My Fair Lady

Shay Axford og hans familie var adelige og kendt som de bedste dukkemagere i hele England. Krigen var lige overstået og han var den eneste overlevende fra sin familie, så han havedet skabt en dukke.
Rina var en dukke på størrelse med et admindeligt menneske pige, men hun var ikke en admindelig dukke, selvom hendes krop var i form som en dukke. Hun havde nemmelig en sjæl, et menneske sjæl.

11Likes
49Kommentarer
4469Visninger
AA

17. De Fattige Børn

Rina P.O.V.

Efter nogle par dage havde jeg fået lov til at komme udenfor igen, efter jeg var blevet kidnappet. Det kolde luft kunne jeg mærke strejfe min hud, det var en skøn føelse. Det var dejligt at få noget luft og mærke naturen igen. Efter kidnappnigen, hvade Shay ikke give mig love til at komme udenfor.

Jeg var ude for at ordne blomsterne, så de kunne gro igen til foråret.

Jeg gravede nogle frø ned, så der vil komme nye blomster op. Roser, Tulipaner, Nightshades og ikke mindst Violer. Selvom min ynglings årstid var vinter, kunne jeg også meget godt lide foråret. Efter alt det fine hvide ville forsvinde langsomt vil der komme nogle nye og friske farver. Om sommeren brugte jeg mest min tid uge i haven.

Jeg elskede bare blomster! De fine enkle med en ganske særlig duft og udseende, også selvom med satte to roser op af hinanden vil de begge se ens ud, men så aligevel ikke, de havde for hver blomst sin egen måde at udtrykke deres skønhed på. Da jeg var blevet færdig med haven, vidste jeg nu ikkke helt hvad jeg så skulle lave?

Shay havde travlt med en masse dukker, men aligevel ikke havde brug for min hjælp, jeg havde lavet alle de pligter som skulle ordnes, ídet jeg fik en idé.

Jeg lage gardner udstyret ud i et lille skur, som var helt ude ved hjørnet af haven. Jeg åbende skuret, døren knirkkede da jeg havde åbnet den. Inde i skuret var det mørkt og støvet. Lage tingene i en stor grå trækiste vr resten af hvane tingene lå i.

Nu skulle jeg til byen. Kom ind ad køkknet og srev en lille seddel til Shay, om at jeg var gået i byen.

Jeg hentede min jakke som var hvid og gik mig til knæene og tog nogle støvler på.

Havde gået lidt rundt i byen, der var ikke så mange mennesker ude nu, da de sikkert alle nok var taget i kirke for at holde messe, det gjorde folk i London altid hver søndag.

Jeg gik lidt rundt imellem butiks gaden, der var mange tjeneste folk som handlede på den her tid imens, deres herre eller fruer var i kirke. Jeg var har nu bare for at gå en tur i London, pludselig stivnede jeg og holdte straks op med at gå.

Jeg hørte musik.

Den lød fantastisk, jeg lukkede mine øjne, imens mine fødder trak mig med det samme hen til musikken, for hvert skridt blev det højer og højer. Melodien var bare så vidunderlig at høre på det var min ynglings melodi og sang "London Bridge"  Mine fødder stoppede med at gå da jeg stod overfor musikken.

Jeg åbnede mine øjne op igen af nysgerrighed og begyndte så at smile, da jeg kiggede lidt ned. Det var en lille pige og dreng de var meget spinkle. Deres tøj var bedskidt og laset, man kunne se at de ikke havde været i bad længe, det var fattige. Drengen så lidt ældre ud ind pigen, men de havde den samme glans blå farve i øjene, de var sikkert søskende.

"Det lød virkelig godt" sagde jeg til dem med et smil på læben, de kiggede på mig og så glade ud. jeg kiggede nede ved deres fødder, der lå en åben gammel violin kasse den var tom. Det prøvede sikkert at tjene penge til dem og måske deres familie. 

"Hver sød at spille den sang igen" sagde jeg til dem. De kiggede på mig kort og nikkede bare til hinanden så begyndte de. De satte deres violoiner op under deres hager og begyndte så at spille. Det var som sød musik i mine øre.

Det blev færdige, det så ud somom de havde spillet næsten hele dagen uden at tjene noget. Jeg trak hurtigt en lille fin silkepose med mønter, op af min lille taske og gav silkeposen til drengen.

Han så chokkeret ud, da han så den finepose og tog forsigtigt imod den, jeg kunne se på dem at de blev glade og bukkede og nejede for mig, jeg nejede tilbage.

Jeg begyndte at gå videre idet jeg vendte mig en sidste gang "Tak for sangen, det var dejligt" sagde jeg og vinkede dem farvel.

Drengen og pigen begyndte at pakke sangen og gik hjemad, hånd i hånd med deres violiner glade.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...