Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3307Visninger
AA

9. The Truth

Jeg gik bag ham, mens han havde fat i min hånd. Han gik hurtigt, så jeg måtte halv løbe for at følge med. Vi gik i lang tid sådan. Hurtigt, men uden et ord. Jeg prøvede at stille spørgesmål, om hvor vi var på vej hen, men han svarede ikk, fortsatte bare med at gå. Vi gik igennem en stor skov. Trær og buskede omringede os tæt. Hvad var det han ville, hvorfor kunne han ikke bare sige det som det er?

Vi måtte have gået mindst 5 km. Da vi nåede ud til en lysning i skoven. En stor eng bredte sig foran os, med en gravhøje i centrum. Så stoppede han, og kiggede afventende på mig, som om han ventede på en reaktion fra mig. Jeg så forvirret rundt på engen, da en mærkelig følese bredte sig i min krop. En følese jeg ikke havde haft, siden min mor forsvandt. En følese af at det var her jeg hørte til, det her var mit hjem. "Hjem", mumlede jeg, uden nogen grund. Daimen nikkede, mens han ventede på mere.

Der stod jeg og undrede mig over følesen, da en pludselig tanke fløj ind i mit hoved. Jeg slap Daimens hånd, og spurtede ud på engen. Jeg styrede mod centrum, mod gravhøjen. Den lille bakke, blev større foran mig, og jeg løb straks op på den. Jeg spredte armene ud, og lød vinden lege med mit hår. "Hjem", gentog jeg

Daimens P.O.V

Jeg stod stadig i udkanten af skoven, og betragtede hende. Hun var ved at finde ud af hvem hun var. Hun stod på den gamle Elverhøj, med armene bredt ud. Vinden blæste i hendes lange blonde smukke hår. Hendes øjne var lukkede, men jeg kunne lige ane, at hun blev ved met at sige noget. Jeg gik langsomt tættere på hende. 

Da jeg kom tæt nok på at kunne se hende ordenligt, måtte jeg tage mig sammen for ikke at gå i trance. Hun var ved at blive til sit gamle jeg. Hendes ører voksede langsomt ud, og blev til små spidse strit ører. Hendes næsetip pegede endnu mere opad, og hendes læber fyldtes med nynnen. Hendes øjenvipper voksede sig længere, hendes øjne blev fantastiske blå, et gyldnet lys bredte sig ud fra hendes krop. Hendes sande jeg viste sig, hendes uimodstålige jeg. Skabt til at tiltrække drenge og mænd. Som mig.

Hun lukkede langsomt sine øjenvipper op, og så forvirret på mig. "Jeg har en underlig følese i mig, som om jeg hører til her", sagde hendes englesøde stemme. Jeg nikkede til hende, og smilte skævt. Det var nu jeg skulle fortælle hende det. Men hvis jeg skulle have nogen chance for at koncentrere mig, måtte jeg få hende til at blive normal igen. Jeg tog hendes hånd, og trak hende blidt til bage til skoven. Langsomt forvandledes hun igen, og mine tanker samlede sig igen. Hun var smuk nok i forvejen. 

"Ved du hvad det er du stod på derude?", spurgte jeg. Hun nikkede. "En gravhøj". Hun kiggede afventende på mig, forstod ikke hvad jeg prøvede at sige. "Også kaldet en Elverhøj", sagde jeg. Hendes øjne reagerede, så jeg gættede på hun genkendte ordet. "For mange hundrede år siden i middelalderen, levede der guddommeligt smukke pige væsener i skovene, kladet Elevere. De boede i små høje, og levede af at tiltrække mænd. Når mændende var ude at fælde brænde i skovene, sang elverpigerne og fik mændene i trance. Elverpigerne tilhørte djævelen selv, og når de sang lokkede de langsomt mændene ned i helvede. Her fik Satan magten over mændene, og de var fanget i helvede for evigt." forklarede jeg. Jeg ventede med at komme med resten, da hun så hel tom ud i hovedet. 

Så nikkede hun, for at sige hun ville høre mere. "Gud fik mere og mere magt i verden, og fik til sidst bekæmpet Satan og elverne. Elverpigerne blev forvandlet til mennesker, men med deres liv som straf, hvis de sagde et ord til nogen. Nu kunne elverne kun få menneskerne til at syntes de sang ufatteligt smukt, og kunne kun få Engle og andre overnaturlige væsener i Trance. Langsomt forsvandt elverne, men Gud overså to elvere. Din mor, og dig. Da forvandlingerne skete, var du kun 4-5 år. Din far var et menneske, og derfor kunne gud ikke genkende dit elverblod. Da din mor holdt dig i armene, da han gennemsøgte dette land, blev hun også overset", sluttede jeg. Hun stirrede ud i luften. Hendes øjne var tomme, men stirrede ind i mine. Sådan sad hun i lang tid.

Lyes P.O.V

Jeg sad helt stiv, og tavs. Hans øjne stirrede ind i mine, for at sige han talte sandt. Det vidste jeg han gjorde. Jeg genkendte ordene. Som om jeg havde hørt dem før. "Floratoros", sagde jeg konstaterende. Daimen så spørgende på mig. Jeg nikkede ud mod højen. "Navnet på den stamme, jeg hørte til. det betyder Blomsterseng på Latinsk, " sagde jeg. Pludselig kom alle minderne tilbage. Jeg husker min mors sang, da hun prøvede at lærer mig det. Jeg husker vi sammen sneg os væk, for at se min far. Jeg husker alle kvinderne fra elverstammerne. De grufulde dage hvor Gud forvandlede os alle sammen. Min mor og jeg, så dem alle forsvinde fra stammen en efter en. "Jeg husker det hele", sagde jeg. Daimen så lettet ud, måske havde troet jeg ville have flippet ud. 

Jeg gik over til Daimen, og placerede mine læber på hans kind. En lille killende følese bredte sig i min krop, da jeg mærkede hans varme. "Tak", hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...