My Fair Lady

Shay Axford og hans familie var adelige og kendt som de bedste dukkemagere i hele England. Krigen var lige overstået og han var den eneste overlevende fra sin familie, så han havedet skabt en dukke.
Rina var en dukke på størrelse med et admindeligt menneske pige, men hun var ikke en admindelig dukke, selvom hendes krop var i form som en dukke. Hun havde nemmelig en sjæl, et menneske sjæl.

11Likes
49Kommentarer
4466Visninger
AA

3. Den kongelige Banket

 

Solen var svagt ved at forsvinde og mørket faldt hurtigt på himlen igen. Min herre og jeg havdet været ude og købe en balkjole til mig, den var lyserød som mine egne læber, den var lang med frysner, blånder og sløjfer, den fremvisede mine små tynde blege skuldere. Jeg stod og betragtede kjolen lidt ved spejlet, den måtte have kostet en formue. døren blev åbnet ind til stuen, min herre. Han var beklædt i et fint sæt, jakken var fornem og fik hans skuldere til at se bredere ud, bukserne sad perfekt på ham, hatten på han hoved sad også præcis hvor den skulle den var mørkeblå ligesom resten af han sæt, den havdet et fint bånd rundt om hatten og en sort rose som sad fint ved hans hat, jeg havdet også selv en fin lyserød hat med roser på. vi var nu klar til den kongelige jule-banket på slottet. Kareten stod klar til at skulle køre os til slottet. det var mørkt udenfor, da vi red afsted, gadelysende var tændt, sneen var ikke det fine sne jeg så for nogle dage siden, det var blevet brunt og sjasket.

Vi var endelig nået til slottet, det lysede ud igennem alle de mange vinduer, det nok allerede igang derinde. Der var mange kareter som holdt ude ved slottet og fine folk vrimlede på gaden, ind til slottet.

Fest salen var udsmykket fint med lys, pynt og der stod også et sort juletræ ved et hjørne, det var også rigt udsmykket. Der var mange mennesker i de fineste tøj, lige fra de højeste fyrster, til tjenerene, men det var jo også en kongelig banket og ikke alle var inviteret. "Shay!" hørte jeg en råbe, jeg vendte mig om for at se hvem, Prinsessen!

Jeg nejede pænt til hende, hun godkendte mig ved at neje tilbage, derefter nejede hun til min herre, han bukkede selføgelig tilbage, "Shay vil du ikke tilbyde mig en dans?" spurgte prinsessen smiredende. Han nikkede og gav tegn til at hun skulle ligge sin hånd i hans, idet hun skulle til at trække ham til danse gulvet, kiggede han hen til mig "Pas på hvor du går hen, du ved at du kan kalde på mig hvis der sker noget" sagde han blidt og gik ud med prinsessen for at danse, jeg nikkede kort og smilte til ham. En masse folk var ved at finde sammen i par og begyndte også at danse. Jeg stod op mod væggen og betragtede dem alle, de havde det alle sammen sjovt, sådan skulle livet være for alle. "hvorfor står du her alene my lady?"  Jeg kiggede op, det var en fyr, ca. på alder med min herre, han var høj, med blond silke hår, og fine klare blå øjne. Han kiggede nysgerigt på mig og smilede "sikke flotte øjne du har, sådan en øjnfarve har jeg aldrig set" sagde han og kiggede nærmere i dem. Det er sandt ja, mine øjne var ikke som andres, de havde en anden farve den var unik. Jeg havde den farve fordi min herre mente at han følte sig tryg når han så farven, han elskede violer dem havde vi enagng massere af i haven. Indtil krigen brød. mine tanker blev brudt da fyren spurgte mig igen "vil du med ud og danse?" jeg nikkede, og lage min hånd i hans, hvor efter han trak mig ind midt i salen og dansede, jeg fulgte hans tagter, det var let tænkte jeg. Jeg havdet aldrig prøvet at danse vals før, kun kigget på.

jeg havdet det sjovt og hyggeligt med ham og småsnakkede lidt imens vi dansede."Jeg fik foresten aldrig dit navn" sagde han og smilte håbefuldt, "Mit navn er Rina, Rina Violet" han tænkte lidt over det, og begyndte at smile igen

"sødt navn det passer dig, jeg hedder Pierre Francisco, yngste prins af kongen af Frankrig" sagde han stolt og glad. klokken var allerede mange, nogle var allerede taget hjemad, min herre sagde at vi skulle hjem kl.00.00. "jeg bliver nød til at tage hjemd nu, da min herre befaldte det" sagde jeg kort og var på vej til at lede efter ham, idet Pierre tog fat i mit håndled. "skal du allerede på vej hjem? Skal du ikke overnatte her?" spurgte han, jeg kiggede på ham og trak fri fra han greb af mit håndled "de må undskylde men jeg skal finde min herre" sagde jeg og gik.

"Rina" hørte jeg en kalde, jeg vente mig og småløb hen til ham "Herre" sagde jeg og tog fat i hans arm, "jeg har sagt til dig at du ikke behøver at kalde mig herre, bare Shay" jeg kiggede ham, Shay? det havdet jeg faktisk aldrig sagt før til ham "shay" sagde jeg stille for mig selv, for at afprøve det, han kiggede ned til mig og begyndte at små fnise, han holdt fat om mit hoved og trak det ind til sig og hviskede "Min egen lille dukke" i mit øre idet jeg mærkede nogen hive fat om min talje bagfra, og trak mig væk fra Shay's arm om mit hoved.

Det var Pierre! "hold dig væk fra hende!" råbte han til Shay. Shay så bare irriteret på ham "kan jeg ikke igang få lov til at  være sammen med min egendel?!" spurgte han gnaven "Rina orden ham lige" jeg nikkede, tog hans arme væk om min talje, vendte mig om så jeg kunne se ind direkte i hans øjne. Efter få sekunder stod han bare og kiggede tomt ud. Det var blevet virkelig sent nu, så vi tog hurtigt hjemad.

Som jeg fortalte før, mine øjne var ikke normale, de havde nok en unik farve men, mine øjne kunne også hupnotisere, bare ved at se offeret i øjene, som jeg selv befalende, jeg kunne hypnotisere alle både levende og døde untagen én person, min herre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...