Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3322Visninger
AA

2. Daimen

Miss Applechart, som jeg også havde til sang, prøvede at få vores opmærksomhed. "I morgen er der musikfestival på skolen, og udover der kommer nogle bands og spiller, vil jeg også meget gerne høre om der er nogle af mine sangfugle der kunne tænke sig at optræde?" spurgte hun, mens hun så udover de tre elever der sad foran hende.

Vi var ikke mange solosangere, fordi der ikke var mange der ville optræde alene. Jeg vidste heller ikke om jeg turde når det kom til stykket, jeg havde aldrig optrådt før. Der vare totalt stille i lokalet, ingen havde åbenbart lyst til at synge foran hele skolen. "Nå, så må jeg jo selv vælge en.. " sagde hun mens hun så udover os igen. Jeg gemte mig bag Kathrins stol, som sad foran mig, for at slippe. Miss Applechart tvivlede ikke i lang tid, før hun slog ned på mig. "Lyanneth. Kunne du ikke tænke dig at synge lidt?" sagde hun med sit bedende smil. Det var jo ikke til at sige nej til, og desuden ville jeg nok også bare få lavere karakter i sang,  hvis jeg sagde nej. "Øhm, jo jeg kan", tøvede jeg. jeg nåde ikke at snakke færdig før Miss. Applechart afbrød mig. "super, du skal bare synge et nummer eller to", sagde hun og gik ud af klasseværelset. Jeg sad rædselslagen tilbage, og indså hvad jeg lige havde sagt ja til. 

Jeg gik med hastige skridt ud på gangen, da jeg gik direkte en i en, så jeg tabte alle mine bøger på gulvet.. Vi bukkede os begge to for at samle mine bøger op, da jeg kiggede op foran mig, og der stod den smukkeste jeg nogensinde havde set. Den nye dreng. Vores blikke mødes, og jeg så ind i hans vidunderlige blå øjne, med utrolig lange øjenvipper. Hans rosa læber smilte et skævt smil til mig, og hans øjne glimtede i lyset fra lamperne. Jeg kom tilbage til virkelige verden, og mumlede et tak. Han smilte bare til mig, og gav mig bøgerne. "Daimen" sagde han. Jeg så uforstående på ham. "Mit navn er Daimen"; gentog han mens han grinte lavt af mit uforstående blik. Han vendte sig om og fortsatte ned ad gangen. "Daimen", gentog jeg lavt for mig selv, mens jeg kiggede efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...