Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14122Visninger
AA

17. Tvivlsomt Populære Overraskelser

"How the hell does a broken heart,
get back together when it's torn apart?
And teach itself to start beating again.
This little bluebird came looking for you.
I said that I hadn't seen you, in quite some time."
Bluebird - Christina Perri

Vores mad var på vej, og vi ventede alle rimelig utålmodigt, mens vi så How I Met Your Mother. Igen.
Vi blev enige om at det var det afsnit hvor Barnie sagde ”I'm awesome!” allerflest gange, hvilket ikke siger så lidt, og grinede lystigt af vores opdagelse.
Forundret bemærkede jeg, hvordan jeg følte mig yngre end jeg havde gjort den sidste tid. Mere som mig, mere som en syttenårig.
Et øjeblik overvejede jeg muligheden for at det var på grund af Eric, at jeg pludselig var blevet ældre, mere bekymret og anspændt, men forlod hurtigt tanken igen. Eric fik mig til at føle mig både ung og moden, stærk og skrøbelig. Det var ikke hans fejl at jeg glemte at være teenager, det var mere de fare vores forhold var i konstant. Noget han ikke kunne gøre særlig meget ved, desværre.
Dørklokken kimede pludselig hen over lyden fra tv'et, og jeg rejste mig automatisk.
”Mad!” hvinede Courtney, mens Clary sang: ”Food, food, oh lovely food,” fuldstændig tonløst. Amber grinede højt af dem, stærkt efterfulgt af min egen latter der boblede i halsen.
Jeg gik ud til døren, for ingen andre gjorde mine til det, og jeg stod også op i forvejen.
Med et imødekommende, måske en anelse opkørt smil, åbnede jeg døren for vores levering.
”Hej Clary, jeg... Åh Gud...”
Åh Gud, var den helt rigtige vending at komme med, gerne stærkt efterfulgt af en masse forbandelser.
Af alle mennesker, hvorfor skulle lige præcis han dukke op i døråbningen? Universet har helt klart en syg humor.
”Alyson...” mumlede han, som om det ikke var det mest indlysende i verden at finde mig hos Clary, når der nu var bestilt fire thairetter til hendes adresse. Måske var det hvad der altid irriterede mig så utroligt ved ham. Hans evne til ustandseligt at påpege det indlysende. Tanken havde faktisk aldrig strejfet mig... Og se, det burde virkelig have været indlysende!
”Niclas... Hej,” hilste jeg, og smilede stift. For fanden, kunne han ikke bare give mig den pose han stod med og få det overstået. Akavethed havde allerede optaget for meget af min dag.
”Hvad tager så lang tid tøs?”
Clary kom springende ud i entreen, men stoppede brat da hun fik øje på Niclas.
”Hej dude,” sagde hun, og lænede sig en smule for afslappet mod dørkarmen.
Han nikkede til hende, men flyttede aldrig blikket for mig.
”Må jeg... komme ind?” spurgte han, og svingede lidt med den vide take-away pose som om hans indgang var det eneste der kunne skaffe os maden.
Clary kiggede på mig et kort øjeblik, og jeg vidste at hun prøvede at læse mit svar. Hun modtog det også klart og tydeligt: 'For the love of God! … Ja ja...'
”Du kan komme ind,” bekendtgjorde Clary koldt. I det øjeblik så jeg, som jeg ellers sjældent gjorde, grunden til at nogle af dem fra skolen kaldte hende en bitch. Efter min mening er der stor forskel på en bitch og så en der siger sin mening, men jeg kan godt se hvorfor de to kan forveksles.
Han trådte ind af døren, og rakte Clary posen på vej ind. Jeg kan kun huske at have taget ham med hertil en gang, men det var sikkert rigeligt for ham til at huske vejen. Stalker.
