Det Hele Begynder Med Et Tetris-Spil...

Isabella er en normal teenager, der går på gymnasiet. Hun er ikke den mest populære pige på skolen, men da hun dag begynder at blive stalket af en person, der går under navnet Justin D.B. på Facebook efter et Tetris-spil forandres alting i hendes liv...

1310Likes
928Kommentarer
163378Visninger
AA

18. Isabellas synsvinkel

 

Det var et par dage siden at jeg var sammen med Justin, og jeg var nu på vej hen til ham, for Ryan og Chaz skulle hjem i dag, og jeg ville lige sige farvel. Da jeg nåede Justins hus, satte jeg min cykel op ad muren, og gik hen til døren. Jeg trykkede på ringeklokken, og efter nogle sekunder, blev døren åbnet. Men det var ikke Justin der åbnede, som jeg troede det var. Det var Chaz. Han smilede stort, og bød mig indenfor. Jeg gik ind, tog mine ballerinaer af, og gik videre ind i stuen, hvor der stod to gigantiske kufferter. Den ene var åben, og Justin og Ryan kæmpede med alt det tøj der skulle i. Det så ret komisk ud.

"Har i brug for hjælp?" spurgte jeg venligt. De kiggede begge op. Justin smilede stort.

"Åh, hej Isabella," sagde han glad. "øh, er du da god til at pakke kufferter?"

"Ja da, det er alle piger. Det er et medfødt talent! Vidste du ikke det?" svarede jeg ironisk. Han grinede.

"Du må da gerne hjælpe hvis du vil." brød Ryan ind, og smilede også. Jeg nikkede og gik hen til dem, med et meget professionelt ansigtsudtryk. De flyttede sig begge fra kufferten, og jeg satte mig ned på knæ, tog alt tøjet ud, og begyndte at folde det pænt sammen mens de tre drenge stod og observerede mig. Da jeg tog den sidste ting, et par bukser, røg der noget ud af lommen. En lille firkantet pakke. Jeg samlede den op, og læste hvad der stod. Og så fik jeg helt røde kinder. Her sad jeg, og pakkede en af drengenes kufferter mens de sad og kiggede på mig, og så havde jeg en pakke kondomer i hånden. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så jeg skyndte mig bare at smide den ned i kufferten og smække låget i. Uden på kufferten var et lille navneskilt hvor der stod Chaz Somers. Da det var lidt akavet, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre. Men jeg kunne jo ikke sidde her hele dagen. Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om. I samme øjeblik begyndte Justin og Ryan at grine, og Chaz sad og så flov ud. Faktisk troede jeg at de var lidt mere modne end det. At sidde og grine af ham, bare på grund af det? Og der tror jeg, at mit moderlige instinkt tog over.

"Lad ham dog være!" skældte jeg dem ud. De blev alle tre meget overraskede, og kiggede op på mig, der nu stod op og kiggede strengt på dem. Men når de sad der med deres forvirrede ansigter, kunne jeg ikke lade være med at grine. Og de andre sad bare og gloede på mig som om jeg var sindssyg. Da jeg endelig stoppede med at grine, var der en meget akavet stilhed. Det var generelt bare en mega akavet situation. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle gøre, men heldigvis brød Justin tavsheden, så jeg ikke behøvede at sige noget.

"Vi må nok hellere snart tage af sted! I skal jo helst kunne nå jeres fly. Kom så!" sagde han, og lød lidt desperat. Ryan nikkede og gik hen for at tage kufferterne mens Chaz, Justin og jeg gik ud for at tage sko på. Lidt efter kom Ryan også, slæbende på de to store kufferter, og ikke længe efter sad vi alle i bilen. Justin sad ved rattet med Ryan ved siden af, og Chaz og jeg sad bagved. 

 

Da vi nåede lufthavnen, og Chaz og Ryan havde fået checket ind og tjekket deres bagage og alt det der, var der lige tid nok til at vi kunne spise frokost, så vi fandt en café og slog os ned. Jeg bestilte en salat og en juice, mens de andre bestilte sandwichs. Det var meget hyggeligt, men hver gang jeg fangede Chaz i at kigge på mig blev han helt rød i hovedet..

 

Da vi var færdige med at spise, gik vi hen i lufthavnens forhal for at vente på flyet. Der var stadig lidt tid til at de skulle af sted. Men desværre var der ret mange mennesker, og der gik ikke ret lang tid før jeg begyndte at få det en smule dårligt. Jeg ville gerne tage en pille, men jeg kunne jo ikke gøre det lige foran Chaz og Ryan, så jeg bestemte mig for bare at vente til de var taget af sted, selvom jeg vidste at det var lidt dumt.

"Isabella, er du okay?" spurgte Justin lavmælt et par minutter senere.

"Du er helt hvid i hovedet.." inskød Ryan. Jeg følte mig efterhånden lidt svimmel og satte mig ned på gulvet. Chaz, Ryan og Justin vekslede nogle sigende blikke, og jeg følte mig meget utilpas.

"Hør, Isabella.." begyndte Chaz, men Justin afbrød ham.

"Skulle du ikke på toilettet, Chaz? Og dig, Ryan?"

"Øh.." sagde Ryan forvirret. Justin sendte ham et advarende blik, men han lod ikke til at lægge mærke til det. Mit hoved gjorde virkelig ondt. Kom det fly ikke snart? Det begyndte at flimre lidt for mine øjne, og jeg følte mig virkelig utilpas, og vidste, at hvis ikke jeg tog en pille, ville jeg besvime.

"ÅH GUD, så tag da for pokker bare en pille!" råbte Chaz pludseligt, og jeg blev så forskrækket at jeg væltede omkuld på gulvet. Da mit hoved ramte jorden, blev det helt sort..

