Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3317Visninger
AA

11. Thunder & Lightning

Lyes P.O.V

Vi lå stadig i bladene og batragtede hinanden, da en dråbe ramte min kind. Vi kiggede op mod himlen, da et stort regnskyl ramte os. Vi rejste os grinene op, og fandt et træ med mange blade, og gik i læ. Det stod ned i stænger, da en buldrene lyd kunne høres langt væk. Da jeg genkendte lyden af torden, fór jeg sammen og gemte mig i Daimens favn. Et lysglimt kom, da lynet kom kort efter. Efter det næste buldrer talte jeg kasser øl, en åndsvag regel jeg havde lært af min mor engang. Hvis der var ti kasser øl imellem lynet og tordenet, var lynet 10 Km. Fra os. Jeg nåede op til 6.

Tordenen blev ved, og jeg blev mere og mere angstful. Tårene vrimlede ned ad kinderne på mig, og snart græd jeg i Daimens favn. "Bare rolig, det er bare torden, der sker ingen ting", forsøgte Daimen at trøste. Han lød forvirret over en 18 årig pige som mig, kunne være så rædselsslagen for lyn og torden. Det var bare ikke som han troede.

Den nat min mor forsvandt lynede og tordnende det helt vildt. Det var det vildeste uvejr jeg nogensinde havde set.  Min mor havde forhen altid trøstet mig i uvejret, men den nat var hun der ikke. Siden den nat har jeg været rædselslagen for torden. Hver gang det tornede, havde jeg altid haft på fornemmelsen at jeg snart ville miste en igen. En fornemmelse af, at der var noget helt galt. 

Rystende og grædende forklarede jeg Daimen hvorfor jeg var så hysterisk, men han knugede mig bare endnu hårdere ind til ham. Jeg græd stille ind mod hans bryst, mens han aede min ryg. Hans varme og trygge arme beroligede mig, og min gråd faldt lise stille hen. 

Tordenen stilnede efetr langtid af, og vi gik hjemad. Vi havde efterhånden gået omkring 8 Km. I skoven, men hjemvejen føltes ikke spor lang med Daimens hånd i min.

Daimen låste os ind i hans lejlighed. Den var lille, men alligevel topsmart. "Vil du overnatte her?", spurgte Daimen håbefuldt. "Men min fa..", jeg bremsede mig selv midt i min sætning. Min far ville faktisk være fuldstændig ligeglad med om jeg kom hjem eller ej. Måske ville han ikke en gang opdage det. 

Daimen og jeg lavede mad sammen. Jeg havde aldrig været et vidunder i køkkenet, og var bedst til at koge vand til nudler. Daimen derimod, skulle man tro var en micheling kok. Han tog sig af grøntsagerne og kyllingen, mens jeg.. ja, kogte nudlerne. Men ikke engang det kunne jeg finde ud af. Da nudlerne var kogt færdige, tog jeg gryden og ville hælde vandet fra, men tabte hele gryden på gulvet. Var det ikke noget med elvere skulle være elegante?

I ren og skær chok, skar Daimen sig i fingeren. Jeg gik i panik, og ledte huysterisk efter nummeret til skadestuen. Daimen fjernede bare hånden fra maden, og straks helede såret. Jeg måbede og slap telefonenbogen. Men selvfølgelig, hvem kom det bag på? En engel fik da ikke sår.

Jeg sukkede. "Jeg kan altså overhovedet ikke lave mad", sagde jeg. Daimen så op fra sine grøntsager. "Kom her, så lærer jeg dig at snitte grøntsager", sagde han og smilte indbydende til mig. Han trak mig ind til sig, og rakte mig en rød peber. "Først finder du din peber", sagde han, så tæt på mit øre, at jeg kunne mærke hans varme åndedrag. Han lagde hånden oven på min, og begyndte at skære i peberen. "Plejer køkkencheen, altid at være så tæt på?", spurgte jeg med et smil på læben. "Når han afslører sine kulminariske hemmeligheder, ja", sagde Daimen. Jeg drejede mit hoved, så jeg ramte hans læber. "Så tror jeg, jeg vil komme til at lære kulminariske hemmeligheder af dig, ret tit", hviskede jeg, da jeg kærtegnede hans ansigt med min ene finger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...