Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3307Visninger
AA

10. Daimens Truth

Daimens P.O.V

Hun kiggede forlegnet væk, og en let rødmen bredte sig på hendes kinder. Jeg lagde hånden om hendes nakke, mens mine fingre legede med hendes smukke hår. Mine læber ramte hendes, i et langt og romantisk kys. Hendes læber var som silke, og hendes øjenvipper killede mine kinder. Hendes tungespids rørte forsigtigt min, og vores kys blev dybere.

Langsomt trak hun sig væk. Hun smilte et englesmil til mig, og tog min hånd.  "Du mangler stadig at svare på et spørgesmål", sagde hun. Jeg sukkede lavt, jeg havde håbet det kunne vente. "Der eksisterer også engle. De arbejder for gud, og bliver smidt ud af himlen hvis du trodser hans ord." Lye trak sig straks væk fra mig, og jeg kunne se hvad hun tænkte. Jeg smilte. "Nej, jeg er ikke blevet smidt ud af himlen. Der er forskellige arter af engle i himlen. Der findes skytsengle, vogtere, Sendebud, krigere og dødsengle. Jeg er en vogter. Jeg skal bevogte forskellige steder på jorden, der er i fare. For eksemplel hvis en af djævelens skabninger er i det område", forklarede jeg. "Så, du er her på grund af mig" spurgte hun, med et skræmt udtryk i ansigtet. Jeg nikkede lidt, næsten usynligt. "Så jeg er en af de onde?", spurgte hun. "Men jeg kunne jo aldrig finde på at gøre noget ondt", sagde hun jamrende. "Det betyder ikke at du er ond, fordi dine forfædre var det, men Gud har bare ikke helt tillid til dig", sagde jeg, mens hendes ansigt lyste lidt op.

Vi gik lidt hen ad stien i tavshed, da hendes ansigt pludselig lyste op. "Har du vinger? Du har vinger ikke? Jeg mener sådan nogle engle har på film? Du ved, de der fjerede nogle?" spurgte hun. Jeg grinte af tempoet på hendes spørgsmål. "Årh det kunne være såå sejt! Kan du så også flyve? Måske tage mig med?" fortsatte hun. "Du giver mig overhovedet ingen chance for at svare på nogle af dine spørgsmål", grinte jeg. Hun fniste undskyldende. "Ja, jeg har vinger, men jeg kan kun folde dem ud på jorden, når jeg har brug for dem." forklarede jeg. Hun sukkede skuffet. 

Lye begyndte pludselig at fnise, der blev til et stort grin. Jeg kiggede spørgende på hende. Hun var så smuk, når hun smilte. "Hi hi hi", fniste hun videre, men begyndte så at forklare. "Hvis jeg kan få magten over alle naturlige væsener,  hvilket er dig, så kan jeg jo få magten over dig!" grinte hun. "Jeg kan få dig til at lave morgenmad på sengen til mig? Bære min bøger, faktisk være min evige tjener?" sagde hun. Hun begyndte at nynne en hurtigt melodi, og var allerede igang med at drille mig. Selvom det var sandt det hun sagde sagde jeg istedet: "Ikke hvis jeg kilder dig først". Mine fingre nappede hende i siderne, og jeg begyndte at kilde hende.

Hun hvinede som en stukken gris, og kunne ikke holde op med at grine igen. Nej, hold op" grinte hun. Hun fik trukket sig fri af mit greb, og begyndte at løbe fra mig. Uheldigvis var jeg hurtigere end hende, og jeg havde snart ihentet hende. Jeg nåede lige at få fat i hende, inden vi væltede over en rod. Vi faldt sammen ned på jorden, og landte i en bunke blade. Hun landte oven på mig. Nu grinte hun bare endnu mere. Hun kyssede blidt mine læber. "Okay så, så slipper du denne gang. Men du kan godt gøre dig klar på at være tjener", fniste hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...