Kunsten At Holde På En Hemmelighed 2: Frygten

Alyson og Erics forhold bliver sat på en hård prøve, da Eric er tvunget til at tage på en date med en af sine kolleger, for at få hende til at holde på hemmeligheden.
Derudover frygter Alyson for sit venskab med sin bedste veninde Clary, og er fortvivlet over at hendes venskab med Courtney tilsyneladende er smadret helt.
To'er til Kunsten At Holde På En Hemmelighed: http://www.movellas.com/book/read/201109050119574412

86Likes
591Kommentarer
14166Visninger
AA

9. All Is Right In The World

"And this girl's seen a lot of pain.
But this girl's gonna smile again.
She knows that a flower grows,
every time it rains.
And this girl's got a lot of dreams.
She knows that tomorrow's ain't what it seems.
She might not solve a mystery tonight.
But this girl's gonna be alright."
This Girl - Nikki Flores

Court og jeg forlod Eric på gangen, da det ringede til time, og kort efter måtte Court og jeg også skilles, da hun skulle til samtale hos skolepsykologen. Hun bad mig om ikke at fortælle andre end Clary noget, og jeg indvilligede selvfølgelig, af hele tre grunde. For det første ville jeg være en god veninde. For det andet havde Courtney en meget større og farligere hemmelighed om mig. Og for det tredje kunne jeg simpelthen ikke se det sjove i at sladre om folk.
Jeg spadserede ned af gangene, der nu var fyldt med mennesker, der smilede til mig, som om jeg var deres bedste ven. Måske havde Clary, Court og jeg vores egen klike, og var ret populære, men falske venner havde aldrig betydet noget for os, og det burde folk altså snart indse. Men der var selvfølgelig altid nogen der var for stædige til at give op, og siden jeg stadig, - eller skulle jeg sige endnu engang? - ikke kunne lade være med at smile, virkede det nok som en mere opnåelig mulighed nu. Og det var det sikkert også. Ikke at nogen af de falsksmilende strigler havde en chance, men hvis en sød, genert pige kom hen og spurgte mig om noget, ville jeg sandsynligvis invitere hende til at følges med mig og Clary hjem. Jeg var i humør til at gøre noget godt for folk.
Og hvem skulle have troet at det ville ske netop den dag?
Ikke mig, men der tog jeg altså fejl.
Imellem alle de strålende smil, mødte et par generte grønne øjne mit blik. De tilhørte en mindst ligeså genert udseende rødhåret pige, med den smukkeste porcelænshud. Og hun så oprigtigt forvirret ud, som om hun var faret vild, eller bange for at gøre noget forkert. Derudover havde jeg aldrig set hende før, så hun var med stor sandsynlighed ny.
Så pludselig, ud af mit hjertes godhed, og intet andet, (udover muligvis min nylige fredsaftale med Clary, og min korte, men kærlige samtale med Eric.) gik jeg hen til hende, og sendte hen et imødekommende smil.
“Hej. Er du ny?” spurgte jeg, og lod med vilje lade være med at kaste irriterede blikke på pigerne der vendte øjne af den nye pige, fordi jeg mængede mig med en så lavt i hierarkiet. Og jeg måtte også modstå en trang til at fortælle dem var meget de virkelig burde tage sig sammen.
“Ja…” svarede den generte pige, og kiggede kort op på mig, før hun lod sit blik hvile ved hendes fødder igen.
“Men velkommen til så. Hvis du mangler nogen at støtte dig lidt op af, skal jeg nok være der. Jeg hedder Alyson, for resten. Bare kald mig Aly,” introducere jeg, stadig med det venlige og imødekommende tonefald.
Hun fangede igen mit blik, og denne gang holdt hun det, selvom hun var meget tæt på at trække øjnene til sig igen.
“Jeg hedder Amber. Eller, Amber Lynn faktisk, men jeg foretrækker Amber,” smilede hun usikkert, og vendte kort blikket ned ad, før hun igen mødte mit.
“Amber. Jeg kan godt lide dit navn. Jeg har altid gerne villet hedde Amber eller Amy, men jeg sidder desværre fast med Alyson. Hvad skal du have nu?” spurgte jeg, stadig smilende. Efterhånden kunne jeg ikke lade være, for på trods af hendes tilbageholdende udstråling, gjorde hun ikke ligefrem mit gode humør værre.
