~ Et nyt liv! ~ (JDB)

Et citat fra inde midt i novellen: ~

"Bella hør på mig. Fra første gang jeg så dig var der noget der sagde at jeg skulle holde fast i dig. Noget der sagde at du var den jeg manglede. Du bliver nødt til at tro på mig. Jeg gør ikke det her på grund af skyldfølelse, okay måske også lidt på grund af det, men mest af alt fordi du virker som den perfekte pige og fordi jeg vil lære dig at kende." sagde han. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige. På en måde var jeg virkelig smigret men også en smule fornærmet. Hvordan kan han bare sidde der uden at kende mig og sige at jeg er den "eneste ene"?

5Likes
11Kommentarer
2243Visninger
AA

6. kap. 5

Han stoppede efter sangen og kiggede over mod mig. Han tog stille sin mikrofon væk fra munden og gik længere ud på scenen. Han gik langsomt over mod den side jeg stod i og nåede helt hen til kanten. Han hoppede pludselig ned fra scenen og gik hen imod mig. Han stoppede op og kiggede mig i øjnene. Imens alt dette skete var alle pigerne begyndt at mase sig imod mig og prøvede alle sammen at komme til at røre ved Justin. Han ignorerede pigerne og kiggede på mig. "Hvad laver du her?" råbte han pludselig for at overdøve larmen af de skrigene piger der nu havde omringet os. Jeg rullede bare med øjnene. Hans smil forsvandt og han vendte om mod scenen igen. Hvorfor skulle du også hele tiden såre ham Bella? tænkte jeg inden i mig selv da han igen var kommet op på scenen. "Det må i undskylde folkens, jeg skulle lige sige hej til en ven!" EN VEN? Var det det vi var? Venner? Nå, okay. Jeg kender ham knap nok og så er vi pludselig blevet venner. Okay. Jeg blev prikket på skulderen og Sofie stod og kiggede på mig med åben mund. Det så ud som om hun havde set et spøgelse. "H-hvad. Skete. Der. Lige. Der?" Hun holdt en pause mellem hvert ord hun sagde og hun var helt væk. "D-du, jeg mener h-han altså du ved h-han... Hvad sker der?" Hun kunne slet ikke finde ud af hvad hun skulle sige og jeg kiggede bare på hende med det der Jeg-ved-ikke-hvad-der-sker blik. Hun rystede forvirret på hovedet og vi rettede igen vores opmærksomhed mod Justin der igen var begyndt at synge. Han sang favorite girl og jeg blev ved med at kigge på ham. Jeg så at hans blik ramte mig flere gange under sangen og hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg også at jeg så et lille smil. Jeg glædede mig ikke så meget til at komme back stage. Hvad skulle jeg dog sige til ham? Men jeg ville gøre det for Sofie, hun ønskede det virkelig og jeg havde lovet hende det så jeg blev nødt til at finde på noget inden jeg skulle af sted.

Efter han havde sunget den sidste sang sagde han "Tak for en fantastisk aften, I er verdens bedste publikum. Elsker jer!" Han vendte om på tåspidsen og gik ind bag scenen. Straks hev Sofie mig i armen og jeg blev trukket hele vejen hen til scenens højre side hvor der stod en kæmpe vagt og sørgede for at det kun var de rigtige personer der kom forbi. "Må jeg se jeres billetter?" sagde han med en dyb og høj stemme. Sofie trak billetterne op og vi kom forbi. Da jeg kom ind stod Justin der med et smil på læben og snakkede med nogle andre fans. Da hans blik ramte mig kom et kæmpe smil frem og han kom tættere på.

 

Jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe min vej, men jeg kunne ikke rykke mig. Mine fødder stod limet fast til gulvet og lige meget hvor meget jeg prøvede at komme væk blev jeg bare stående. Jeg havde slet ikke lyst til at møde ham igen. Han nærmede sig og han var straks henne ved os. Sofie stod bare og drømte sig langt væk mens hun stod med åben mund og kiggede på Justin. Nu tager du dig sammen Bella tænkte jeg og gjorde mig klar til hvad som helst. Han kom helt hen til os og smilede til mig. Pludselig sagde han "Hvad laver du her? Jeg troede ikke du kunne lide min musik?" Han kiggede undrende på mig og smilede så. "Jeg er her for min veninde Sofie" sagde jeg koldt og kiggede over på Sofie der stadig stod forstenet og stirrede. Jeg puffede stille til hende og hun vågnede fra sin drøm. "H-hej" fik hun fremstammet og kiggede smigrende på Justin der havde limet sit blik fast til mig. "Øøøh hej" svarede han og kiggede straks væk da han så jeg lavede mærkelige øjne af ham. "Skal i have en autograf eller noget?" spurgte han om og Sofie nikkede ivrigt. Han rettede igen sit blik mod mig og ventede på et svar. "Jeg tror jeg springer over" svarede jeg og han nikkede svagt. Han så lidt såret ud men helt ærligt han kan da ikke forvente at alle vil have hans autograf bare fordi de er til hans koncert. Sofie fik skrevet over alt på sin arm og i sin pande. Hun så en smule mærkelig ud da hun var færdig, men hun havde fået sit ønske opfyldt. Han kiggede på mig igen og sagde "Er du sikker på at du ikke vil have en?" Jeg var helt sikker men for hans skyld ville jeg gøre det. "Okay så giv mig en" sagde jeg og smilede svagt til ham. "Men helst på et papir" tilføjede jeg da jeg helst ville undgå at være svøbet ind i sprittusch.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...