Secret ~ Justin Bieber

Anabel (Ana) kommer nu til at leve et liv fuld af hemmelighedder. Men hvad hvis kærelig bliver blandet ind i det liv? Og hvis det gør, bliver hun så ved med at holde på hemmelighedden?


Ana er pigen på billedet ^^

14Likes
55Kommentarer
4235Visninger
AA

12. Anabel Katherine Rose Miller

Ana’s synsvinkel:

 

 

Jeg vågnede, og det var mørkt. Men jeg var ikke bange da Justins arme lå trykt om mig. Jeg smilede ved tanken kort, men rejste mig så uden at vække Justin. Jeg tog noget morgenmad, bare et æble og gik så op på Caitlins værelse efter min taske. Jeg havde løbetøj i tasken, da mig og Cait ville ud og løbe. Men hun gad sikkert ikke i dag, da hun ville vågne med hovedpine. Det sagde hun i går at hvis hun drikkede mange Redbull ville hun vågne med hovedpine.

Jeg tog mit tøj op af tasken og gik over til hendes spejl. Jeg rettede på mine sorte shorts, og ændrede lidt på min sports BH. Jeg satte mit hår op i en høj hestehale, og tog så et hårbånd på så mit pande hår ikke ville side i vejen. Jeg gik så stille ned af trappen igen, men tog en tynd jakke på og løbesko og så var jeg ellers af sted.

Jeg løb forbi mange huse, hvor lyset ikke var tændt i ny. Det ville så sige at jeg var mega tidligt, oppe. Det plejede jeg ikke. Hmmmm. Min mobil startede med at spille min ringetone, Jessie J Domino. Jeg stoppede op og tog den, uden at kigge på nummerviseren. ”Hey, det er Ana! Tal til mig” sagde jeg og grinte lidt. Det sagde mig, Lucy og Charlotte altid. ”Ana hvor er du?” sagde en stemme. Man kunne tydeligt høre panikkeni stemmen. ”Hvem er du?” spurte jeg dumt og kiggede på mine løbesko. ”Åh, undskyld. Det er Justin” grinte en stemme. Jeg grinte lidt selv, men stoppede så da han snakkede igen. ”Hvor er du så?” spurte Justin. ”Jeg er bare ude og løbe” svarede jeg og begyndte at gå. ”Okay, skal jeg hente dig? Hvor er du?” spurte han, jeg kunne også høre en dør åbne sig i baggrunden. ”Justin, slap af. Og læg dig til at sove igen!” svarede jeg. Han sukkede. ”Nej, jeg kommer ud til dig. Så går vi en lille tur” svarede han, jeg kunne høre en bil starte og vidste nu det var for sent at få ham til at skifte mening. ”Øhm” svarede jeg bare. Jeg kiggede rundt men kunne ikke finde nogen vejskilte, jeg vidste faktisk ikke hvor jeg var. ”Jeg ved det ikke” svarede jeg nu en anelse bange ” jeg rystede på stemme, og begyndte at løbe igen. Men jo mere jeg løb, jo dybere kom jeg ind i et uhyggeligt sted. Jeg gik ind i en gyde, for ligesom at gemme mig lidt. ”Forklar lige området til mig. Okay?” Justin lød rolig og han prøvede sikkert på at få mig til at slappe af. ”Det er mørkt, klamt og meget beskidt” svarede jeg tilbage med en hvisken. ”Jeg tror jeg ved hvor du er!” sagde Justin. ”Justin du må ikke køre i bil, mens du snakker!” sagde jeg strengt. Jeg ved at han beroligede mig med at snakke, men han skulle ikke risikere at køre galt og så… Dø… ”Jeg klare mig okay, jeg lægger ikke på!” sagde han, med en lidt hård stemme, men alligevel blid og beskyttende. Jeg nikkede slev om han ikke kunne se det.

”Justin er du sikker på du ved hvor det er?” spurte jeg, jeg havde stået her i ti minutter nu. ”Tjaaa, øhm. Jeg ved hvor området er, men det er virkelig et stort område” sagde han lidt usikkert. Jeg sukkede stille, og snøftede. Jeg var virkelig på vej til at græde. ”Hey Ana! Slap af, der sker ikke noget vel?” jeg nikkede igen. ”Jeg passer på dig” forsatte han. Jeg vidste at han selv var i tvivl, om hvor jeg var, hvordan jeg skulle komme hjem igen og om han faktisk kunne finde mig. ”Okay” svarede jeg bare.

Jeg skulle til at sige noget mere da jeg så en skygge komme ind i gyden, det var stadigt mørkt selv om det var morgen. Jeg kunne kun lige skimte solen, der var ved at stå op. Jeg kiggede igen bange på skyggen, og kunne se det var en mand. ”Hey tøs” sagde den klamme stemme. ”Hva’ skal vi ikke ha det sjovt?” sagde han igen og kom tættere på mig. Jeg gik længere bag ud, men stødte ind i muren. ”Ana, hvem er det du snakker med?” sagde Justin uroligt. Jeg nåede ikke at svare før manden tog fat i min arm. Det eneste jeg kunne var at skrige, som jeg også gjorde.

Jeg kunne høre Justin skrige mit navn gennem min mobil. Manden hørte det også og tog så min mobil og lagde den på jorden. Bagefter satte han en hånd for min mund, da han ikke vil ha nogle skulle høre mine skrig. ”Shyy” sagde han og lynede min jakke op. Jeg bed ham i hånden så han skreg og trådte lidt væk. ”Du holder dig væk!” sagde jeg og pegede fingre af ham. Han grinte bare og smilede. ”Og hvem tror du så du er?” svarede han og gik tættere på mig. ”Jeg er Anabel Katherine Rose Miller” Jeg kunne se at hans øjne blev store. ”Ja, prinsesse! Og jeg kan få dig dømt til døden hvis du ikke gå nu!” svarede jeg troende. Jeg kunne se i hans øjne, at han faktisk kunne se ligheden. Jeg smilede til ham, men havde stadig hårde og kolde øjne. Han bukkede og løb sin vej. Jeg smilede lidt af mig selv, og lynede min trøje op. Jeg skulle til at hente min mobil igen da jeg hørte en lyd bag mig. ”Sagde du lige du hed Anabel Katherine Rose Miller?” Jeg vendte mig om. ”Og er prinsesse?” jeg blinkede med øjnene. ”Det er ikke som du tror Justin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...