Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3305Visninger
AA

16. Pain and doubt

Jeg hamrede mine knyttede næver, ind mod den usynlige mur, men til ingen nytte. "Mor!" skreg jeg desparat. Mine knæer var røde, og flere steder blødte de. Jeg sank sammen på gulvet af udmattelse. "Hvad vil du have fra mig?" hvæste jeg, og så på Satan. "Det er meget enkelt. Slut dig til vores side", sagde han, og rakte lokkende en hånd frem. Jeg stirrede med væmmelse på den fremstrakte hånd. "Aldrig", snerrede jeg.

"Ser man det. Er det på grund af Daimen?  For så kan jeg fortælle dig, at Daimen også narrede Lucy, for længe siden. Ikke sandt Lucy?" Satan så afventende på Lucy, der så ned på sine fødder. "Det er sandt. Han lovede mig evigt troskab, og at acceptere mig for den jeg var. Men da jeg fortalte ham om mine planer med mit liv, kastede han mig for Gud der skulle straffe mig. Hvad vil han ikke gøre med dig, når han tænker nærmere over at du er ond?", sagde Lucy med en lav stemme. 

Hun havde ret. Måske var jeg bare endnu en opgave han havde fået af Gud. Endnu en djævelsk skabning han skulle overbevise. "Jeg har ikke tid til det her", snerrede Satan. "BESTEM DIG!", råbte han. Jeg reagerede ikke, Hvad havde han tænkt sig at gøre? Han kiggede sig i frustaration rundt i rummet. Hans blik faldt på min mor. Han greb hendes arm, og trak hende ind til sig. Han tog en af de lange sabelklinger der hang på væggen, og holdt den op for min mors hals. "Enten slutter du dig til vores side, eller også er din mors liv slut, helt slut." truede han. J

eg så med rædsel på ham. Han strammede grebet om min mor, og førte klingen tættere på hendes hals. Han stirrede udfordrende på mig. Han færte klingen op til min mors hals, og ridsede en flænge i hendes hud. Blodet strømmede ud fra hendes hals. Min mor bed tænderne sammen i smerte. "Okay! Jeg slutter jeg til jer" skreg jeg, da Satan endnu en gang truede min mors hals."Lyeanneth! Gør det ikke!", skreg min mor, men jeg ignorerede hende. Satan nikkede. "Endelig lidt fornuft i den unge dame", konstaterede han. "Du vil få dine sorte vinger snart. Jeg er tilbage!" råbte han, da han forlod rummet. Lucy så på mig. "Det kommer til at gøre helvedes ondt", oplyste hun. Jeg stirrede hadefuldt på hende. "Faktisk kommer det til at føles som om du skal dø", fablede hun videre. Mine ben rystede under mig af skræk. 

Satan vendte tilbage til rummet. Han pegede på gulvet, og jeg lage mig i fosterstilling på gulvet. Jeg var klar til at blive en af de onde. Miste alt glæde i livet, miste mine venner, miste Daimen, miste mig selv. Jeg lukkede mine øjne, og tænkte på de bedste øjeblikke i mit liv. Jeg huskede da jeg lærte at cykle. Far rendte bag cyklen, og grinte med mig hver gang jeg cyklede ind i buskene på gaden. Da mor ventede hjemme med Kage og Kakao. De lykkeligste somre i mit liv, med mine forældre. Ferierne hvor hver dag gik med at bade i havet. Jeg huskede da jeg mødte Ami første gang. Hvordan vi fra første øjeblik klikkede. Vores bedste grineflip, og hvordan vi fulgte hinanden i et og alt. Jeg huskede første gang jeg spillede på klaver. Hvordan mine fingre naturligt bevægede sig over tangenterne. Hvordan min stemme blandede sig perfekt sammen med tonerne fra klaveret. Jeg huskede Daimen. Hans læber mod mine. Hans kærtegnende hænder, og hans blide stemme i mit øre.

Jeg var klar, nu. Hvis jeg skulle dø, skulle det være med mine bedste minder, i mine tanker. Jeg åbnede øjnene for at sige, at jeg var klar. Men da mine øjne åbnede sig, så jeg vandet rislende foran mig. Lyden af bløde skvulp mod kanten. Græsset blæste roligt, og solen lyste åen op. "Hvad...", mumlede jeg ved synet af mit hjem. Åen, hvor mor forsvandt. Det sted der altid havde været der for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...