingre masserede noget af Austins shampoo ind i hans hår, for at være sikker på at det hele blev skyllet ud.

"Så!" udbrød jeg tilfreds, da hans hår var rent og duftede dejligt af shampoo. Jeg slukkede hurtigt for vandet, mens Justin begyndte at tørre håret i håndklædet. Mens han kæmpede med sit hår, gik jeg over til vasken, og skyllede mit ansigt. Eftersom Justin lige havde stået med hovedet under vand, var der ikke mere mel tilbage i hans ansigt.

"Sidder mit hår fint?" spurgte han efter lidt tid. Jeg kiggede hen på ham, og så at han forsøgte at få sit hår til at opføre sig ordenligt. I modsætning til normalt, hvor hans hår strittede, lå det nu lidt fladt ned. Men det så ikke dumt ud eller noget, så jeg nikkede bare med et lille smil, som han storslået gengældte.

Håndklædet røg i vasketøjskurven, og så forlod vi begge badeværelset. Duften af kage fyldt hele huset, og fik mine tænder til at løbe i vand. Men eftersom min telefon ikke havde sagt noget endnu, måtte det jo betyde at den endnu ikke var færdig. Så vi gik ind på mit værelse i stedet.

Jeg opdagede at min bog lå opslået i vindueskarmen, så jeg gik hen for at lægge et bogmærke i, og lukke den, men da jeg samlede den op, tog Justin fat i min hånd og holdt den stille.

"Hvad laver du?" spurgte jeg undrende. Han drejede min hånd, så han kunne se forsiden, og så forstod jeg.

"Jeg ville bare se hvad det var for en bog," svarede han med et smil, og slap min hånd igen. Med et smil på læben satte jeg bogen tilbage på bogreolen, der efterhånden var godt fyldt op med forskellige bøger. Jeg kunne godt lide at læse. Følelsen af at leve sig helt ind i et nyt univers, bare ved at læse en bog, det var fantastisk.

"Wow," lød det fra Justin. Jeg vendte mig forvirret om mod ham, og så at han stod og kiggede på min store bogsamling.

"Hvad er der?"

Han begyndte at smile, mens han gik tættere på reolen, og kiggede på alle bøgerne.

"Du har bare virkelig mange bøger," mumlede han betaget. Jeg nikkede enigt. Det skyldtes mest min mor. Hver gang jeg blev indlagt kom min mor altid med en stak nye bøger jeg kunne læse i. Så havde jeg i det mindste noget at tage mig til.

Stilheden blev brudt af en høj, ringlende lyd. Jeg tog en smule forskrækket min mobil op ad lommen, og fik alarmen til at stoppe.

"Kagen er færdig!" udbrød jeg glad. Han grinede lidt af mig.

"Jamen så lad os da gå ned og tage den ud af ovnen!" svarede han, og efterlignende mit begejstrede tonefald. Jeg sendte ham et drillende og udfordrende blik.

"Hvem kommer først?"

 

Kagen havde - som forudsagt - formildet min mor, så hun havde hurtigt glemt alt om episoden i køkkenet. Og da hun var gået - hun skulle arbejde - kom Austin så hjem i stedet. Ikke at det gjorde noget. Han kunne trods alt passe sig selv. Så sad Justin og jeg i stuen og så en film, til klokken blev seks.

Eftersom min mor ikke var hjemme, og det egentlig var mig der stod for aftensmaden, tilbød jeg ham at spise med. Og han takkede ja. Så vi stod i køkkenet, og selvom jeg havde sagt at han ikke behøvede at hjælpe med maden.. ja, så havde han insisteret.

Så for anden gang i dag forsøgte vi at lave mad. Denne gang var det bare uden madkampen. Hvilket nok var meget godt. Hvis vi da ville have noget at spise i dag, altså.

"Jeg tror kødsovsen er færdig nu," lød det fra Justin, der stod og rørte lidt rundt i gryden. Jeg nikkede anerkendende af ham.

"Det var godt. Så skal du bare hælde en tredjedel af det her henover," svarede jeg, og viste med hænderne hvad jeg mente. Han nikkede, og begyndte at øse noget af sovsen hen over lasagnepladerne.

"Oooog stop," mumlede jeg. Han gjorde som jeg sagde, og så lagde jeg hurtigt et nyt lag plader og hældte noget mere mornaysovs på. Endnu et lag kødsovs kom på, endnu et lag pasta og så til sidst et lag kødsovs mere.

"Så skal det bare ind i ovnen!"

"Skal der ikke ost på?" spurgte Justin forarget, og jeg grinede lidt af ham.

"Jo, men det gør vi ti minutter inden vi tager den ud. Ellers bliver det helt brændt," forklarede jeg. Han lavede et 'nåårh'-ansigt, og jeg fik med lidt besvær lasagnen ind i ovnen. Jeg satte ovnens ur til at fortælle os hvornår tiden var gået, og vendte mig så om mod Justin igen, der stod og betragtede mig. 