Clary og jeg fulgte efter ham ind i køkkenet, og videre ind i den åbne stue.
”Hej Nic!” hørte jeg Courtney sige indefra sofaen, og så ham nikke. Det undrede mig at han aldrig rigtig hilste på nogen. Han ville med glæde snakke med dem, men helst ikke hilse. Sær fyr.
Clary satte sig i sofaen sammen med de andre, og Niclas placerede sig på kanten af en kontorstol, tilsyneladende bange for at blive alt for komfortabel. Jeg skulle til at sætte mig ved siden af Clary, men pludselig kimede dørklokken igen. Seriøst?!
”Jeg åbner!” stønnede jeg miserabelt, og rettede mig op for at gå ud igen.
Det her skete bare ikke...
”Hej skat! Jeg håbede at det var dig der ville åbne. Jeg glemte min taske før,” forklarede han får han sporede panikken på mit ansigt. ”Hvad sker der?”
”For fanden! Er det Mr. Roland?”
Eric stod øjeblikkeligt stiv som et bræt, og kiggede spørgende på mig.
Hvad fanden skulle jeg gøre?
Pludselig stod Niclas i døren ind til køkkenet, og kiggede på os.
”Hvad sker der her?” spurgte han, selvom jeg havde en fornemmelse af at han allerede vidste alt for meget om hvad der skete.
Det var alligevel et forsøg værd.
”Jeg fuckede op i skolen, og Mr. Roland kom for at aflevere de ekstra lektier der er min straf,” nærmest hviskede jeg. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde brugt udtrykket 'fuckede op' uden for mit eget hoved.
”Tja, en gang skal jo være den første,” mumlede Niclas. Han købte den. Han købte den sgu!
”Men hvordan vidste han at du var her?”
Og der faldt den til jorden. For en gangs skyld bruger han sin hjerne, og så skal det være nu?
”Jeg... Kørte forbi ms. Condies hus, men der var ingen hjemme. Jeg tænkte at jeg ville prøve hos ms. Anderson, og hvis hun heller ikke var her, måtte hun få lektierne i morgen,” fortalte Eric. Det gav rimelig god mening, for selv en der er meget tungnem og uopmærksom lærer ville have svært ved at have misset Clarys og mit ubrydelige bånd. Og Eric var bestemt hverken uopmærksom eller tungnem.
”O-kay... Men det er jo lørdag i morgen?” påpegede Niclas. Sweet Jesus, behøvede han at være sådan en ordkløver?
”En fortalelse. På mandag, mente jeg,” grinede Eric. Hans latter ringede falsk, men jeg var ret sikker på at jeg var den eneste der kunne høre det. Jeg kunne næsten fornemme Clary stå og lytte bag Niclas, men jeg værdsatte at hun ikke kom frem. Hun kunne sandsynligvis ikke redde situationen alligevel.
”Selvfølgelig. Det er forståeligt nok, men hvad fanden har du lavet Als?”
Hans smil var ægte nok, og han så ud som om han troede på det. Måske var han ikke blevet så meget skarpere alligevel.
”Jeg kom måske til at glemme at læse den digtsamling af Robert Frost vi fik udleveret...” mumlede jeg selvbevidst, og prøvede at imitere en lille pige der har stjålet fra slikskuffen. Niclas grinede, så jeg gik ud fra at det var et succesfuldt forsøg.
”Så du skal læse hele samlingen til på mandag, og skrive en rapport om Frost's digtstil igennem tiden,” siger Eric.
”Okay,” svarede jeg, og lukkede døren lige i hovedet på ham.
Niclas og jeg gik ind i stuen sammen, mens jeg trak min telefon op af min bukselomme.
*Sorry...<3* skrev jeg til Eric, og lagde så telefonen tilbage.
”Han ser ud til at kunne lide dig. Ellers ville du have fåe mere mere ekstraarbejde,” påpegede Nic på vej ind.
Jeg nikkede tøvende, mens jeg overvejede tydeligheden af præcis hvor godt han kunne lide mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...