Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3310Visninger
AA

7. Spirits

"Ej, hvor erhan bare mystisk. Sikke en idiot" fnyste min bedste veninde Amineh. Det var hendes rigtige navn, men de fleste kaldte hende bare Ami. Ami og hendes familie var flygtet hertil landet fra Aribien, for nogle år siden. Vi forstår virkelig hinanden, og kender hinanden ud og ind. 

Ami fortsatte med at diskutere med sig selv hvorfor Daimen var så mystisk. Sådan plejede hun at gøre. Hun køre en ti minutters samtale med sig selv, uden at opdage jeg ikke svarede hende. 

Vi satte os ved et af cafebordene og kiggede på menukortet. Indtil videre var Ami nået frem til at Daimen var fra L.A og at han var superstjerne, som levede et dobbeltliv. Latterligt. Mine tanker var et helt andet sted. Alt inden i mig var gået i stå, da jeg kom til at tænke på Daimen og mig på gangen. Hans finger mod mine læber. Hans blå øjne, som jeg kunne drukne lykkelig i. Jeg rystede hurtigt tanken fra mig, da jeg opdagede at det var Daimen jeg tænkte på. Daimen, som var forvirrende, underlig, irriterende, sød, lækker og utrolig smu... Jeg bremsede mig selv. Damn it! Jeg kunne ikke på ham ud af hovedet. 

Jeg deltog i Amis samtale om var dum Daimen var, som om det kunne få mig på andre tanker.

"Du har ret, Daimen er virkelig irriterende og jeg ha.." Ami afbrød mig med et kraftigt host, og jeg kiggede forvirret på hende. Hun lavede et diskret kast med hovedet,og jeg kiggede i hendes retning. Jeg kiggede direkte ind i de fantastiske blå øjne, jeg sådan havde savnet på det sidste. "Daimen." mumlede jeg i forbløffelse. Han smilte et skævt smil. "Jeg håber ikkejeg forstyrer jeres samtale om mig." sagde han, med et smi på læben. Jeg rødmede og kiggede ned i bordet. "Øhm det var fordi.." jeg forsøgte at komme med en passende grund, til vores samtale, men han afbrød mig,og spurgte istedet om han måtte sidde ned. Ami nikkede kraftigt inden jeg kunne nå at afvise ham. Havde han ikke opfanget at sidste gang jeg snakkede til ham, var ordet idiot? 

Efter vi havde haft nogle små akavede samtaler, fik jeg til min rædsel øje på noget bag Ami. En kvindelig ånd stod bag Ami. Ånder var som regel venlige, og ville for det meste bare have en ven. Men hvis ånderne var vrede, kunne de blive rigtig onde, og gøre grufulde ting. Flere mord var begaet af ånder. Kvinden var klædt i en lang hvis kjole, og hun havde en blomsterkrans i håret. Hun var tilsynladende vred, for hun stod med en vase i hænderne, på vej til at kaste den på Amy. 

Jeg skyndte mig at hoppe op af min stol, og det samme gjorde Daimen. Vi pustede til kvinden, så hun blæste med vinden væk. Ånder var fjerlette, og det var den eneste måde man kunne få dem til at gå væk. Daimen satte vasen ned på jorden igen, mens jeg sikrede mig hun ikke kom tilbage. Ami så forundret på os, som om vi var sindsyge. Jeg vendte mig om mod Daimen, for at sige tak, men han var væk. Typisk. 

Imens jeg forsøgte at forklare Ami, hvorfor vi lige havde opført os sådan, opdagede jeg noget mærkeligt. Daimen havde reageret på ånderne. Han kunne også se ånder!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...