Riverside (My love)

Lye har set ånder hele sit liv. Hun fortæller det ikke til nogen, ignorerer det og prøver at leve et normalt liv. Da Daimen starter i hendes klasse, bliver der vendt op og ned på tilværelsen. Lye bliver forelsket i Daimen, men han er mystisk. Han reagerer på ånderne som om han kan se dem, og flygter hver kan Lye begynder at synge. Hvem er Daimen? Og hvad er Lye selv?
(Jeg undskylder for de korte kapitler, men dette er min første Movella, og som man siger: Øvelse gør mester! ;) I må meget gerne komme med forslag og rettelser, så mine movellas kan blive bedre :)

4Likes
19Kommentarer
3323Visninger
AA

6. Confused

Jeg løb ud på gangene, og kiggede efter ham. Han måtte da være her et sted? Jeg fandt ham på nordfløjen, hvor han stod med lukkede øjne mod himlen. "Jeg kan ikke fuldføre denne opgave, Herre. Ikke når hun er her." sagde han, mens han foldede sine hænder. Jeg var stopet et øjeblik, men nu marcherede jeg videre. Han skulle ikke slippe, bare fordi han bedte til Gud. Jeg stilte mig foran ham. "Sig mig hvad i alverden bilder du dig ind? Du ødelagde hele min forestilling, med dit lille Jeg-vil-have-opærksomhed øjeblik. Det pisser mig fak..." Min ordstrøm blev stoppet af hans finger på mine læber.

Hans utrolig bløde finger. Jeg mødte hans blå øjne. Hans dybblåøjne, der opslugte mig, som var det et hav. Jeg fulgte hans øjenvipper rundt om hans øje. Selvom det var utrolig fristende at blive stående sådan her i evigheder, mindede jeg mig selv om hvad han lige havde gjort. "Du er utrolig egoistisk, og de der øjne virker overhovedet ikke på mig" løj jeg. Han smilte skævt af min humørsvingninger, men mumlede så et undskyld. Jeg gik tilbage mod salen. "Du kan jo komme med, hvis du ikke er bange for der kommer flere der synger så dårligt som mig." sagde jeg til ham over skulderen. Han løb op på siden af mig."men det er nok også usandsynligt", mumlede jeg videre. "Du synger smukt", sagde han og tog min hånd. Han var virkelig forvirrende. Og helt bestemt ikke som alle andre. 

Vi gik hånd i hånd i i salen, og folk stirrede virkelig underligt efter os. Miss Applechart sendte daimen et strengt blik, men sagde så:" Du kan synge igen, hvis du vil, Lyanneth." Daimen tog straks sin hånd tilsig, og stivnede. Jeg sukkede. "Ligemeget". Daimen slappede af igen, og prøvede at tage min hånd. jeg rystede på hovedet. "Du er en idiot" sagde jeg og gik over og satte mig ved min veninde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...