 

"Isabella? Er du okay? Kom nu, vågn! Du bliver nødt til at tage en pille!"

Jeg blev pludselig bevidst om rummet omkring mig. Nogle mennesker stod og stirrede på mig, men det der fangede mit blik, var det ansigt der var lige over mig, og som så meget bekymret ud. Det var Ryans ansigt. Jeg blinkede et par gange og prøvede så forsigtigt at sætte mig op. Chaz og Justin stod lidt væk og diskuterede voldsomt, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Justin så meget vred ud, mere vred end jeg nogensinde før havde set ham. Chaz så skyldig ud, men også vred. Og så gik det op for mig. Jeg rejste mig op så hurtigt, at jeg blev svimmel igen, men jeg var ligeglad. Jeg for hen til Chaz og Justin, der først nu opdagede at jeg var vågnet, men inden nogen af dem nåede at sige noget, begyndte jeg at råbe;

"Justin, hvor kunne du?! Du lovede.. DU LOVEDE AT DU IKKE VILLE SIGE NOGET!! Din løgner!"

Justin lavede store øjne.

"Men.."

"Ikke noget 'men'! Jeg sagde til dg at du ikke måtte sige det! For en gangs skyld ville jeg bare have lov til at være en helt almindelig pige, og så ødelægger du det! Tror du jeg er stolt af at være syg? Tror du?!?"

"Isabella, prøv lige at hør på mig! Det var ikke min mening.."

"Nå, så det var ikke din mening? Men ved du hvad? JEG ER LIGEGLAD!" råbte jeg, og begyndte at marchere ud af lufthavnen. Jeg kunne høre ham råbe mit navn, og jeg vidste at han var løbet efter mig, men jeg ignorerede ham. Først da han greb fat i min arm, så jeg måtte stoppe, vendte jeg mig om mod ham.

"Isabella, lad mig i det mindste forklare!" sagde Justin bedende. Jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne løbe ned ad kinderne på mig.

"Bare.. Bare lad mig være, okay?" Min stemme knækkede over, jeg tog min arm til mig, og løb ud ad dørene.

"ISABELLA!" råbte han. Jeg sprang ind i den nærmeste taxa og gav chaufføren min adresse. Da han kørte af sted, sad jeg bare og kiggede ud af ruden med tankerne hvirvlende rundt i mit hoved. Jeg havde endelig troet, at jeg havde fået nogle rigtige venner, men jeg tog åbenbart fejl.

 

"Skat? Der er mad!" råbte min mor nede fra køkkenet af. Jeg lå på min seng, med hovedet ned i puden, der endelig var tørret, fordi mine øjne var helt tørret ud. Min mobil lå og vibrerede for for otteogtyvetusinde gang. Justin havde prøvet at komme i kontakt med mig hele weekenden, og nu var det søndag aften, og jeg havde stadig ikke svaret ham en eneste gang. Han var en idiot, det havde jeg endelig indset, og jeg ville ikke give ham en chance for at forklare sig ud af det her. Jeg rejste mig langsomt op, slæbte mig nedenunder, tog en tallerken med mad, og gik ovenpå med den. Jeg gad ikke at sidde dernede sammen med de andre, og lade dem stille spørgsmål til mit humør. Jeg havde tilbragt hele weekenden heroppe på mit værelse. Jeg satte bare min tallerken på bordet, for jeg havde faktisk ikke lyst til mad. Jeg hade stort set ikke spist noget, for min appetit var helt væk. Jeg lagde mig tilbage i sengen. En times tid senere, bankede det svagt på døren.

"Isabella?" Det var min mor. Jeg vendte mig om, så jeg lå med hovedet ind mod væggen.

"Gå din vej!" råbte jeg. Men jeg hørte lyden af døren der åbnede, og min mor gik ind. Hun satte sig på kanten af min seng, og begyndte at stryge min ryg.

"Hvad er der galt, skat?" spurgte hun bekymret.

"Ikke noget.

Hun sukkede.

"Skat, er du syg? Har du det dårligt?" spurgte hun, og lød nu endnu mere bekymret.

"Nej. Jeg har det fint," sagde jeg, og prøvede at lyde overbevisende, selvom det vist mislykkedes en smule.

"Nå.. Men hvordan går det så med dine venner?" spurgte hun, og prøvede at lyde glad.

"Hvilke venner? Jeg har jo ingen," sagde jeg med en monoton stemme.

"Hvad er det for noget pjat, du har da massere af venner!"

Jeg kunne mærke al den indestængte vrede trænge op til overfladen, og pludselig væltede den bare ud over hende. Jeg kunne slet ikke holde det tilbage.

"NEJ, JEG HAR EJ! Jeg har ingen venner, og det er alt sammen din skyld! Du vil ikke lade mig gå på High School, så jeg har ikke en chance for at få venner! Alle folk synes at jeg er en grim nørd, og de gider overhovedet ikke at nærme sig mig! Det hele er din skyld, din.. DIN KO!" råbte jeg ind i hovedet på hende. Hun stirrede chokeret på mig, og jeg kunne se hendes ansigt skifte farve til rød af raseri, imens hun kiggede overrasket på mig. Overrasket over min reaktion. Jeg havde aldrig talt sådan til hende før. Og det kom også bag på mig, at jeg råbte sådan. Men vreden var sluppet ud, og jeg kunne ikke holde den tilbage.

"Sådan skal du aldeles ikke tale til mig, unge dame! Så er det lige på hovedet i seng, og en måneds stuearrast!" råbte hun, trampede ud af lokalet, og smækkede døren efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...