Fallen Angel & Devil [SHINee]

Teehee, Una skriver! XD

17Likes
48Kommentarer
2452Visninger
AA

2. ~Fallen~

Jeg gik ude i den evigt faldende sne sammen med min bedste veninde, Kiuna. Hun elskede at sidde sammen med mig på en sky og kaste ting ned i menneskenes hoveder. Eller, det var nok mig der havde givet hende den idé, at vi godt måtte det.

Så vi sad som altid ude på en ensom sky og fniste og kastede glorier i hovedet på de uvidende mennesker nede på Jorden. Kiunas røde hår skinnede i sollyset. Solen skinnede næsten altid heroppe i det sted, som menneskene kalder 'Himlen'. Men det var faktisk ikke særlig himmelsk at være i 'Himlen'. Vi levede nok mere i et stort Ingenting, ikke i glæde.

De udstødte djævle blev taget op i Himlen. Utroligt, ikk'? Man ville jo tro, at vi lukkede dem ude. Ja, det gjorde vi faktisk også. De blev efterladt på et børnehjem, hvor de lærte at opføre sig som engle. Men Kiuna var en udstødt djævel som havde haft for meget tid nede i Helvede før hun blev sendt herop. Hun kunne ikke opføre sig ordentligt hele tiden.

Jeg var en engel, det var derfor englene (og de få djævle der var her) altid så på os som om vi var helt gale på den. Som om vi var skøre og sindssyge. Men det var vi ikke. Kun lidt.

Kiuna var jo en djævel, så hun havde mørkere og lidt rødligere vinger, mens mine var snehvide. [Teehee, nu gider vi ikke snakke om Snehvide længere. Hun er for dum.] Hun havde også nogle små, næsten usynlige horn i panden. Jeg havde bare en uendelig stak af glorier. Vi var begge 17, og vi ville snart blive smidt ud af børnehjemmet for forladte engle og djævle.

Da jeg var yngre havde folk altid sagt, at jeg var sød. Nu siger de ikke noget om mig længere.

Pludselig, da jeg sad midt i mine tanker, følte jeg et lille skub på min ryg. Det var sikkert ikke meningen at jeg skulle falde, men jeg stod altså på en meget blød og usikker sky. Så som man jo kan forvente faldt jeg. Men der var så det dér med, at jeg havde skadet mine vinger nogle dage tidligere, så jeg kunne ikke lige bruge dem.

Så jeg endte altså med at falde ned. Ja, jeg skreg skam også lidt, men det ignorerer vi lige. Men i det mindste faldt jeg ned mod en ret tom by, så hvis jeg døde ville der ikke være særlig mange vidner til min død. Byen hed Neverlost. Sjovt navn. Især fordi jeg altid farer vild hver gang jeg er dernede.

Pludselig mærkede jeg nogle iskolde arme om mig. Det kunne kun være Una. "Jeg har dig, A!" sagde hun. Jeg skreg så igen, da en fugl fløj hen mod os. Fugle havde en vane med at misunde vores vinger, så naturligvis angreb den Kiunas vinger. Hun skreg også, da hendes vinger svigtede. Men hun trak fuglen med ned og brækkede dens vinger på vejen ned.

Vi vidste ikke at vi ville styrte ned i et hus og ikke bare smadre lidt træer og dø...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...