“Jeg skal have…” hun trak sit skema op af tasken, og kiggede efter. “Matematik, med Ms. Dunham.”
“Dunham… Ikke ligefrem min yndlingslærer, men jeg skal faktisk have det samme fag. Hvad siger du til at følges med mig og min veninde?” foreslog jeg, og håbede faktisk at hun takkede ja.
Og det gjorde hun. Hun nikkede, og smilede igen genert, men alligevel lidt mere åbent end før.
Vi begyndte at gå i tavshed mod klassen, men stilheden varede ikke længe. Vi nåede at gå omkring ti skridt, så var Clary over os.
“Aly! Godt jeg fandt dig! Jeg mødte Courtney, og hun havde ikke tid til at snakke… Det eneste hun sagde var: “And all is right in the world.” Hvad mener hun med det? Seriøst, hun har ikke sagt noget, vel?” Clary overså fuldstændig Amber, og stillede spørgsmål med en så hæsblæsende fart at jeg ikke fik tid til at svare på dem.
“Clary, slap af. Court citerede bare mig. Vi er blevet enige. Og hun har endda mødt E…” jeg kastede et blik på Amber, der stod halvt bag mig, og klamrede sig til den flygtige diskretion Clarys panik bragte med sig, og ændrede så det jeg havde tænkt mig at sige: “Ham. Hun har mødt ham, og snakket lidt med ham. Ingen problemer mere.”
Clary stirrede på mig i et øjeblik, som om hun ikke helt fattede at vi snakkede om den samme person, men da det endelig gik op for hende hvad jeg mente, formede hendes mund sig i et smil.
“Så alt er som det skal være?” spurgte hun håbefuldt, og pludselig så jeg i hendes øjne, at hun havde savnet Court, mindst lige så meget som jeg havde. Og hun havde været hos mig alligevel, aldrig så meget som overvejet at gå over til Courtney, eller bare være neutral.
Sikke en veninde.
“Ja, alt er præcis som det skal være,” svarede jeg, og smilede tilbage.
Et øjeblik smilede hun bare, på vej til at få tårer i øjnene, men hun blinkede dem hurtigt væk, og forvandlede sig så til sit sædvanlige letsindige jeg.
“Godt, fint, skønt! Og, nu til alt det andet. For det første, vi kommer for sent til matematik, bare så du ved det. For det andet, så skal den der sky pige, med de seriøst flotte øjne, der står bag dig, altså lige komme frem og præsentere sig, for jeg har en fornemmelse af at vi kommer til at hænge på hinanden. Jeg hedder Clary, hvis du ikke har regnet det ud allerede.”
Amber trådte lidt længere frem, men stod stadig tættere på mig, end på Clary, og sagde: “Jeg hedder Amber. Og hvis du ikke gider hænge på mig, er det altså fint nok, Alyson viste mig bare lidt rundt.”
Clary smilede stort, og mere end venligt til hende, og svarede leende: “Hey, du er da velkommen, hvem tror du jeg er, Obama? Jeg bestemmer da ikke hvem Aly er sammen med. Hvis jeg gjorde det, havde hun slået op med Nick for lang tid siden. Men altså, du er da velkommen. Vi har filmaften i aften, så du kan da bare komme med.”
Den måde Clary hilste på, mindede mig om dengang vi mødte Courtney. Vi var stødt på hinanden i slutningen af Middle School, rent tilfældigt, og mens jeg havde været venlig, men tilbageholdende, havde Clary ikke tøvet med at være storsmilende, og generøs med sit selskab. Endnu engang skyldte jeg hende ros for hendes attitude, som alles bedste ven.
Alligevel måtte jeg lige bryde ind, før Amber nåede at svare: “Har vi filmaften?” spurgte jeg, og må have lignet et kæmpe spørgsmålstegn, for det var da i hvert fald ikke noget jeg havde hørt om.
“Ja, det regnede jeg da med, eftersom du ikke skal ud med din kæreste, og nok får brug for lidt afledning,” påpegede Clary, og hun havde jo ret. Jeg havde sagt fuldstændig det samme til Dunham.
“Fair nok, lad os gøre det. Og som sagt er du velkommen Amber,” sagde jeg, og vendte mig endnu engang mod den generte pige. Nu stod hun med et stort smil i ansigtet.
“Tak, virkelig! Jeg har aldrig rigtig haft venner før,” smilede hun, og Clary lagde armen henover hendes skuldre.
“Det må du så hellere vænne dig til,” sagde hun, og trak mig diskret over på den anden side af Amber, så min arm kunne møde hendes.
I midten gik Amber, og strålede som en sol.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...