"Så hvad skal v-"

Han blev afbrudt af den velkendte, almindelige iPhone-ringetone, og fik hurtigt fat i sin mobil, og tog den op til øret.

"Hallo?"

Personen i den anden ende af røret råbte temmelig højt, så det var ikke så svært for mig at høre hvad personen - der var en pige - sagde. Ikke fordi jeg smuglyttede eller noget, selvfølgelig ikke.

"Justin, har du noget du gerne vil forklare?"

Han gik et par skridt væk fra mig, så stemmen i telefonen bare blev til en mumlen, og jeg ikke længere kunne høre hvad hun sagde.

"Ikke rigtig.. Hvad skulle det da være?" spurgte han i et let irriteret, men stadig roligt tonefald. Jeg valgte bevidst at kigge hen på fjernsynet, hvor et eller andet program kørte, og forsøgte at koncentrere mig om det. Det var bare lidt svært, og det gjorde det bestemt heller ikke lettere da jeg hørte mit eget navn blive nævnt.

"Isabella og jeg er venner. Men det kommer ikke rigtig dig ved længere, Selena," sagde han dæmpet, og med en snert af vrede i stemmen. Pigen, som jeg så havde fundet ud af var Selena, som i hans ex, skreg et eller andet, i et så højt tonefald, at hun garanteret smadrede alle sine ruder og glas.

"Nu stopper du altså! Det er slut mellem os to, så bland dig uden om mit liv!" råbte han tilbage, hvilket gav et sæt i mig, og jeg vendte forskrækket mit hoved hen mod ham, der stod med et rasende ansigtsudtryk, og knyttede hænder.

Han lagde på med en voldsom bevægelse, og stod så bare og gloede ud i luften, mens han stadig så rasende ud. Jeg trådte forsigtigt et skridt hen mod ham, og hans blik fangede hurtigt min bevægelse.

"Er du okay?" spurgte jeg stille. Han lukkede øjnene, og klemte om sin næseryg med sin tommel- og pegefinger, før han nikkede svagt.

"Det er bare Selena der ikke gider at blande sig uden om hvad jeg laver. Det irriterer mig lidt," mumlede han, og lød trist, hvilket jeg slet ikke kunne klare. Jeg fik en trang til at række ud efter ham, trække ham ind til mig i et knus, og fortælle at det nok skulle blive okay, men tøvede lidt, af frygt for hans reaktion.

Han åbnede øjnene igen, og kiggede på mig med skinnende, fugtige øjne, hvilket virkelig overraskede mig. Var han ved at.. græde? Uden overhovedet at tænke over det, greb mine arme ud efter ham, og lagde sig om ham. Mine hænder kørte op og ned ad hans ryg, for jeg vidste selv hvor behageligt og trygt det føltes. Der gik ikke lang tid, før han også krammede tilbage. Sådan stod vi i lidt tid, før han til sidst trak sig tilbage, og kiggede på mig. Jeg sendte ham et lille, opmuntrende smil, som han tøvende gengav.

"Tak," mumlede han kort, hvilket fik mig til at smile større. Min overilede handling havde været okay. Han syntes det var i orden. Og jeg havde faktisk også selv syntes at det var rart. Hans arme om mig, hans dejlige, trygge favn, det hele gjorde mig dejlig varm indeni. Det føltes virkelig fantastisk. Jeg fik næsten lyst til at trække ham ind til mig endnu en gang, men lod være. Det kunne jo være at han ikke havde det på samme måde som mig. Spørgsmålet var bare hvordan jeg egentlig havde det med ham. Vores forhold til hinanden var efterhånden blevet rimelig tæt, og jeg havde aldrig oplevet at have så tæt et forhold med nogen før - udover min familie. Men var det egentlig det jeg ville? Ville jeg bare være venner med ham? Eller ville jeg noget mere? Følte jeg noget mere for ham? Og hvad følte han for mig?

 

***

 

Som sagt kommer der ikke så tit kapitler på denne historier, og det er vi stadig kede af..

Der kommer en gang i mellem, men det er altså bare med et godt mellemrum.. sorry.

Og så lige en lille besked til Izabell..: Host host.. Troede vi begge skulle skrive på den? Og blev vi ikke enige om at du skrev Isabellas synsvinkel, og så skrev jeg Justins? Synes jeg har været den eneste der har skrevet her på det sidste.. Nå, må hellere stoppe her inden det ender ud i et helt søsterskænderi..! Hihi, jep..

Og bare så I ved det, så er jeg ikke sur på Iz eller noget! Ingen problemer der, ved godt at hun har travlt med alle mulige andre historier, det er helt ok! NOH8! Godt så, så fik vi lige det på plads.

Tak, for tålmodigheden til alle jer læsere!

BYYEEE

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...