Uovervindelig kærlighed

En historie om uovervindelig kærlighed som overlever alt!
Kevin og Diana lever et fattigt liv, med svigt fra familierne og kun dem selv tilbage. Kevin er arbejdsløs, og deres fattigdom tvinger dem ud i en drastisk løsning. Diana bliver nødtil at leve et dobbelt liv som prostitueret for at give dem mad på bordet.
Kevin finder endelig et job, og de får nu begge store forhåbninger om en lys fremtid.
Men den sidste dag Diana skal igennem som prostitueret går galt. Denne dag knuser både Kevin og Dianas drømme om en bedre fremtid.

9Likes
19Kommentarer
2707Visninger
AA

5. Har hun ofret nok? (Kevin)

”… du må forstå, vi ikke kan ansætte en, som lever med en prostitueret som partner. Det vil ødelægge vores ry, og lad os være ærlige, du har heller ikke den lyseste fortid.” Han havde lige brugt de sidste 10 minutter på at fortælle mig om mit ”samliv” med Diana. Det var hans helt klare mening, at det ville ødelægge hans forretning og renommé, at have en ansat, som levede med en kvinde, der solgte sig selv til mænd for at have råd til at betale regningerne. Var det overhovedet lovligt at skygge folk på den måde, som han havde gjort? Nu havde jeg i hvert fald ingen chancer for det job, tænkte jeg, indtil han sagde: ”Jeg vil selvfølgelig tage det op til overvejelse igen, hvis dette forhold ophører.” Jeg sagde intet, rejste mig og gik.

Jeg havde ikke regnet med, at jeg måtte gå tilbage til busstoppestedet på den her måde. Kunne jeg få mig selv til at vælge arbejdet frem for hende? Hvis man tænker på, hvor meget jeg havde givet afkald på for vores skyld. Ikke en eneste af mine venner eller af min familie ville kendes ved mig med sådan en pige. Hvad havde hun overhovedet opgivet for mig, andet end sin mor altså? Jeg var også helt sikker på, at hendes mor var skør. Hvem ville forhindre sin datter i at søge kærligheden. Det samme kunne jeg så spørge mine forældre om. Hvorfor skulle de stå i vejen for Dianas og min kærlighed? Var det nødvendigt, at jeg skulle vælge dem fra? Måske var vores kærlighed helt håbløs…

Da jeg kom hjem var lejligheden lige så endeløst tom, som da hun forlod den. Jeg skulle ikke regne med, hun var hjemme før i morgen. De fleste kom først om aftenen eller natten. Jeg kunne ikke se noget godt i noget mere. Især ikke når hun ikke var her. Hun kunne få alt godt op i mig. Hun kunne få mig til at se klart. Men så snart hun ikke var her, åbnede den store kolde verden sig for mig. Hun beskyttede mig mod alt ondt, det var jeg sikker på. Når vi var sammen, levede vi i vores helt egen lille boble. Men hvornår kunne den boble ikke holde til mere? Hvornår ville den briste?

Mine tanker blev mørkere og mørkere. Til sidst kunne jeg næsten ikke se hende i min fremtid længere. Mine tanker blev stoppet, inden de bevægede sig længere ned i afgrunden. Telefonen ringede: ”Kevin! Er det dig?” Stemmen lød meget bekendt. ”Karen? Hvad sker der?” Hun lød til at være fuldstændig ude af sig selv. ”Ambulancen er lige kommet og har hentet Diana. Det er vist meget alvorligt…” Min verden stoppede for et kort øjeblik. Jeg kunne ikke se hende for mig for en kort stund. ”Hvor er hun?” Min stemme udtrykte ren desperation. ”Amtssygehuset, Akut intensiv, jeg er på vej derind,” hulkede hun. Jeg smækkede røret på og løb ud af døren, uden at skænke den ulåste dør en tanke. Diana var alt, hvad jeg havde tilbage. Hende måtte jeg ikke miste!

Jeg vidste, at der gik en bus direkte ind til amtshospitalet fra Hans Olufs gade. Jeg havde aldrig løbet så stærkt i hele mit liv. Vinden rev i min jakke, som jeg havde haft for travlt til at lukke. Tårer faldt mod jorden fra mine øjne, og mit hjerte bekræftede, at det ikke var vinden, som fik dem til at komme frem. Tusinde tanker løb igennem hovedet på mig, men de var alle blot minder. Ville Diana og jeg aldrig skabe flere minder sammen? Var jeg helt alene i vores verden uden selv at vide det. Tanken om, at vores verden ikke mere fandtes, at hun ikke fandtes, fik mig til at gyse. Jeg nåede bussen i sidste øjeblik og måtte vente mindst 4 stoppesteder, inden vi var ved amtshospitalet. 4 stoppesteder i uvished føltes som en evighed. Jeg kunne ikke lade være med at hade mig selv. For mindre end en time siden stod jeg og gav Diana skylden for alle vores problemer. Jeg havde ærlig talt stået og sagt til mig selv, at hun ikke havde ofret noget. Hvad tænkte jeg på?! Hun havde solgt sig selv for os! Burde det ikke være nok? Hvad tænkte jeg dog på?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...